I 2012 lancerede Aarhus Universitetsforlag en ny bogserie under overskriften ”Tænkepauser” med henblik på at kanalisere aktuel akademisk forskning fra fagmiljøernes angiveligt lukkede og smalle reservater ud i en bredere offentlighed. Allieret med Netto blev prisen sat til en rund tyver, og de små pamfletter væltede ind på bestsellerlisterne. I dag, to år efter, er alliancen ophævet, og udgivelserne sælges til den dobbelte pris, men til gengæld er vi kommet helt til den 23. i rækken – og med pausen Litteratur (2014) har serien nået helt nye højder.

Med Danmarks muligvis mest velskrivende litterat, Dan Ringgaard, ved roret føres man her som læser fra den ene gennemtænkte pointe til den anden i en essayistisk skrift, der pendler elegant mellem snart abstrakte litteraturteoretiske refleksioner, snart fænomenologiske udredninger, snart illustrative sprogbilleder, snart ordspilsagtige punchlines.

Hovedbudskabet er imidlertid stadig klart: Litteraturens epoke er forbi. Ikke forstået på den måde, at menneskeheden vil holde op med at opfinde sange og fortællinger. Nej, litteraturen er døende i en helt anden forstand. I lyset af den øgede fremkomst af moderne teknologier, som tv’et, computeren og ikke mindst internettet, optræder den skønlitterære bog og den isolerede, sindige og kontemplative måde, vi læser den, i en helt ny optik, skriver Ringgaard. Litteraturen og vores tilgang til den – kan vi nu se – er et simpelt historisk produkt, opstået i forbindelse med det moderne Europa og Gutenbergs opfindelse af trykpressen.

Når vi i dag ikke bare læser en lang kæde trykte ord, men tilmed billeder og lyd, i medier, hvor verden udenfor ikke er andet end et klik væk, får vi nemlig også en helt ny måde at aflæse på, præget af kortere koncentrationsevne og øget omstillingsparathed. Eller kortere: Litteraturen og vores langsomme og eftertænksomme læsestrategier har ikke altid været her og vil ikke altid blive her. Den er historisk, skriver Ringgaard, ikke universel.

Imidlertid kunne jeg have lyst til at spørge, om evnen til fordybelse og refleksion ikke mindst lige så meget er en universel menneskelig egenskab som et historisk produkt? Jeg kender i hvert fald en fænomenolog eller to, der nok ville hævde, at det er tilfældet. Ligesom jeg bestemt også kunne finde en poststrukturalist med den overbevisning, at der findes andre væsentlige faktorer, som influerer udviklingen af menneskets erkendelse, end den materielle udvikling. Sagt på en anden måde: Kan det passe, at litteraturen, som vi kender den, vitterligt vil forgå?

Kigger man ind i Ringgaards spåkugle, får man under alle omstændigheder et forførende bud på et svar, og jeg anbefaler derfor gerne dette på én gang sprænglærde og eksemplarisk formidlede lille værk til enhver, der er det mindste nysgerrig på, hvad litteraturen var, hvad den er, og hvad den har mulighed for at blive.