Muligvis tabte den tyske filosof, Ernst Cassirer (1874-1945), kampen om filosofiens trone i Tyskland til sin rival, Martin Heidegger. I hvert fald i den brede offentlighed. Men måske er det ikke helt fortjent? I hvert fald plæderer Arne Jørgensen i en ny bog om Cassirer for, at han var en filosofisk sværvægter, som også den dag i dag har afgørende indflydelse på filosofien, og som bør have den almene filosofiinteresseredes opmærksomhed.

Arne Jørgensen har tidligere givet os en oversættelse af Hans-Georg Gadamers hovedværk Sandhed og metode, ligesom han har skrevet en introduktion til hermeneutikeren Wilhelm Dilthley. Nu er turen altså kommet til Cassirer. Cassirer var en encyklopædisk begavelse, der favnede mange discipliner. Derfor gør Jørgensen klogt i at gå systematisk til værks i sin biografi. Bogen er inddelt i fem dele, hvor den første del omhandler klassisk biografisk stof. Denne del er på kun otte sider, så det er tydeligt, at det ikke er her Jørgensens interesse ligger. Det, synes jeg, er ærgerligt, for Cassirer havde en spændende livshistorie, hvor han gentagende gange måtte flytte rundt i verden (Tyskland, Sverige, USA) pga. sine jødiske rødder. Det er heller ikke ubetydeligt i forhold til hans filosofi, hvilket Jørgensen også viser i bogens femte del.

Anden del handler om Cassirers filosofiske baggrund, som er nykantianismen. Den lidt upræcise term dækker over en gruppe filosoffer i Tyskland, som knyttede til ved Kants transcendentalfilosofi. Det var langt fra en homogen gruppe, men fælles mente de altså, at Kants filosofi rummede noget essentielt, som kunne drive filosofien videre. Pointen her er, at vi ikke kan erkende verden, som den er i sig selv, men kun som den tager sig ud for os. Det er klassisk Kant. For Cassirer betyder det, at vores sansning og tænkning må være præformeret, dvs. at den er indlejret i et system, som vi ikke kan undsige os. Al erkendelse er kontinuerlig, den har ingen start og ingen afslutning. Derfor er den altid åben for nuanceringer og revurderinger; det som man med en videnskabsfilosofisk fagterm kalder fallibilisme (vi kan aldrig være 100 % sikre på, at vores viden er universel og absolut). Jørgensen formidler dette komplekse stof med overskud og peger vigtige elementer ud i filosofien og præciserer begreberne. Det er fornemt.

Tredje del handler om Cassirers originale løsning på problemerne fra anden del. Cassirer mener nemlig, at mennesket går til forskellige områder af verden på forskellig måde. Hver sfære - så at sige - har sit eget symbolsprog, som man må kende, for at forstå det sprog erkendelse opstår i. I bogen gennemgår Jørgensen seks symbolformer, som Cassirer udvikler i sine to hovedværker Philosophie der Symbolischen Formen 1-3 og An Essay on Man, nemlig myte, sprog, kunst, naturvidenskab, kulturvidenskab og symbolsk prægnans. Men hvad er en symbolsk form så? Det forklarer Jørgensen således: ”En symbolsk form er defineret ved to ting. For det første er den ”en måde at have en verden på”, den er en verdensforståelse eller erfaringshorisont, og er som sådan transcendental, dvs. den gør bestemte erfaringer mulig. For det andet er den universel applicerbar, den kan så at sige sætte sit præg på alt” (s. 52). Egentlig er det noget mere kompliceret end dette, hvilket Jørgensen også udfolder, men det er en klar definition at give på en meget indviklet erkendelsesfilosofi. Del tre gennemgår de enkelte symbolformer og sætter dem i relation til hinanden. En god og klar måde at gøre det på, selvom det også bliver lidt bogholderagtigt til tider. Men jeg vil alligevel tage det i forsvar, for det er næsten uundgåeligt, hvis man skal holde en formidlende balance.

Fjerde del beskriver Cassirers forhold til den såkaldte livsfilosofi, som kendes fra bl.a. Henri Bergson og Martin Heidegger. Igen et velskrevet kapitel, men særligt gennemgangen af den superberømte diskussion med Heidegger i feriebyen Davos i 1929 er medrivende. Det er en fantastisk historie om splid, strid og filosofisk pedanteri, men også et clash i mellem to måder at tænke filosofi. Det som Frederik Stjernfelt lidt kryptisk har kaldt ”sløv vs. doven-filosofi”. Cassirer er særligt utilfreds med elementer i Heideggers værensfilosofi omkring dasein-begrebet. Cassirer mener ikke, at al sandhed og mening er relativ i forhold til dasein. De symbolske former har en selvstændig objektivitet, som han ikke vil give køb på. På det ideologiske plan er diskussionen også en strid mellem jøden Cassirer og nazisten Heidegger. Alene af den grund kan man næsten mærke den sitrende luft i Davos fra siderne.

Femte og sidste del omhandler Cassirers skarpsindige analyse af totalitarismen og det propagandistiske sprog. Hovedværket her er klassikeren The Myth of the State. Cassirer fokuserer på styrkerne ved renæssancen og oplysningen og finder ikke, at den totalitaristiske stat kan tage vare på denne afgørende arv. Hvis staten politiserer kulturen, forsvinder den demokratiske grund under oplysningen, hvorefter denne forsvinder. Denne del af bogen er hyperaktuel, og jeg mener, at Cassirer har nogle afgørende pointer også for vores danske samfund i 2014. Meget anbefalelsesværdig læsning.

Er man stadig ikke overbevist om bogens kvalitet, mener jeg, at Jørgensen selv giver et tungt argument som afslutning på bogen: ”Og selvom Cassirer indholdsmæssigt ikke er nogen læse-let-filosof, har han til gengæld én fordel frem for de fleste andre tyske filosoffer … Han formulerer sig i et forholdsvist enkelt og klart sprog, uden knudret syntaks og indforstået terminologi” (s. 176). Der er simpelthen hands-on filosofisk viden og begavelse at hente hos Cassirer - og en bedre guide end Arne Jørgensen kan jeg faktisk ikke forestille mig!