Fotobøger kan være en svær genre. En dobbeltmediering af et øjeblik, en repræsentation af en repræsentation, som potentielt kan være svær at gengive på tryk. Hvordan opnår man, at beskueren oplever samme nærvær, nerve og tilstand, som fotografen ønsker at vække? Og hvilken fortolkning af dette øjeblik og af fotografen selv opstår i beskueren? Maj Skibstrup giver sit bud med sit nyligt udgivne fotoværk Verden møder mig. Skibstrup har en baggrund som litteratur- og teaterforsker, så naturligvis er hun bevidst om, hvilken teoretisk tradition hun indskriver sig i, den såkaldte straight photography, hvilket hun beskriver på sin hjemmeside:

(…) it’s time to give the idea of Straight Photopgraphy a renaissance. Not to revive it in the traditional sense of the unmanipulated representaion of the world; but to reinterpret the idea in a contemporary way appreciating the interactive oppotunities of photography. (www.majskibstrup.com: About SP)

Skibstrup lægger dermed op til en aktivering, en inddragelse af beskuerens blik og analytiske apparat i mødet med et så realistisk fotografi som muligt ”offering the observer a field of interpretations as wide as possible” og ”a contemplative consideration”, selv om verdenen er afskyvækkende og skrækindjagende. Skibstrup går efter det minimalistiske, det nedtonede, diskrete, der nok skal vække en interesse hos tilskueren, men går ikke efter det sensationelle, følelsesmæssige oprivende. I stedet sigter Skibstrup ultimativt efter at ”wander and wonder”, så vi måske endda oplever at revurdere vores eksistentielle tilstand.

Bogen er enkelt designet – i gråt omslag med et enkelt landsskabsbillede på forsiden uden titel eller navn - ligesom det åbne, non-liniære, progressive og velovervejede synes at være princippet for sammensætningen af fotografierne. Også formmæssigt afholder Skibstrup sig for at styre betragteren/tilskuerens oplevelse af billederne, hvilket motiverer hidtil opdagede sammenhænge eller tematikker kan træde nøgent frem på kryds og tværs af tid, rum og motiv.

Værket tilbyder strejf af øjeblikke – landskaber indhyllet i tåge og dis, fyldte og frapperende grupper af mennesker – unge og gamle – på togstationer, huse, lokale eller fjerntliggende bygningsruiner, gritty asfalt med baskebaner, unge og ældre fanget i bevægelse eller stilstand, en forvirret og måske bange kvinde løber rundt og gemmer sig (for nogen?) på Dyrehavens tomme veje, et ungt par i tæt og kærlig omfavnelse. Skibstrups intention er at ikke-dramatisere billederne, eftersom fortællingerne derved kommer til at fylde, strukturere og styre vores perception og fortolkning – altså narrativitet anskues som lukket.

Skal man sige noget generelt om denne mangfoldige samling af straight photography-fotografier, må det være den melankolske understrøm eller netop narrativ, der løber gennem alle billederne, uanset hvor åben og ikke-dominerende fotografen stræber efter at være. Fotografens bevidsthed om døden, det forgængelige, afsked, tab og smerte er mærkbar for beskueren, om end det ikke føles grænseoverskridende eller ubehageligt. I stedet fascineres man af den æstetiske og emotionelle skønhed, som Skibstrups billeder genererer ud af billedernes substans, hvad enten det er af mennesker, fjerne landsskabsscenarier eller regn på den bilrude. Bogens sidste billeder er en art sidste nadver – et langbord fotograferet i panorama med tolv unge kvindelige disciple og fotografen selv yderst til højre - minimalistisk øjebliksskønhed.