Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Litteratur og intersubjektivitet / Jørgen Dines Johansen / 595 sider
Syddansk Universitetsforlag. ISBN
Anmeldt 9/12 2007, 22:17 af Mikkel Gade

Litteratur(natur)videnskab og sex med supermodeller!


Litteratur(natur)videnskab og sex med supermodeller!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Jørgen Dines Johansen, der er professor i litteratur ved Syddansk Universitet, har netop udgivet bogen Litteratur og intersubjektivitet. Bogen er sidste bind i en ”trilogi” med hovedoverskriften ”Litteratur og begær”. De første to bind, Litteratur og begær. Ti studier i dansk og norsk 1800-tals litteratur og Ind i natten. Seks kapitler om Ibsens sidste skuespil , er, som titlerne afslører, analyser af forskellige hovedværker i den nordiske 1800-tals litteratur, og den nyudkomne bog udgør så at sige teorierne bag analyserne.
Bogen argumenterer for, at et komplekst fænomen som litteratur ikke kan betragtes ud fra blot én teoretisk vinkel og foreslår i stedet tre. En semiotisk skal bestemme det litterære tegns særegne strukturelle principper, en psykologisk må forstå forfatterens og læserens processer i skrivningen og læsningen, og endelig må den studeres som en speciel offentlig diskurs.
Noget ganske nyt er der ikke på færde. Dines Johansen har en stor videnskabelig produktion bag sig, og det er i Dines Johansen-diskursen kendte navne, vi har med at gøre; især Peirce, Freud, Sterne, Piagets og Habermas, og man finder både hele tekststykker og modeller, der stammer fra andre bøger (både lærebøger og andre teoribøger). Det er på den måde et helt forskningslivs interesser og overvejelser, der her samles op. Og der er både ældre og nyere sager med.
Som Jørgen Dines Johansen selv gør opmærksom på i forordet, så er den ”desværre blevet lidt omfangsrig” – 595 sider alt i alt! Selv en doktordisputats (som den også er helt kompertibel med) er halsbrækkende (for anmeldere), når den når de tal. Men plads må der også til, for det er som sagt ikke småting, Dines Johansen her giver sig i kast med. Den søger på en gang at være litteraturteori, litteraturfilosofi, litteratursociologi, og sådan kan man fortsætte. Den søger at komme i alle hjørner af fænomenet litteratur og dens betydning for os mennesker, og stiller spørgsmål som, hvad er litteratur, hvordan fortolker vi litteratur, hvordan ved vi en fortolkning er rigtig, hvorfor er litteratur vigtig, hvad kan litteratur give os osv. osv. Det er alt sammen rigtig godt og en god tilgang til fænomenet – man nærmer sig her de filosofiske grundspørgsmål, og det bør god litteraturteori efter min mening.
Lad det være sagt allerede nu. Bogen skriver sig ind i en tradition og en diskurs, som jeg kun delvist sympatiserer med, og det er der flere grunde til – et par af dem vil jeg prøve at gøre rede for her.

Et vigtigt spørgsmål for bogen og for hele diskussionen af litteratur og litteraturteori er, hvordan vi finder den rette tolkning af en tekst. Siden biografismen mistede fodfæstet har budene været mange, og de har vidt forskellige opfattelser af, i hvilken videnskabelig forstand litteraturvidenskab er videnskab, men fælles for dem var i starten, at der skulle systematik til. Dines Johansen var selv en af de, der i sin tid indførte en vis systematik i litteraturvidenskaben, og han hører absolut til en af de, hvor teoretisk ballast fra dengang stadig farver tingene meget. Det vil sige, at skematiske og strukturelle modeller for litteraturen kommer til at betyde meget i Dines Johansens bog. Så når han skriver, at ”litteraturen selv er så heterogent et fænomen at man må nærme sig den fra forskellige vinkler”, og at man derfor må bruge ”et arsenal af perspektiver og kneb for at åbne teksten”, så er det absolut ikke mange forskellige typer af litteraturteori, der bliver behandlet i bogen. Den ”rigtige” metode bliver altså for Dines Johansen den, der kan stille teksten op i en fin strukturel eller skematisk model.

Dines Johansen skriver selv, at man som litterat ”kommer til at lide af en slags personlighedsspaltning”. Når man teoretiserer over litteratur, søger man at fremstille en modsigelsesfri og altomfattende teori, men når man er stillet over for en tekst, så må man åbne sig på en helt anden måde og lade teksten byde ind – man må bruge sin ”fært” til at finde ud af, hvilket greb der kan åbne den. Men ikke desto mindre, og det er jeg helt enig i, så ”øver teoretisk viden indflydelse på praksis”. Og det gør den også for Dines Johansen. Så selvom Dines Johansen skriver, at vi må åbne os for teksten, der ”vil begæres og elskes for sin eksistentielle vigtighed”, og at forholdet mellem læser og tekst ”ofte er erotisk”, så er det stadig med videnskabsmandens kølige distance, Dines Johansen teoretiserer og dermed analyserer.

Problemet (eller faktumet) er, at hele bogen er gennemsyret af en evolutionær og freudiansk tankegang kombineret med peirciansk semiotik og diskursteori, temaer der altid har været grundfaste for Dines Johansen. Og det fordrer ikke i min optik til, at man går åbent og fordomsfrit til teksten. Som fx i 1970 hvor han i Tekstanalyser - ideologikritiske tekster analyserede Rifbjergs Anna (jeg) Anna og fandt frem til, at romanens ellers velmente sociale engagement (forholdet udbytter/udbyttet) ikke kom farligt nok til udtryk eller kunne integreres i romanenes ecricure (hvilket minder mig om min mors gamle tysklærer, der i en time kunne berette, at Goethe et bestemt sted i Faust tog fejl). Nu kan det være ret fejt at hive en så gammel analyse på banen, men jeg mener, at det illustrerer problematikken ganske godt. Især kommer jeg til at tænke på en passage i Anna (jeg) Anna , der udtrykker, at romanen netop ikke kun var tidstypisk, men at dens ikke så ”farlige” overvejelser simpelthen er udtryk for en (filosofisk) dybde:

”Igen vågnede jeg for tidligt og hørte mit rungende navn, Anna. Hvem kalder, hvem kaldte? Ingen. Jeg vidste, hvor jeg var, eller rettere sagt, når jeg vågner koncentrerer jeg mig først om at kravle tilbage til rummet. Navnet er annonceret, det er det der vækker mig. Jeg vågner i mit selvs ekko, og der er ingen som kalder, men mine fortøjninger dingler og jeg kan kun befri min tyngde i vægtløsheden ved at finde tilbage, kravle ind, kaste anker.”

Men det var jo også dengang og senere i de tekstanalyser, der går umiddelbart forud for Litteratur og intersubjektivitet , går det meget bedre, og Dines Johansen viser sig som en skarpsindig fortolker. Men karaktetistisk er netop her, at Dines Johansen går i krig med tekster, der passer til teorien; H.C. Andersen, J.P. Jakobsen, Amalie Skram m.fl. Og her er resultatet glimrende. Især er analysen af Johannes V. Jensens Kongens Fald et lille mesterværk, men her er der altså også andet i brug end hardcore psykologisk tolkning, bl.a. realhistoriske bemærkninger af Jensen selv og genreovervejelser. Men vinklen er ganske entydigt psykosemiotisk. Set som én bestemt vinkel på litteratur, er bogen glimrede, og nogle af kapitlerne kan med fornøjelse læses, selvom man ikke er med på det hold. Første kapitel, der er en omformning af forskellige kapitler Dines Johansen har skrevet til lærebøger, er fyldt med gode overvejelser om tekstens forskellige udsigelsesinstanser, og hvordan man får hold på dem – nogle forhold der er helt grundlæggende for enhver tekstanalyse. Kapitlet er klar skrevet og disponeret og er fyldt med gode eksempler fra litteraturen. Dernæst følger et kapitel om den især den peircianske semiotik, der ligeledes har mange gode eksempler og er klart fremstillet.

Herefter følger tre kapitler, hvori Dines Johansen gennemgår store dele af den nyere udviklingspsykologi og i nogen grad sætter den i forbindelse med semiotikken. Kapitlerne bygger som resten af bogen på den tese, at mennesket som art har nogle bestemte karakteristika, og det er dem, der så at sige udgør vores livsgrundlag og vilkår. De er som følger: uforlegnelig hjernekapacitet, lang barndom, ingen brunstperioder, høj levealder, evne til at indgå i hierakiske arbejdsmæssige og sociale fællesskaber. Ifølge Dines Johansen så er det netop disse, der også er forudsætningen for, at litteraturen opstår. Vores hjernekapacitet muliggør en repræsentationsformåen, der gør os i stand til at huske og forestille os ting, der ikke er sket i virkeligheden – som altså litteratur, og heri bearbejder vi så de fire sidste karakteristika. Vigtigst er, for Dines Johansen, de fraværende brunstperioder, der muliggør det intrikate og lidenskabelige forhold mellem kønnene. Dernæst betyder vores lange barndom og høje levealder, at vi oplever forandringer (måske er det bare fordi vi har høj hjernekapacitet?).
Det er altså det, litteratur handler om! Umiddelbart er karakteritikaerne jo rigtige nok, men spørgsmålet er, om litteraturen kun handler om det. Med en løgstrups formulering vil jeg mene, at det der er vigtigt og essentielt for den gode fiktion (altså kunsten) og for store dele af filosofien, og som er uundværligt i menneskets forsøg på at forstå sig selv, er det forhold, at vi er skabte. Det forhold er ignoreret i bogen til fordel for en evolutionær udviklingspsykologisk forståelse. Hvis man som store dele af fænomenologien går ud fra, at vi mennesker oplever i en livsverden og ikke ”verden” som sådan, så er det netop det forhold, der bliver det absolut vigtigste i litteraturen. Som Henrik Wivel udtrykken det i det lille efterord til prædike-/essay-samlingen Perlen , så er det ”umuligt at tænke uden om kristendommen, uanset hvor radikalt man har ambition om at tænke”, ”når man beskæftiger sig med vestens kunst og kultur”. Helt så netop ”kristent” mener jeg ikke, det behøver at være, men tankegangen er den samme.
Det skal dog nævnes, at Dines Johansen har levnet et afsnit om disse sager. I kapitel 8 kommer det intersubjektive på banen (altså det fælles vilkår for os), og heri gennemgår han under overskriften ”Litteratur og begær” den række modsætningspar og fænomener, han mener er essentielle for litteraturen. Heri bliver ”Døden og udødeligheden” behandlet (på lidt over en side), men bliver (reduceret) til en frygt for døden samt et udødelighedsbegær, der dog ”har spillet, og spiller, en afgørende rolle (…) ikke alene i vor kultur, men i alle kulturer”. Men selvom vigtigheden betones, så afskrives de forskellige tanker om udødelighed som ”melagomanisk”, ”forfængeligt” og fornuftstridigt. Jeg er absolut fortaler for en temmelig immanent forestilling om metafysik, men hvad der er fornuft og forfængeligt i den sammenhæng må være et historisk og kulturelt (og personligt) anliggende, hvor det ene ikke er bedre end det andet. I den teknisk/naturvidenskabelige periode, vi er i lige nu, søger man i en bestemt retorik at forklare fx jordens skabelse på fysikkens betingelser, men karakteristisk er, at den tankegang meget nemt er blevet genstand for religiøs tolkning som fx tanken om en intelligent designer.
Jeg er på den måde ikke er blevet yderligere overbevidst om, at psylogien kan forklare os, hvad der er karakterisk for litteraturen (og for os som art), selvom kapitlerne er både reflekterede og velskrevne, og Freud bliver suppleret af flere nyere psykologer. Teorien er som sagt meget anvendelig på den litteratur, der selv ligger op til det, selvom den nok ikke kan forklare alle sider heraf.

Et andet sted, jeg mener, Dines Johansen spænder lidt ben for sig selv, er i forbindelse med de såkaldte ”subjektivitetens dimensioner” (kapitel 6), og de diskurser der kan repræsentere dem. Efter at have karakteriseret os som art skal også subjektet karakteriseres. Det er, ifølge Dines Johansen, karakteriseret af fem forhold; forholdet til kroppen, psyken, den anden, de andre og den ydre natur, og disse er så litteraturens hovedmotiver. Allerede her synes jeg, tingene er styltet op på en måde, der ikke er virksom i min hjerne (men det kan skyldes dens knap så uforlignelige kapacitet). Fra at litteraturen handlede om os som art, får vi nu at vide, at disse forhold er litteraturens ”hovedmotiver” – jeg har svært ved at se de synlige skel. Men videre skriver Dines Johansen, at netop disse som ikke blot litteratur men alt handler om, kan repræsenteres på forskellig vis i forskellige diskurser (kapitlet bygger på Habermas’ diskursteori), og de reducerer alle på deres vis ytringen i dens helhed (undtagen den litterære), prøver at objektivisere den. Den subjektive ytring bliver objektiviseret, og her kan subjektet aldrig føle sig hjemme. Men litteraturen (og teologien i nogen grad) kan altså gribe den hele ytring, det totale subjektets oplevelse, engagement og forhold til omverden. Benspændet, synes jeg, består så i, at Dines Johansen selv søger at indskrive sig i en objektiverende diskurs. Diktumet om at ville nærme sig litteraturen fra tre vinkler bliver på den måde lidt retorisk, for det er nærmere tre planer i den samme diskurs, og altså ikke et arsenal af vinkler.

Endelig søger Dines Johansen i sidste kapitel (kapitel 9) at give svar på; hvorfor litteratur? Her vender han igen tilbage til semiotikken og endelig til evolutionspsykologien. På samme måde som Frederik Stjernfelt i sin Diagrammatology. An Investigation on the Borderlines of Phenomenology, Ontology, and Semiotics argumenterede for diagrammets epistemologiske evidens, så søger Dines Johansen også her at vise, at det rette diagram kan give den rette forståelse, og er i det hele taget nødvendige for at forstå tekster: ”Forståelse af tekster nødvendiggør, i det mindste ubevidst, en diagrammatisering af relationer og transformationer på forskellige niveauer.”. Selve problematikken ligger for mig at se netop i dette ”i det mindste ubevidst”. Vi aner faktisk ikke en disse om, hvordan vi forstår noget, men Dines Johansen får, som mange humanistiske forskere lige nu, netop semiotikken til at fremstå som den evidente videnskab par excelence ved at søge forskellige menneskelige fænomener, som fx det erotiske begær, opstillet i modeller – supermodeller, for der er ikke plads kritik af dem. I forlængelse heraf, synes det også som ærgeligt, at Dines Johansen gennem hele bogen begrænser sig til ”ordkunsten” og ikke inddrager andre kunstarter, der giver semiotikken udfordringer som fx malerkunsten.

Litteratur og intersubjektivitet er efter min mening et velskrevet og godt bidrag til den danske litteraturvidenskab, men den er, og det mener Dines Johansen nok også selv, blot ét bidrag til den. Det er bare synd, at den i sin retorik kommer til at fremstå så enestående og på den måde udelukker for dialog med andre ”litteraturvidenskabelige” diskurser, som den i sidste ende er i fællesskab med. Bogen udgør et godt bidrag til den (gamle) sprogfilosofiske debat, litteraturvidenskaben i disse år er en del af: hvordan indfanger vi en del af virkeligheden og erkender den via sproget.

6
Forrige anmeldelse
« Mennesket er en misforståelse.... «
Næste anmeldelse
» Kruseduller, kragetæer og krea... »