Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




C.V. Jørgensen – En biografi om den danske rockpoet / Niels Martinov / 256 sider
People’s Press. ISBN
Anmeldt 9/12 2007, 13:37 af Claus Krogholm

CV Jørgensen


CV Jørgensen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er næppe nogen dansk rocklyriker, der rager så højt som C.V. Jørgensen. På efterhånden 12 plader, fra den første En stynet strejfer fra 1974 til den seneste Fraklip fra det fjerne fra 2002, har C.V. Jørgensen vendt og drejet det danske sprog som ingen anden. Der kan derfor være god grund til, at C.V. Jørgensen nu får sin egen biografi.

Den leveres af Niels Martinov, som dog må understrege, at der er tale om en uautoriseret biografi. CV selv har ikke ønsket at medvirke. Biografien er således baseret på allerede eksisterende interviews med CV samt nye interviews med venner og samarbejdspartnere fra alle årene. Privatpersonen Carsten Valentin Jørgensen har altid været kendt som et sky og tilbagetrukket menneske, der helst lever uden for offentlighedens søgelys. Af vennernes udsagn kan man forstå, at der til dels er tale om en bevidst selviscenesættelse. På dette område, som på så mange andre, er Bob Dylan forbilledet.

Det sætter selvsagt nogle begrænsninger for biografien, som Niels Martinov ikke helt formår at arbejde udenom. Biografien har ikke noget nyt fra CV selv, da alt allerede findes i tidligere interviews. Der er heller ikke de store afsløringer at hente i de interviews, Martinov har foretaget med venner og samarbejdspartnere. At CV er en sammensat person, der er sky, generøs, kontrolfreak og sårbar er hørt før. Det er sådan set kun CVs sukkersyge og den mere ubehagelige side af hans karakter, der for alvor får lov til at lægge sig til den persontegning, der allerede er kendt.

Biografien er da også mest interessant i skildringerne af barndommen og opvæksten i Lyngby og i det hele taget udviklingen frem mod den første LP i 1974. Her får man indblik i de sider af det, man kan kalde den danske rockkultur, sådan som den tog sig ud i forstæderne og provinsen i 1960’erne. Rockmusikkens betydning for dansk kultur siden 60’erne var ikke mindre i forstæderne end i det centrale København; måske snarere tværtimod. I de mere eller mindre trøstesløse forstadskvarterer var rockmusik og langt hår en vej ud af konformiteten. Der blev slæbt mange købmandsvarer og ølkasser for at tjene til den første elektriske guitar og det første trommesæt. Da CV selv begyndte at skrive tekster, var det med Bob Dylan som forbillede. Og som årene der fulgte har vist, så er C. V. Jørgensen vel en af de få, der ikke falder til jorden ved sammenligningen med Dylan.

CVs tekster og særprægede sangstil (igen a la Dylan) førte i 1974 til pladekontrakt med det nystartede Hookfarm. Dermed begynder så også den del af CVs karriere, der allerede er kendt i store træk og Martinov har mindre at føje til. Der gås systematisk frem, plade for plade, med redegørelser for samarbejdspartnere, indspilningsprocessen, modtagelsen, de efterfølgende turneer osv. Processen er den, at CV møder frem med et udkast, som så bliver til et færdigt produkt i studiet. Teksterne kommer først på plads i sidste øjeblik. CV er således meget afhængig af, hvem han arbejder sammen med for at få et færdigt produkt. Det har været frugtbart i samarbejder med f.eks. Ivan Horn, Niels Henriksen, Aske Jacoby og Kasper Winding, men det har også ført til venskaber, der gik i opløsning og konflikter, når for store modsætninger mødtes. Det er her den mere ubehagelige side af CV viser sig. Hans kontrolmani har ofte ført til uløselige konflikter, når han har følt at andre har villet styre processen for meget. Det gælder især omkring den plade, der har solgt bedst og skaffet CV en plads i den danske kulturkanon: Tidens tern fra 1980. Pladen blev indspillet sammen med Delta Cross Band og med Billy Cross som producer. CV beskriver indspilningen som et mareridt og betragter pladen som sin mindst personlige. CV og Billy Cross er fortsat ikke på talefod.

Martinovs biografi skriver et stykke dansk rockhistorie fra midt i tresserne og frem til i dag, og som sådan giver den udmærket indblik i pladeindspilningernes udvikling, koncertlivet og turneerne, musikkens generelle udvikling og meget andet. Men så meget klogere på personen C.V. Jørgensen bliver man ikke. Spørgsmålet er, hvor interessant det nu i grunden også ville være. Det enestående ved C.V. Jørgensen er de unikke tekster. Dem gør Niels Martinov desværre alt for lidt ud af. De bliver til udpluk af teksterne, sat ind i en nærmest parafraserende gennemgang, hvor det skarpe, satiriske blik for dansk middelmådighed gang på gang understreges, men sjældent føres dybere ned i teksterne. Det nævnes at inspirationen – ud over Dylan – i høj grad også kommer fra dansk lyrik, men kun Oehlenschläger bliver nævnt. Det forekommer ellers oplagt at nævne f.eks. gustaf munch-petersen i sammenhæng med de seneste pladers mere surrealistisk betonede tekster.

Dertil kommer så Martinovs egen tekst, der langt fra er på højde med CVs unikke greb om sproget. Det ville nok også være meget forlangt, men teksten kunne unægtelig have brugt en bedre korrektur. Der er irriterende slåfejl og en påfaldende manglende konsekvens i brugen af tid. Taget i betragtning, at CV ikke selv har ønsket at medvirke, virker brugen fornavne lettere påtrængende. Vi skal hele tiden høre om Carsten, Ivan, Billy og alle de andre, som om de alle var Niels Martinovs fortrolige. Det antyder en intimitet, som hovedpersonen selv jo tydeligt nok har frabedt sig. Og endelig så bliver sproget til tider nærmest tåkrummende pinligt, som når Tidens tern beskrives på følgende måde: ”Stort set alle sangene på pladen kan betegnes som små mesterværker. Den stramme form med de mange rim har fået det bedste frem i Carsten”. Her minder sproget mest af alt om en dansk stil med emnet ”Mit idol”. CV fortjener bedre.

Niels Martinovs biografi har først og fremmest sin styrke i at skrive 40 års dansk rockhistorie betragtet gennem en enkelt kunstner. Men også her kunne man ønske sig mere. Når nu biografien lægger vægt på, at vi her har at gøre med en af de væsentligste danske rockmusikere, så gøres der påfaldende lidt ud af den betydning, C. V. Jørgensen har haft for dansk rock. Peter Sommer er ene om at repræsentere den generation af yngre musikere, der er vokset med CV og oplagt er inspireret af ham. Peter Sommer er et indlysende valg – han er for Skanderborg, hvad C.V. Jørgensen er for Lyngby – men han er langt fra ene om at være dybt påvirket af det spor, CV har lagt igennem dansk rock og i det danske sprog i det hele taget.

Alt i alt så skuffer Martinovs biografi. Den bringer os ikke tættere på personen C.V. Jørgensen, og den gør for lidt ud af det unikke tekstkorpus, der er CVs bidrag til det danske sprog. Vil man tættere på C.V. Jørgensen, så er der mere at hente i Jens Folmer Jepsens og Mads Kastrups film C.V. – en film om skygger og skønhed fra 2006.

Forrige anmeldelse
Ikke flere anmeldelser
Næste anmeldelse
» Mennesket er en misforståelse.... »