For mange af os er det instinktivt. Vi læser uden at overveje, hvordan vi egentlig gør. De færreste af os husker det slid, vi havde med at lære det. De kedelige terpetimer i skolen og med forældrene, som nu ligger slumrende i fortiden som så meget anden læring fra folkeskolen. Men mange af os lever i en hverdag, hvor vi er dybt afhængige af vores kunnen. At vi hurtigt kan læse os ind på et emne, orientere i nyt stof eller vurdere holdbarheden af udsagn og påstande er helt essentielt, og det hele forudsætter, at vi kan læse. At vi kan få mening ud af bogstaverne på siden.

Når man nu har en kunnen, men ingen viden om denne, er det interessant at træde et skridt tilbage og undersøge denne kunnen nærmere. Det er netop, hvad man gør, når man giver sig i kast med Carsten Elbros lærebog Læsning og læseundervisning. Bogen er netop udkommet i 3. udgave, der både er opdateret og udvidet betragteligt i forhold til tidligere udgaver.

Elbros bog er klassisk forskningsformidling. Den giver indsigt i en række interessante diskussioner, afliver sejlivede myter og går i clinch med komplekse emner. Alt sammen formidlet på en måde, så langt de fleste vil få et stort udbytte af læsningen. På den måde lykkes bogen glimrende. Hvorfor er det ifølge Elbro så afgørende med god læseforskning? Selvfølgelig fordi folkeskolen har brug for det, men der er faktisk en mere eksistentiel pointe med projektet, som Elbro afslører til slut i sin bog. Han skriver:

”Læsevanskeligheder har alvorlige konsekvenser for børns glæde ved at gå i skole, for deres selvopfattelse, for deres faglige udvikling, for deres valg af uddannelse og deres senere job og sociale status”. Det er altså ikke småting, man roder sig ud i, når man gerne vil undervise indskolingen i læsning!

Elbro formidler sit stof på en pædagogisk og klar måde. Hvert kapitel indledes med nogle punkter, der opsummerer ”Hensigten med dette kapitel”, ligesom hvert kapitel afsluttes med en stramt skrevet ”Sammenfatning”. Disse to simple stilistiske træk gør, at man som læser holder orienteringen, selv når Elbro vælter informationerne ud over siderne. Der er rigtig mange henvisninger til forskningsdiskussioner, men når resumeet er let tilgængeligt, er digressionerne ikke generende.

Det snoede reb
Elbros tese om sprogforståelse illustrerer han med et reb, der bliver spundet af to snore. Den ene snor hedder ”afkodning”, den anden ”sprogforståelse”. Når begge dele er til stede, er der læsning. Afkodning betyder, at man kan identificere det enkelte ord. Bl.a. forståelse af de enkelte bogstaver og deres fonetiske kvaliteter. Sprogforståelsen skal trække mening ud af teksten og skabe syntesen mellem tekstens verden og elevens verden. Både afkodning og sprogforståelse må prioriteres i læseundervisningen, hvis udbyttet skal være højt. Derfor går Elbro systematisk igennem udfordringerne for begge elementer i læseundervisningen. Særligt virker det til, at lydprincippet er afgørende for Elbro, der bruger en del sider på at argumentere for, at basal træning i lydprincippet er afgørende for indlæringen. Det gælder således både for enkeltbogstaver og for sproglige enheder. Udfordringen er så selvfølgelig, at bogstaverne ikke altid udtales efter deres standardudtale. Dér må læreren være tålmodig, lade eleverne lave fejl, hvorefter læreren kan rette enkeltfejl løbende, så læseglæden bliver bevaret.

Overraskelser
Der var for mig også mange overraskelser i læsningen af Elbros bog. Bl.a. skriver Elbro, at det ikke er dokumenteret, at brugen af rim og remser øger indlæringen i læsning. Gakkede rim fylder stadig en del på børnebogsmarkedet, men det er åbenbart ikke nødvendigvis en hjælp for de spirende læsere! En anden overraskelse for mig var, at forskningen åbenbart peger på, at selv ihærdig træning af skimming og hurtiglæsning ikke har de store resultater. Selv hurtige læsere har en maksgrænse, som ligger langt under, hvad medierne af og til skriver om, ligesom træning i skimming aldrig kan garantere, at man får det vigtigste med. Med andre ord er skimming altid et sats.

En indsigt, som måske ikke er så overraskende, men dog god at fastslå, er, at tesen om læsemodenhed ikke har hold i virkeligheden. Ideen om, at børn skal være skole- og læsemoden for at få noget ud af undervisningen, er en useriøs påstand. Med de rigtige metoder og den rigtigt uddannede underviser, så kan de fleste børn flytte sig meget langt i deres læsefærdigheder. Ideerne herfor leverer Elbro i en velskrevet og engageret form i denne bog.