Hvad er mennesket? Ja, hvad ”er” egentlig? I disse to små spørgsmål ligger mange års filosofisk arbejde gemt. For modsat hvad vi går og forestiller os i det daglige, så er de faktisk ikke helt enkle at redegøre for. Mennesket er et væsen, en levende genstand, en organisme. Men bliver vi meget klogere ved at sige det på den måde? At noget ”er”, vil sige, at det eksisterer, men hvad er så eksistens? Hvis man skal undgå cirkelslutningen, at ’det er, at noget er’, så bliver man nød til at give et længere svar.

Og et længere svar på disse spørgsmål er, hvad Jean-Paul Sartre (1905-1980) giver i sin monumentale kolos af en filosofisk milepæl med titlen Væren og intet (fr. L’être et le néant, udgivet i 1943). Kort er bogen en voldsom udfordring for forstanden, men også en spændende rejse ind i den spæde eksistentialisme, som Sartre i filosofihistorien står som hovedeksponent for. Men for bare at være straight out honest: Jeg føler mig decideret skambidt af denne ontologiske vagthund. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg under læsningen er blevet fundet med ansigtet i skæve vinkler eller ligefrem brølende ned i bogens sider, fordi jeg udmattet ikke forstår sammenhængen. Det er simpelthen den mest udfordrende læsning, jeg har været udsat for i mit liv. Derfor bliver anmeldelsen her også et tentativt forsøg på at lægge nogle ansatser ud til en læsning, som måske ikke er skarp eller fuldendt, men i hvert fald et ærligt livtag med den franske gigant. Så er præmisserne i orden.

Hegel, Husserl, Heidegger
Sartre var klassisk uddannet filosof fra Ècole Normale Supérieure i Paris. Efter studietiden opholdte han sig nogle år i Tyskland, hvor han stiftede bekendtskab med den spirende fænomenologi i Husserls og Heideggers produktion. Det er også med de to som filosofisk bagtæppe, at Sartre folder sine tanker ud. Allerede i undertitlen kan man se det. Sartre kalder bogen for Væren og intet. Et essay om fænomenologisk ontologi. Reminiscensen fra Heidegger er tydelig. Fx skriver Heidegger i sit magnum opus Væren og tid: ”Ontologi er kun mulig som fænomenologi … ’Bag’ fænomenologiens fænomener står der væsensmæssigt intet andet, men på den anden side kan det, som skal blive fænomen, meget vel være skjult”, s. 56). Det, der altså er Sartre undersøgelsesgenstand, er det, som fremtræder for bevidstheden. Fænomenet er, som det kommer til syne, og denne tilsynekomst skjuler ikke noget. Der er ikke nogen underliggende struktur, som skal afsløres.

Selve titlen spiller altså på Heidegger, men metoden har mere klang fra Hegel. Hegel, der skrev det dystre hovedværk Åndens fænomenologi, havde som filosofisk metode dialektikken. Dialektikken siger, noget forenklet, at alting består af modsætninger, og disse modsætninger driver verden fremad. For Sartre bliver det en nøgle til at forstå mennesket, som består af modsætningen væren og intet. Han kan sige, at ikke-væren er en evig nærværelse i os mennesker. Modsat hvad man instinktivt tænker, så går man i Sartres begrebsverden ikke fra intet mod noget. Det er ikke et kontinuum eller en pendulering, men en samtidighed. Væren og intet eksisterer samtidig i enhver handling, enhver tanke. Et eksempel: At spise er både livsbekræftende og opretholdende, samtidig med at det er destruerende og aggressivt. Mennesket har brug for mad, men vi udpiner jorden og dræber dyr for at få den næring, vi behøver. Væren og intet flettes sammen. Eller med Sartres mest kendte eksempel, som er obligatorisk i enhver omtale af værket: Hvis jeg har en aftale med Pierre på en café, og Pierre ikke dukker op, så fyldes rummet af ikke-Pierre. Pierre er der ikke, men er der som ikke-Pierre, og cafeen bliver uundgåeligt det sted, hvor Pierre ikke er. Væren og intet er flettet sammen.

De to grundformer
Udover den grundlæggende beskrivelse af væren og intet i den dialektiske interaktion, spiller to andre grundformer en central rolle i Sartres værk: væren-for-sig og væren-i-sig. Beskrivelserne er fyldige og svære at holde rede på, men så vidt jeg forstår det, er væren-i-sig tingenes ontologi. Tingen er blot det, som den er. Et bord er et bord, en stol er en stol, en kop kaffe er en kop kaffe. Væren-i-sig forholder sig ikke til verden eller sin egen væren, den har ingen bevidsthed og ingen mulighed for engagement. Væren-for-sig derimod, har netop bevidsthed om sin egen væren og verden, har mulighed for at engagere sig og for at benægte sit engagement. Væren-for-sig er dermed en kringlet betegnelse for mennesket som subjekt, der lever og engagerer sig i verden. I heideggersk terminologi er væren-for-sig kaldet dasein, som netop er karakteriseret ved at være kastet ind i verden, som det derefter må forholde sig til. Det er denne tilstand, som Sartre med et berømt diktum betegner ”eksistens går forud for essens”. Mennesket har ikke noget forudgivet væsen, fx fra Gud, men skaber sin egen værende løbende i tiden. Væren-for-sig er derfor tidslig, fordi det bindes sammen af fortid, nutid og fremtid. Et karakteristika, som væren-i-sig ikke har, da disse blot er.

Forholdet til andre
Væren-for-sig kæmper dog ikke bare en kamp med sin egen eksistens, men også med andre bevidstheder. For selvom subjektet eksisterer suverænt, så får det andet menneske mig til at føle mig som væren-i-sig. Mennesket rummer altså en dialektik også på dette punkt, hvor kampen står mellem sit eget væren-for-sig og andre menneskers væren-i-sig. Den objektivisering er destruktiv og må bekæmpes. Derfor kan Sartre sige, at det er nødvendigt, at det andet menneske ”undslipper objektiviteten” (s. 312). Det er det, Sartre kalder for væren-for-den-anden. Udover bekæmpelsen af objektiviseringen må man også bekæmpe de følgevirkninger, som mødet med det andet menneske giver: skam, skyld og stolthed. Disse reaktioner er oprindelige reaktioner, som jeg bruger til at anerkende det andet menneske som subjekt.

Igen; der er godt nok meget mere at sige om dette, men Sartre skriver i et sprog, hvor man efter hundrede siders læsning kommer i tvivl, om man har forstået én sætning korrekt. Man bliver virkelig pryglet på sin filosofiske selvtillid (hvilket måske kan være meget sundt!?).

Kategorierne
Som det sidste vil jeg nævne de tre kategorier, som Sartre bruger en del tid på at udfolde: have, gøre og være. Her er det Sartres projekt at argumentere for menneskets frihed, den frie vilje og livets åbenhed. Sartre skriver her sin parole: ”Jeg er dømt til at være fri” (s. 513). Men det er en god dom, for vi er dømt til at træffe valg og være engagerede i disse valg. Der kommer slet ikke noget til mennesket, som ikke er et valg. Mennesket er sin egen herre. Derfor kan han programmatisk skrive: ”… jeg er de mål, som jeg har valgt …” (s. 591).

Ansatser til en kritik
Her til slut vil jeg give et par ansatser til en kritik af Sartre. De er ikke gennemarbejdede al den stund, at jeg tvivler på, hvor dybt jeg har forstået Sartre. Men det skal alligevel med, fordi Sartres læsning har engageret og provokeret mig til at tænke videre over min egen kastethed i verden.

For det første er der en antropologisk diskussion, som vores samfund ikke har fået afklaret. Skaber mennesket sin egen eksistens eller har det medfødte egenskaber? Et eksempel: når man diskuterer kønspolitik, så argumenterer socialkonstruktivisterne for, at kønnet fastlægges gennem sociale normer. Men homoseksuelle, som ellers skal hjælpes af denne diskurs, peger oftest på, at de mener deres seksualitet er noget medfødt, og derfor ikke noget hverken reaktionære, konservative eller religiøse skal forsøge at ændre på. Hvem har ret? Sartre vil jo umiddelbart holde med førstnævnte, men det er sidstnævnte argumentationen skulle hjælpe. Her er vi inde i et noget ideologisk morads, som vi som samfund må have udredet ved fælles hjælp. Her gives blot problemformuleringen.

For det andet: Sartre mener, at livet er absurd, fordi døden skaber en frygt for at miste livet, som kan fratage livet enhver betydning. Menneskets evne til at skabe sin egen eksistens bliver altså alvorligt prøvet, når døden bliver modstanderen. For en teolog som mig, der løbende oplever menneskers sammenbrud foran kisten med de afdøde familiemedlemmer eller kære, virker det tvivlsomt, om Sartres projekt kan appellere til andre end overmennesker. Med en omskrevet parole, er Sartres trosbekendelse, ”Jeg er min egen gud og selv min profet”, ikke bæredygtig overfor livets barske realiteter. Nogle vil finde Sartres emancipatoriske ateisme som en lise for en tynget sjæl, mens andre vil blive kvalt og efterspørge en stærkere instans uden for dem. Jeg er på det sidste hold, og dermed vil jeg blot antyde, at Sartres sympatiske essay for mig at se ikke løser livets store gåde: hvorfor er vi her, og hvordan klarer vi det?