Man kan komme til at lyde så frygtelig gammeldags, når man siger, at historie er væsentligt. Højskolelærer Hans-Tyge B.T.T. Haarløv fra Rønshoved var chokeret, da han mødte unge danskere, der aldrig havde hørt om Ejderen. De ville omvendt nok mene, at det var Haarløv, der var støvet.

»Det afslører en alvorlig brist i vores historieundervisning, for man kan ikke forstå de sidste 150 års danmarkshistorie uden at vide, hvad Ejderen er, og hvor den befinder sig«, skriver Hans-Tyge B.T.T. Haarløv sin nye bog, der slet og ret hedder Ejderen.

Den er - ifølge mine oplysninger - den første bog på dansk om den flod, der var Danmarks statsgrænse i over 1000 år. Og det er måske ret sigende. Det er 150 år siden, at Ejderen mistede status som skel mellem en grænse mellem dansk og tysk. Grænse i den forstand, vi kender det i dag, var den dog heller aldrig.

Fra middelalderen dannede Ejderen den fysiske grænse mellem Danmark og Det Tysk-Romerske Rige (et politisk konglomerat af lande i Vest- og Centraleuropa med Tyskland som centrum). I 811 sluttede danerkongen Hemming fred med frankerkongen Karl den Store, hvorefter Ejderen blev det danske riges sydgrænse.

Siden blev det skillelinjen mellem de to hertugdømmer Slesvig og Holsten, der begge var underlagt den danske krone, og med oprettelsen af Det Tyske Forbund (en konføderation af tyske småstater) på Wienerkongressen i 1815 var Ejderen nordgrænsen for dette forbund.

Det var floden - der de fleste steder ikke er større end en å - så frem til 1864, og i denne periode havde den en administrativ betydning. Landskabet Sønderjylland, der i middelalderen blev til hertugdømmet Slesvig, var ikke direkte en del af det danske kongerige, men et dansk len (det vil sige, det blev forvaltet af en lensmand, som sorterede under den danske konge, som denne lensmand havde rettigheder og pligter overfor), hvor Holsten var et tysk len under den danske konge.

En mental grænse
I dag er Ejderens eneste praktiske betydning, at den danner grænse for det danske mindretals arbejdsområde mod Holsten i syd. En slags »mental grænse« kan man kalde den. Under de nationale kampe i midten af 1800-tallet lød parolen »Danmark til Ejderen« - en parole, som de nationalliberale benyttede i deres kamp for et Danmark med Slesvig som en fast integreret del. Sådan kom det ikke til at gå, og måske må man - i modsætning til forfatteren til denne bog - bøje sig så meget for uvidenheden og medgive, at den i hvert fald har en praktisk baggrund.

Hans-Tyge B.T.T. Haarløv har dog med denne bog tænkt sig at udfylde det hul, som den »alvorlige brist i historieundervisningen« har efterladt.

Det er ikke blot prisværdigt. Det er - efter en granskning af litteraturoversigten - åbenbart også en nødvendighed. For den eneste væsentlige litteratur, der foreligger om Ejderen, er på tysk: Gerd Quedenbaum: Die Eider (1984) og Volker Schmidt Die Eider vom Quellgebiet zur Nordsee (2000).

Det var lige godt pokkers, tænker man så. Her var man simpelthen gået ud fra, at der da naturligvis fandtes udtømmende værker på dansk om det begreb, som Ejderen jo er - eller i det mindste bør være.

Som forfatteren skriver i sin introduktion til bogen: »På trods af Ejderens centrale rolle i danmarkshistorien er det alligevel de færreste, der har set den. Måske har man på sine ferier sydover passeret motorvejsbroen ved Rendsborg og fået et glimt af denne så vigtige flod... men ofte stjæler Kielerkanalen opmærksomheden på vej over broen«.

Og sådan er der mange andre, der har tænkt end ham. Ved Øvre Ejders forløb mellem Rendsborg og Kiel gennembryder Kielerkanalen næsten på brutal vis Ejderens forløb, så man kan have svært ved at finde ud af, hvor det oprindelige vandløb er.

I bogen har Hans-Tyge B.T.T. Haarløv udvalgt cirka 80 afsnit af Ejderens forløb, der er på 188 kilometer. Hvert punktnedslag er forsynet med fotos, som forfatteren selv har taget. Nogle af fotografierne er gennemsnitlige, andre overordentlig stemningsmættede med dybe toner og kompositioner, der har kvalitet til en fotobog.

Turen langs Ejderen begynder ved udspringet i øst til udmundingen i Nordsøen. Og på tekstsiden er billederne forsynet med små essays oftest med historisk, geografisk, litterært eller kulturhistorisk indhold.

Vi læser blandt andet om Ægirs dør, som den optræder i Grundtvigs »Kjærminde sang« skrevet efter sejren på Isted Hede den 25. juli 1850: »Fra Als til Dannevirke - fra Sli til Ægirs dør - skal Danmarks løver springe - på gyldengrund som før; hos angler og hos friser - i genfødt vennelag - skal synges kæmpeviser - om sejrens julidag«. De gamle vikinger mente, at Ejderen var døren til jætten Ægirs rige.

Vi læser om Slesvig-Holstenismen med udgangspunkt på Paradepladsen i den gamle garnisionsby Rendsborg. Det var slesvig-holstenerne, der kæmpede mod den danske helstatspatriotisme og ville have deres egen stat i det tyske forbund. Men historien tog røven på dem. I stedet blev Slesvig-Holsten underlagt først Preußen og Østrig - senere kun Preußen med direkte linje til Berlin.

Og vi læser om den mytologiske kongesøn Uffe hin Spage, der ikke blot er en dansk nationalhelt, men som mere sandsynligt har sin oprindelse hos de anglerne der senere udvandrede til England.

Links til moderne tid
Der er næppe den detalje, Hans-Tyge B.T.T. Haarløv har overset. Han er hjemme i stoffet, har et imponerende antal citater og litteraturhenvisninger og glemmer aldrig et link til den moderne tid. Det er det, der gør historien nærværende: At se skulpturen til minde om Uffe hin Spage og sværdet Skræp på Ejderens bred, måske netop på det sted, hvor kong Vermund sad og lyttede til Uffes kamp mod sakserne, lige foran firmaet ACO og den moderne virksomhed, som den står i dag.

Forfatteren ender med på fremragende vis at få anskueliggjort, hvordan Ejderen har en relevans i dag. Nord for denne sydgrænse for danskheden bor tusinder af sydslesvigere, der forstår sig som danske, sender deres børn i dansk skole og har referencer til dansk kultur og historie.

En forfatter, der ikke havde et nationalt udgangspunkt, ville næppe have kunnet udgive en sådan bog, men Hans-Tyge B.T.T. Haarløv kammer ikke over i romantik. Han tager overleveringer alvorligt og viser, hvordan myter har betydning for et folks selvforståelse. De skal sættes ind i en kontekst og ikke ses isoleret fra nutiden. Bogen er god mod den enfoldighed, som modernismen har ført med sig.

Se blot hvor dybt, den kan synke: »Højskolesangbogen er en køkkenmødding af tidligere tiders nationalistiske og religiøse hjernevask, og trefjerdedele af den burde simpelthen rulles og ryges med æbletobak«, som en lærer fra Duborg-Skolen i Flensborg i 2007 skrev om sangbogen i et indlæg i Flensborg Avis.

Kritikken gik på, at Højskolesangbogen var fyldt med »kønsdiskriminering, nationalt navlepilleri og religiøst tuderi«. Mao kunne ikke have formuleret det bedre om sin kulturrevolution. Tekster rives brutalt ud af den sammenhæng, de er skrevet i. Og ak, det værste er, at den slags ikke blot siges eller skrives af kåde unge mennesker, der naturligvis har øl, fis og hornmusik i hovedet.

Så kan man blot ønske Hans-Tyge B.T.T. Haarløv al held og lykke med sit projekt. Uvidenhed kan være imponerende. Og man sidder tilbage og tænker på, hvad der kom først: Hønen eller ægget? Var der ingen dansk bog om Ejderen, fordi mange ikke vidste noget om den?

Hvorfor har ingen fået den ide noget før? Måske har det bare været håbløst gammeldags og ukorrekt at skrive om den gamle grænse. Hvem ved.