Den almindeligt dannede læser her på Kulturkapellet vil vide, at Martin Luther ledte den protestantiske reformation i begyndelsen af 1500-tallet, og at dette er en af de vigtigste begivenheder i den vestlige civilisations historie. Luthers indflydelse på stort set alle samfundets institutioner i det nordlige Europa kan næste ikke overdrives, og hans virkning på kirken og dens teologi i Danmark er fortsat markant selv næsten 500 år efter hans død. Men hvad gjorde ham så unik? Og hvilke impulser muliggjorde disse markante omvæltninger?

Den kendte og anerkendte tyske historiker, Heinz Schilling fra Humboldt-universitetet, leverer et overbevisende forsøg på at sætte Luther ind i en politisk og kulturel kontekst i denne murstensbiografi. Vi følger Luther hele vejen fra fødsel til død, og de markante og afgørende øjeblikke i Luthers liv sættes ind i en større sammenhæng. Det er et grundigt arbejde, som dog er velskrevet og underholdende. Men hvad hæver biografien op over det gennemsnitlige? Jeg vil give nogle punkter:

En forklaring af det kulturelle klima.
En reformation så omsiggribende som den protestantiske kan ikke opstå ud af det blå. Schilling sætter Luthers virksomhed ind i en epoke med kirkelige og religiøse reformer, som strakte sig fra det 14. århundrede og indtil ca. midten af det 17. århundrede. Luther som et epokalt unikum er der altså ikke tale om, men Schilling understreger dog Luthers betydning som helt afgørende for de brud og udviklinger, der skete på denne tid. Schilling sætter også Luthers arbejde i forhold til det politiske.

Han skriver: ”Denne ’protestantisme’ opstod altså i en situation, der i dobbelt og modsætningsfyldt forstand var bestemt af magtpolitik - af Karl V’s forpligtelser i Spanien og hans kamp mod Frankrig, men også af Ferdinand I’s interesser i forbindelse med forsvaret mod tyrkerne i rigets sydøstlige del” (s. 424). Luther virkede ikke i et kirkeligt vakuum, men var påvirket - og påvirkede selv - det politiske miljø på en måde, som muliggjorde reformationen. Undertitlen på bogen siger det meget præcist. Luther var en ”rebel i en opbrudstid”. Men når man læser bogen, kunne man også have forstået pointen, hvis Schilling havde fastholdt det kirkelige aspekt og kaldt den ”reformator i en opbrudstid”.

En afmytologisering af Luther.
Luther er på grund af sit arbejde blevet en helt i det kirkelige miljø. Mange biografier, særligt fra Tyskland og USA, kalder Luther ”helt”, ”profet”, ”lærermester” og lignende. Det er for så vidt fint nok, men det har båret en udfordring med sig, nemlig at de hagiografiske historier om Luther florerer i stor stil. Derfor ser Schilling det også som sin opgave at gå nogle af disse ”myter” efter i sømmene og se, hvad der holder vand. Denne ”afmytologisering” er nødvendig for at bevare et troværdigt portræt af den tyske teolog.

Et eksempel fra Schilling om opslaget af de berømte 95 teser, der varslede reformationen: ”Men lad os vende tilbage til Wittenberg. I betragtning af det meget spredte kildemateriale, reformatorens senere fortolkning af sit virke og alle de lag, senere århundreder har lagt på, er det tilrådeligt for biografierne at skelne mellem ydre begivenheder, indre udvikling samt den karakter af opbrud, den reformatoriske indsigt førte med sig” (s. 148).

En grundig beskrivelse af hans profetiske selvbevidsthed.
Efterhånden som Luthers indsigter vandt indpas på det teologiske fakultet i Wittenberg og i kirkerne i det nordlige Tyskland, voksede også Luther egen selvindsigt. Han begyndte efterhånden at anse sig selv som et profetisk sendebud fra Gud, der skulle redde kirken fra pavens jernhånd. Det gav ham en ukuelig arbejdsmoral, der producerede ca. 1800 tekster (!), og som gjorde ham stærk over for kritiske autoriteter. Men det spolerede også den kirkelige samtale mellem Luther og ligesindende, der måske så nuancer anderledes end Luther.

Schilling viser gentagne gange, at Luther afviste dialog og kun ønskede at formidle sandheden for andre. Desuden medførte den profetiske selvbevidsthed, at Luther så alle begivenheder i sit liv i et frelseshistorisk perspektiv. Det betyder, at når toilettet stoppede til, bymuren brast sammen, eller semesterplanen ikke blev godkendt på fakultetet, så anså Luther det for djævelens snigløb mod Guds sendebud. Og omvendt, hvis konens ølbryg var tilfredsstillende, en ridetur var vellykket eller en tryksag i Cranachs presse var efter hensigten, så var det Guds beskyttende omsorg. Det er måske svært at forstå denne religiøse livsstil i dagens Danmark, men Schilling påviser meget grundigt, at hvis man overser dette aspekt, misforstår man totalt Luther.

Et forsøg på at forstå hans udbrud mod jøderne.
I en nutidig debat falder talen ofte på Luthers forhold til jøderne. I en række skrifter sidst i Luther liv (1535-1545) harcelerede Luther mod jøderne, fordi de ikke ville tage imod det kristne budskab. Der er mange væmmelige og hadske udsagn i teksterne, men Schilling kræver af sin læser, at de ikke forstår Luther anakronistisk. Luther er ikke antisemit eller racist, selvom nationalsocialisterne brugte Luthers skrifter i nazismens ideologi. Luthers vrede var teologisk, ikke racebestemt. Det tager jo ikke brodden fra udsagnene, det siger Schilling også gentagne gange, men det giver teksterne en mere korrekt ramme, når de ikke misbruges eller misforstås som antisemitiske.

Rigt billedemateriale og god vægtlægning af citater.
På et elementær niveau er bogen underholdende med sit rige sprog. Jeg har ikke læst den tyske originaludgave af biografien, men Peter Dürrfelds oversættelse flyder godt. Sætningerne er godt komponeret, og læsningen glider behageligt. Den informationstætte tekst er akkompagneret af mange flotte billeder, som Schilling pædagogisk bruger til at udfolde sine pointer. Og så en vigtig ting: Schilling er god til at udvælge sine citater. Luther skrev frygteligt mange skrifter og breve, men Schilling doserer citaterne fint. Det drukner ikke, men der er også belæg bag de biografiske påstande. Det er vigtigt, da bogen netop ikke skal erstatte læsningen af Luthers skrifter, men give mod på et selvstudium. Og her fungerer bogen eminent.

Heinz Schilling har begået en grundig og indsigtsfuld biografi af en af den vestlige verdens mest centrale skikkelser. Det teologiske arbejde med Luthers tekster træder i denne bog i baggrunden for et historisk og politisk perspektiv, men det teologiske glemmes aldrig. Det ville også gøre en forståelse af Luther umulig. Det er nemlig den personlige tro på Gud, som for Luther er det altafgørende. Den var bestemmende for hele hans teologi, samfundssyn - ja, liv.