Flipped Classroom eller Flipped Learning har været meget diskuteret det sidste års tid. Der er flere og flere lærere, der tager det til sig, og der opstår forskellige communities, hvor lærere deler erfaringer og instruktionsvideoer, der kan anvendes i undervisningen. Dermed følger danske undervisere en trend, en bevægelse, der har været i gang i længere tid i USA.

Flipped Classroom
I al sin enkelhed består flipped classroom i, at læreren ikke skal bruge sin tid med at gennemgå nyt stof ved tavlen. Den talende, forklarende og instruerende lærer ved tavle er en meget lidt effektiv undervisningsform. Nogle børn forstår gennemgangen med det samme - ja måske endda før lærerens gennemgang - og nogle elever forstår den ikke, så læreren må forklare det igen og igen og på flere forskellige måder. På denne måde får man en undervisning, der ikke rigtig rammer målgruppen.

Omvendt så er der mange elever, der har problemer, når de laver lektier, hvor de altså skal anvende de instruktioner, som de ikke forstod eller kun troede de forstod, eller som de forstod i teorien, men ikke kan omsætte til praksis. Så sidder mange elever igen og spilder tiden og de selv og deres forældre bliver trukket ud til desperationens kant i afmagt.

Vi har her to undervisningsprincipper, som kun i meget begrænset grad kan levere det, vi gerne vil have dem til. Dette har gjort det oplagt at kigge på, om man med fordel kan vende dette på hovedet - ‘to flip it’, som det hedder over there.

Og dermed har vi ‘the flipped classroom’. Her finder eller producerer en lærer en instruktion (typisk som en video/screen cast), som eleven forbereder sig med hjemme, og som eleven kan bruge den tid på, der er nødvendig for at få en tilstrækkelig forståelse af instruktionen / gennemgangen. Når eleverne kommer i skole kan læreren så initiere aktiviteter, hvor eleverne skal vise, at de har forstået instruktionen. Eleverne kan arbejde med stoffet, og læreren kan bruge tiden på at hjælpe de elever, der har behov for det. Læreren kan også sætte aktiviteter i gang, hvor eleverne i fællesskab kan bruge det lærte, og de kan derved også lære af hinanden.

Flipped Learning
Dette er den almindelige forståelse af ‘Flipped Classroom’. Men det er ikke nødvendigvis ‘Flipped Learning’, hævder forfatterne til en ny dansk bog. Flipped Learning. Mere end bare video er skrevet af to adjunkter fra UC Syddanmark Roland Hachmann og Peter Holmboe, og de har sat sig for at udfordre den ‘almindelige’ forståelse af flipped classroom, som de hævder kan have en risiko for mere at blive et flop end flip.

En grundlæggende pointe i bogen er, at ‘Flipped Classroom’ sagtens kan videreføre en traditionel pædagogik, hvor eleverne er mere eller mindre passive modtagere af lærerens viden, og hvor eleverne laver opgaver, der blot tjekker, om eleverne har hørt efter, hvad læreren har sagt. Det er dette forfatterne karakteriserer som ‘flop’.

Det er derimod nødvendigt at forandre ‘læringskulturen’. Undertitlen ‘Mere end bare video’ hentyder til, at det primært er videoinstruktioner (rettere: screen casts), der har gjort ‘Flipped Classroom’ populært. Her er den digitale teknologi anvendt til at gøre ‘det samme’, som man hidtil har gjort. Man gør det bare på en anden måde. Instruktionerne og hensigten med dem har ikke nødvendigvis forandret sig - tænkningen om undervisningen er den samme.

I forfatternes udgave skal digital teknologi anvendes til en forandring af måden, eleverne lærer på. De tager udgangspunkt i Puenteduras såkaldte SAMR-model for forskellige niveauer af it-integration i undervisningen. SAMR-modellen sætter ord på forskellige måder at integrere digital teknologi på i undervisningen. Teknologi kan erstatte (Substitution) nuværende praksis, forstærke (Augmentation) visse elementer af den, eller den kan bidrage til at ændre (Modification) undervisningen og i sidste instans redefinere (Redefinition) undervisningen.

Denne model er ganske udmærket som en måde at sætte ord på - og opstille målsætninger for - især teknologiprojekter. Men modellen er ikke særlig operationel, og den kan kun meget dårligt anvendes som en analytisk model for, hvordan man kan ændre undervisningen i retningen af nye mål for undervisningen, som er forfatternes egentlige mål.

Forfatternes egentlige anliggende er ikke at indføre i, hvordan ‘Flipped Classroom’ fungerer eller kan fungere, men at tale for en anderledes tilgang til undervisningen - nemlig det de kalder for ‘Flipped Learning’. “Flipped Learning er en pædagogisk og didaktisk tilgang til undervisning og læring, hvor den direkte instruktive kontakt flyttes fra plenum og gruppe til det individuelle læringsrum med det resultat, at det tidligere grupperum bliver transformeret til et dynamisk og interaktivt læringsmiljø, hvor læreren guider sine elever, mens de arbejder og engagerer sig kreativt og undersøgende i det aktuelle emne”, skriver de på side 28. De supplerer lidt senere med: “Flipped Learning bør efter vores mening tænkes ind i et grundlæggende læringssyn, der gør eleverne til aktive, demokratiske, kritiske og reflekterende individer.” (s.30)

I virkeligheden handler ‘Flipped Learning’ om, hvordan man kan vende undervisningen i forhold til, hvilke aktiviteter der foregår hvor. “Vores udlægning af en forståelse af Flipped Learning bygger på det, vi kalder for ‘Undersøgelsesbaseret læring’” (s. 37). I denne form for undervisning anvendes mange forskellige undervisningsformer, og flip betyder i denne sammenhæng en konstant skiften af mellem undervisningsformer og -steder alt efter, hvad der er mest oplagt i de givne situationer.

Undervisningsformen er i udgangspunktet induktiv, og eleverne skal gå undersøgende til værks - undre sig - og ud fra denne undren skal de undersøge sammenhænge og opbygge begrebslige forståelser.

Denne tilgang kombinerer forfatterne med ideer fra multimodal læring. Multimodalitet handler om at arbejde med forskellige og gerne gensidig supplerende eller substituerende repræsentationsformer. Men multimodalitet handler også om i højere grad at anerkende udtryksformer, der ikke er begrænset til den logiske skriftlighed, som har været så afgørende i moderniteten.

Det er altså Inquiry Based Learning kombineret med multimodalitet, forfatterne kalder ‘Flipped Learning’. Det er for så vidt også fint nok - men hvorfor så kalde det for ‘Flipped Learning’, hvormed man antyder en forbindelse til ‘Flipped Classroom’? Ganske vist tager forfatterne et udgangspunkt i ‘Flipped Classroom’, men man kan sagtens forestille sig det, de kalder for ‘Flipped Learning’, foregår helt uden den traditionelle opfattelse af ‘Flipped Classroom’ - altså uden at der foregår en forberedelse til undervisningen i elevens individuelle læringsrum - altså hjemme. Det ville være mere sigende, hvis bogen havde heddet ‘Undersøgelsesbasseret undervisning med multimodalitet’ eller noget i den retning.

Måske har forfatterne valgt at kalde bogen ‘Flipped Learning’, fordi de læner sig op af opfattelsen af dette begreb hos the Flipped Learning Network. Hvis vi kigger lidt på forfatternes definition af ‘Flipped Learning’, kan man også se, at den faktisk er hentet fra the Flipped Learning Network med et par små tilføjelser. Se her til sammenligning definitionen fra Flipped Learning Network: “Flipped Learning is a pedagogical approach in which direct instruction moves from the group learning space to the individual learning space, and the resulting group space is transformed into a dynamic, interactive learning environment where the educator guides students as they apply concepts and engage creatively in the subject matter.” Derfor sikkert også de mærkelige formuleringer, som strider mod vanlig brug.

Diskussion og spørgsmål
Det er en ganske fin bog med mange gode refleksioner og ideer til undervisningstænkning, forfatterne har skrevet. Det er også en meget sympatisk bog, der på et pragmatisk grundlag vil bidrage til en forandring af måden, vi tænker undervisning på i skolen. Jeg er meget enig med forfatterne i, at det vil være en fordel i større udstrækning at inddrage undersøgelsesbaserede tilgange i undervisningen, langt mere elevcentrering og anerkendelse og brug af multimodale udtryksformer i såvel lærernes som elevernes formidlingsformer.

Men det er også en bog, der kalder på en række spørgsmål. Et første spørgsmål kunne i forlængelse af de indirekte citat fra the Flipped Learning Network handle om, hvilken genre bogen skriver sig ind i.

Det fremgår, at bogens målgruppe er lærere, vejledere og lærerstuderende. Hvis lærerstuderende er en del af målgruppen, må man forvente en vis forskningsbasering og en begrebslig stringens, som måske ikke er så nødvendig, hvis der er tale om en inspirationsbog til lærere og vejledere. Men i så fald skuffer bogen. Det indirekte citat uden kildehenvisning - og der er flere eksempler - er genremæssigt måske i orden med inspirationsbogen (jeg vil stadig synes, at det er klædeligt at vise, hvor man har sine formuleringer fra), men slet ikke i orden (imod enhver akademisk standard) med en bog, der henvender sig til lærerstuderende.

Bogens begrebsbrug forekommer også løs og mere populær end tynget af forskning og viden. Eksempelvis inddrages Puenteduras model som tidligere vist. Det kan for så vidt være udmærket, men hvilken status har modellen, hvad bygger den på, hvilken validitet osv.? Der har været store og kraftige diskussioner af modellen inden for uddannelsesforskningen ikke mindst, fordi Puentedura aldrig selv har beskrevet modellen og dens vidensbase i noget videnskabeligt tidsskrift. Der er heller ikke andre, der videnskabeligt har redegjort for modellens status.

Det behøver naturligvis ikke at betyde, at modellen ikke kan bruges til noget. Men det vil være oplagt, at problemstillingen bliver behandlet i en bog, der bruger modellen som en afgørende del af diskussionen af, hvordan man kan anvende digitale medier i en ikke teknologi-orienteret forandring af undervisningen.

Et sted i bogen står der: “Unge i dag bliver ofte kaldt ‘Digitalt indfødte’ […] og karakteriseres ved at have en udbredt social tilgang til internet og medier” (s.42). Hvad skal vi stille op med en oplysning om, hvad unge ofte bliver kaldt? Hvad betyder det, at de bliver kaldt det, og hvorfor er det relevant at nævne her?

Det citerede efterfølges af: “Elever accepterer at befinde sig online, de trives derved, lærer i fællesskab i en balance mellem eksperimenteren, guidet mentoring og kollektiv refleksion, og alene derfor vil læring, som faciliteres af netbaserede aktiviteter, imødekomme elevernes tilgang til deling i associative netværk og samarbejde, der er tilpasset deres individuelle præferencer og behov.”

Her udviser forfatteren en totalt mangel på kendskab til litteraturen om ‘digitalt indfødte’ og den kritik, der er rejst af den. Prensky har selv forladt tanken. Desuden gentager forfatterne den opfattelse, at en hel generation opfatter og lærer på én og samme måde, selvom dette har været voldsomt diskuteret. Er generationen en homogen størrelse i læringsmæssig forstand? Dette afkræfter uddannelsessociologien totalt. Tværtimod viser mange studier, at selvom mange unge er meget habile i at anvende digitale medier til konsum og egne behov - har let ved at finde bestemte videoer på Youtube - så har langt de fleste vanskeligt ved at anvende digital teknologi i formelle undervisningssammenhænge.

Og på nogle helt andre parametre kan man også diskutere nogle af de valg, der er foretaget. I en bog, hvor multimodalitet spiller en afgørende rolle, må man forvente, at der bliver arbejdet med det visuelle udtryk, så det er med til at give mening. Men der bliver valgt en skriftfarve til citater og underrubrikker, der er vanskelig at læse ved skråtstillet lys. De visuelle modeller, som bogen flittigt bruger, er ofte - for mig - fuldstændig uforståelige, og de bibringer ofte hverken støttende eller supplerende informationer - en distinktion som endvidere er fraværende i borgen. Modellerne virker ikke til at være tjekket for afkodninger.

Og lidt i samme boldgade: Bogen er også udkommet som e-bog, hvilket er rigtig, rigtig godt. Men desværre er e-bogen ikke teknisk set god nok. Jeg har afprøvet bogen på en række forskellige læsere: en Sony e-bogslæser (high-end), hvor bogen kun vanskeligt lade sig læse. Når man sætter fontstørrelse op, forsvinder dele af teksten. På BlueFire, som forlaget selv anbefaler, kan man ikke lave understregninger og siderne har problemer med at load, hvilket stopper læsningen. Det er er lykkedes at bladre gnidningsfrit med iBooks.

Afslutning
Flipped Learning. Mere end bare video er en inspirerende bog, der argumenterer godt for, at man i skolen i højere grad benytter en elevcentreret undersøgende undervisningsform. Bogen viser godt, hvordan digitale medier kan indgå i en så transformation, og den argumenterer for, hvilke fordele dette vil give læringsmæssigt. Det er også godt, at forfatterne sætter fokus på mulitimodalitet som et element ikke alene ved digital teknologi, men også ved en særlig og mere sensitiv tilgang til undervisning og læring.

Bogen er en formidling af en række tænkninger, der har præget uddannelsesforskningen i de senere år. Men bogen bliver som formidling af forskningen inden for undervisningsformer alt for overfladisk, og den springer alle lidt vanskeligere diskussioner over. Dette er især et problem, da bogen også henvender sig til den højere uddannelsessektor. Udover dette er der foretaget en række valg i formen, som ikke er befordrende for læsningen.