"Karl Stegger var et rugbrød af menneskeligt stof, og han skar hele tiden generøse skiver af til os. Han var befriet for førsteelskerens fernis og angreb rollerne, store som små, med sig selv. Og netop det dér 'sig selv' – det vil vi så gerne have. For det virkede altid ægte. Der var en pipeline direkte til noget menneskeligt i Karls spil, og i selv de mest fjollede roller kom der et eller andet ud af det. Han kom fra folket og nærmede sig hele tiden kunstens essens på en respektfuld og ydmyg måde" (s. 131).

Udtalelsen er fra Gert Fredholm, der instruerede Den forsvundne fuldmægtig (1971) med bl.a. Karl Stegger. Den kan findes i bogen Karl Stegger, der skildrer Karl Steggers liv og karriere og er en revideret udgave af Kæmpen Karl, som blev udgivet i 2002. Layoutet er ændret og teksten en smule bearbejdet og omskrevet, men ellers er bogen Karl Stegger den samme som Kæmpen Karl. Bag de nævnte bøger står Peer Kaae, der bl.a. har skrevet biografier om musikeren Tommy Seebach og skuespilleren Axel Strøbye. Karl Stegger er skrevet på baggrund af artikler, bøger, Karl Steggers egne scrapbøger og interview med personer fra Karls familie og med bl.a. skuespillerne Jens Okking, Holger Perfort, Klaus Pagh og Ulf Pilgaard samt instruktørerne Morten Arnfred, Gert Fredholm, Henning Carlsen og Claus Ørsted.

Karl Stegger, som levede 1913-80, medvirkede i film- og serieproduktioner vist på tv, en lang række teaterstykker og omkring 160 spillefilm. Han har udfoldet sig i diverse genrer (komedier, dramaer, revyer, ungdomsfilm, familiefilm, erotiske film mv.) og mestrerede en stor spændvidde i sit spil: Han kunne være hyggelig, vred, genert, fremtrædende, alvorlig, morsom, melankolsk, rørende etc. For det meste havde Karl Stegger solide biroller, men hovedroller blev det også til. Han blev landskendt som faderen i filmen Far til fire på landet (1955). For sin birollepræstation i filmen Ballade på Christianshavn (1971) modtog han en Bodil.

En stor mængde af de produktioner, Karl har været med i, har opnået stor popularitet, da de blev set af mange, dengang de var aktuelle (f.eks. har Karl spillet forskellige roller i populære Olsen-banden-film). Pga. Karls store repertoire, kan han tit opleves, når tv genudsender danske film. På Bonanza kan man se produktioner med Karl på rollelisten. Heriblandt det intense og dramatiske tv-spil Tykke Olsen fra 1971 (hvori Karl har hovedrollen) og afsnit af satireudsendelserne Hov-hov (1968-70) og Uha-uha (1972-75), der var inspireret af politiske og samfundsrelaterede begivenheder. Dette gør Karl til en skuespiller, som ikke er 'gået i glemmebogen' og som mange personer gennem tiderne har oplevet.

Mange har formentligt tænkt: Hvem er den mand, der formår at skabe alle de personer – hvilket liv, har han haft? Jeg har tænkt over det. På baggrund af dette, er det en god idé med bogen Karl Stegger.

Op- og nedture
I forordet redegør Per Kaae for, at han er fascineret af Karls skuespil og varierede roller (og at mange, han kender, også er det) og dermed var nysgerrig efter at vide mere om ham. Da det viste sig, at Karls livshistorie var så dramatisk, at han ikke kunne slippe den igen, var idéen til biografien en realitet. Tiden skrues tilbage til omkring Karls død. Nærmere bestemt til, hvor Karl er 67 år, har været pensioneret i tre måneder og er indlagt på Rigshospitalet med vejrtrækningsproblemer, lungebetændelse, forkalkninger i benene og forkalket hjerteklap – og til tiden, hvor Frederiksberg Kirke er fyldt med Karls familie, venner og kollegaer, der deltager i bisættelsen af Karl.

Karl blev født i Århus og har aldrig set sin far, som var en norsk matros, moderen havde en affære med. Karl opvoksede i en arbejderfamilie: Karls mor tjente en smule ved at vaske ølflasker. Karls morfar og mormor var henholdsvis fyrbøder og mejeriansat. For at få økonomien til at slå til, flyttede Karls mor og bedsteforældre og Karl i en lille toværelses lejlighed og købte strikkemaskiner for at tjene lidt på at reparere sokker og uldtøj og strikke sweatere. Om aftenen holdt Karls morfar af at synge arbejdersange sammen med Karl.

Karl havde ikke interesse for sin skolegang. Karls mor får et kærlighedsforhold til en søfyrbøder, hun gifter sig med. Dét får hende til at blomstre op og fra da af oplever Karl en tryg periode og får større interesse for at gå i skole. Da Karl er ti år, dør hans mor af tuberkulose. Ingen i familien magter at tage ansvar for Karl, som sendes på et børnehjem i Ormslev, som ifølge Karl udnyttede børnenes arbejdskraft og havde strenge forhold. Dér kunne man trinvis arbejde sig op i hierarkiet. De andre børn mobbede ham, og institutionens omkringboende folk er fyldt med fordomme over for børnehjemsbørnene.

Da Karl er fjorten år gammel, flytter han hjem til sin stedfar, der nu bor sammen med en kvinde, han har giftet sig med. Han kommer aldrig rigtig til at føle sig hjemme dér. Mens Karl bor dér, har han job – som bl.a. slagterbud, mælkeudbringer og arbejdsdreng – som giver udbetalinger, der fint pynter på husholdningsregnskabet derhjemme, men ikke kommer Karl til gode. I slutningen af sine teenageår flytter han væk derfra og ind på et lille værelse.

Karl møder den 15-årige Frederikke. De bliver kærester, flytter sammen, får en datter og gifter sig. På Aarhus Gummivarefabrik har Frederikke et vellønnet job som direktrice og Karl arbejder bl.a. som skrothandler, fabriksmedarbejder og chauffør. Karls svoger er involveret i en amatørteaterforening og Karl får en lille rolle i en af foreningens opsætninger. Efterhånden kommer han med i flere forestillinger og begynder at betale for at modtage skuespillerundervisning. I 1944 optages Karl som skuespillerelev på Aarhus Teater og efter endt uddannelse varetager han skuespillerstillinger i Aarhus og København.

Karl som far – til fire
Karl Stegger fik rollen som faderen i Far til fire på landet efter Ib Schønbergs død i 1955. Samtidig bliver han efterhånden ret tyk og får høj feber. En læge finder frem til, at Karl har sukkersyge og må hospitalsindlægges. Da han indlægges, besvimer han og er bevidstløs i flere døgn, før lægerne igen får ham i ordentlig tilstand – sammenlagt er han sygemeldt i en række uger.

En plan – der redegjorde for, at Karl havde en idé om, at en stab af skuespillere kunne tage på turne rundt i landet med forestillinger – sendte Karl til kulturminister Julius Bomholt, der aldrig svarede, hvilket Karl ærgrede sig over. Pga. den manglende tilbagemelding, holdt Karl sig ikke tilbage med kritik af regeringen og kulturministeriet. I filmroller er han også ofte systemkritiker. F.eks. skriver Peer Kaae, at Karl i En ven i bolignøden (1965) spiller entreprenør Carl Conrad Clausen, der er "den lille mand mod systemet. I en herlig scene, hvor Sitter Horne-Rasmussen spiller boligminister, ser vi Karl tøjle sit indre raseri mod systemet, fordi han ikke kan få en byggetilladelse. Igen forfiner Karl figuren med sin suveræne mimik, så vi kan føle den indre bombe, der hele tiden tikker" (s. 110).

Den private Karl på film
Karl var rastløs, hvis han havde dage uden skuespilleropgaver. Så han havde, f.eks., svært ved for alvor at slappe af, når han og hans kone i forbindelse med en række fridage tog til deres sommerhus. Karl var en flittig skuespiller; ofte var arbejdspresset så stort, at han blot sov fire-fem timer i døgnet og han arbejdede mange timer ugentligt, så egentlige hobbyer havde han ikke tid til. Karl døjede med mindreværdskomplekser. Han synes ikke selv, han så godt ud. Han var tyk, men valgte ikke at tabe sig, for han ”var overbevist om, at var han ikke den tykke mand, så vankede der ingen roller" (s. 123).

Karls medvirken i spillefilmene Ballade på Christianshavn (1971), Den forsvundne fuldmægtig (1971), Man sku' være noget ved musikken (1972) og Præsten i Vejlby (1972) er central. Kaae forholder sig til, hvordan Karl blev hyret og forberedte sig til filmene, og hvordan samarbejdet med skuespillere forløb. Der er udtalelser – fra de instruktører, der står bag disse film – om, hvordan det var at arbejde med udformningen af Karls spillestil. Hér er der spændende læsning for dem med interesse for, hvordan det kan være at arbejde som skuespiller og instruere skuespillere. Kaae inddrager også, hvordan Karl i 1970'erne havde det med at medvirke i de erotiske og pornografiske 'sengekant-film' og 'stjernetegn-film' – og på den medgang, Karl oplevede, da han i 1978 spillede sælgeren Willy Loman i teaterstykket En sælgers død.

Efter Karls død blev der dannet foreninger med formål om at hylde Karl på forskellige måder. F.eks. ved at lave nøgleringe med billeder af Karl Stegger på. En række af Karls venner og kollegaer ser hos Kaae tilbage på deres oplevelser med Karl. Herigennem får læseren en karakteristik af, hvordan Karl var som menneske og skuespiller. I det hele taget fremstiller Kaae Karl som beskeden på den måde, at når han opnåede succes, kunne han finde på at negligere sin succes. Desuden fremstilles han som en skuespiller, der var utrolig omhyggelig med at forberede sig til sine roller og gerne forslog instruktører, hvordan han mente, de skulle spilles. Desuden fremgår det, at Karl var rolig, venligsindet og vellidt. Men indimellem kunne han dog give sin mening så vredt og højlydt til kende, at det skabte samarbejdsvanskeligheder.

Peer Kaae slutter af med en beskrivelse af atmosfæren på værthuset Pinden, som var Karls stamværtshus, hvor han, bl.a. sammen med skuespillerne Carl Ottosen og Dirch Passer hyggede sig med en bajer og med at rafle. Bagerst i bogen er der en liste med titler på de spillefilm, Karl har medvirket i og som også angiver Karls roller i dem (ved to film mangler der desværre angivelse af rolle), de årstal, de havde premiere og hvem, de er instrueret af.

Meget godt – og lidt skidt
Da alle læsere jo ikke har den store viden om 'hvem, der er hvem i diverse produktioner', kunne det have været gavnligt med mere stringens mht. billedteksterne: Nogen gange er billedteksterne informative, andre gange er de mangelfulde – på den måde, at det ikke er altid, at alle de personer, man ser på et givent billede, er angivet i billedteksten.

Indimellem er det uklart, hvornår Karl har udtalt de anførte citater. Derved er kronologien svær at fastholde. Karl har f.eks. udtalt: "Der er dem, der stiller sig op foran spejlet for at se, om de kan holde den slanke linje. Jeg gør det for at se, om min mave er der endnu (…) De mange kilo har anbragt mig i et rollefag, der ikke er mange, der kan fylde ud (…) det er min mave, der har givet mig noget at bestille" (s. 123f). Det kan være, at Peer Kaae bevidst har fravalgt tidsangivelser for Karls udtalelser (i alle henseender), med den tanke, at det ville have gjort bogen for opregnende, hvis han hver gang skulle indflette, hvornår Karl udtalte sig om forskelligt. Men fordi Karl her tager livtag om et aspekt, der karakteriserer ham som både person og skuespiller, kunne det være godt med viden om, hvornår i livsforløbet han har forholdt sig til dette.

Med tidsangivelser for Karls udtalelser havde det også været lettere at anvende biografien i en studie- og forskningsrelateret sammenhæng (hvis nu nogen får lyst til at gå videre med Karls liv), hvor der jo helst skal foreligge præcise angivelser af, hvornår citater stammer fra. Hertil kan det også siges, at dele af kildelisten ikke fremstår særlig informativ, f.eks. står Ekstra Bladet, B.T. og Berlingske Tidende blot opført som kilder, på den måde, at der ikke optræder henvisninger til de specifikke udgivelser (af disse aviser), der har været anvendt i forhold til at sammensætte biografien. Dette skæmmer udgivelsens akribi en smule.

Men det er tydeligt, at Peer Kaae har foretaget grundig research til bogen. Med det varierede kildemateriale har han sammensat biografien, så man får et udmærket indblik i Karls tilværelse og karriere. Det udmærkede indblik har også at gøre med, at bogens billeder forøger ens forståelse for det, der fortælles om. De interviewede er velvalgte og gode til åbenhjertet – og med præcise og letforståelige forklaringer – at afgive eksempler på hændelser (fra deres samvær og samarbejde med Karl), som er med til at karakterisere Karl.

Der er ikke et rosenrødt skær over bogen Karl Stegger. For, som det fremgår, lægger den ikke fingrene imellem: Bogen er nuanceret, og den skildrer såvel positive som negative elementer i Karls liv og giver således en dramatisk, rørende, livsbekræftende og fornøjelig læseoplevelse i en levende sprogtone.