Sportsbiografierne hænger på træerne, men det gør de interessante, vedkommende og velskrevne ikke. Jeg har læst mange biografier, som primært er båret af fortællingen om det ekstra-ordinære liv, men ikke har de krævende refleksioner over arbejdets karakter, tabet af anonymitet, håndteringen af omverdenens pres osv. med. Det ender hurtigt med at blive noget tarveligt sjask, som egentlig bare skal plyndre fans for penge.

Sådan er det heldigvis ikke med Andre Agassis Open. Bogen er kort sagt fremragende. Det gælder både de personlige skildringer af livet som tennisstjerne, de indsigtsfulde kommentarer til selve spillet og de ovenfor omtalte refleksioner om omkostningerne ved at være sportsstjerne. Her skriver Agassi sig ind i en vigtig trend sammen med fx fodboldspilleren Dennis Bergkamps fantastiske biografi Stillness and speed. Og det hilser jeg varmt velkommen.

Faderen
Store dele af Agassis bog handler om Agassis far. Både direkte og indirekte. Mike Agassi tvang nemlig Andre Agassi til at spille tennis fra sønnike var helt lille. Han blev tvunget til at blive ved, indtil han debuterede som 16-årig i seniorrækken. Ja, faktisk var han hele sin karriere tvunget til at spille - af en sjappet blanding af frygt for og kærlighed til faderen. Det er skræmmende læsning, måske særligt fordi vi ved, at lignende historier udspiller sig i dagens tennisverden, fx med kinesiske Li Na eller vores egen Caroline Wozniacki.

Selvom Andre Agassi spiller tennis som en gal - og vinder det meste - så hader han inderligt tennis. Når han fortæller om sit had til spillet, tror folk ikke på ham. En ti-femten gange i bogen står ordvekslingen “jeg hader tennis”, “jo jo, selvfølgelig, men du hader jo ikke tennis”, “jo, jeg gør” og det tærer på Agassis tro på sig selv. Begrundelsen er selvfølgelig tvangen fra faderen, men måske endnu mere fornemmelse af, at tennis er en form for moderne Sisyfosmyte, hvor Agassi triller den ulidelige sten op og op og op ad bjerget.

Efter sin første Grand Slam-sejr i Wimbledon 1992 skriver Agassi deprimeret: “At vinde forandrer ingenting”. Eller senere, da en dopingkontrol, hvor metamfetamin er blevet sporet i Agassis blod, er ved at knuse hans karriere: “En del af mit problem med tennis har altid været en nagende fornemmelse af at det var meningsløst”. På denne insisterende måde, bliver Agassis biografi ikke blot en ekshibitionistisk fremstilling af egen selvtvivl eller depression, men også en lakonisk kommentar til hele sportsverdenen: Hvad forandrer I egentlig? Hvorfor finder voksne mennesker det meningsfyldt at løbe rundt i shorts og sparke til en bold? Eller sidde dagen lang på en cykel og have det varmt og elendigt? Og hvis det ikke er meningsfyldt, hvad er så?

Tennis er boksning
Sådan beskriver Agassi det. Boksemetaforerne kommer fra faderen, der selv var olympisk bokser. Man vinder ikke blot over sin modstander, man banker dem. Det kan i tennis gøres på to måder: man kan vinde ved at spille bedre, eller man kan vinde ved at ødelægge den andens spil. Mike Agassi lærer Andre Agassi det sidste. Derfor udvikler Mike sin søn til at blive verdens bedste returnerer. Uanset hvor god modspilleren er, skal Andre kunne returnere dennes serv, og derved tage spillelysten fra ham. Agassi beskriver denne strategi fremragende:

“Min far har et særligt navn for denne omvendte strategi. Han kalder det at give modstanderen en blist på hjernen. Denne strategi, denne brutale filosofi, brændemærker han mig med for livet. Han gør mig til en bokser med en tennisketsjer. Og eftersom de fleste tennisspillere er stolte af deres serv, gør han mig til én der altid får bolden tilbage over nettet - ekspert i at returnere”.

Denne formidable returneringsevne giver Agassi nogle drabelige kampe med sin evige rival, servekanonen Pete Sampras. De møder hinanden over tredive gange i karrieren. Sampras vinder 14 Grand Slams, mens Agassi snupper otte. Agassi beskriver gentagne gange, hvordan de har gjort hinanden bedre. Måske derfor blomstrer der altid flere tennisstjerner på én gang, som fx vore dages Federer-Nadal-Djokovic-duel?

Desuden er det en fryd at læse Agassis beskrivelser af tennisbanernes underlag. Selvfølgelig er der forskel på at spille på fx græs og grus, men hvilken betydning har det egentlig for topprofessionelle tennisstjerner? Agassi var selv ekspert i at spille på hard ground, som man bruger i U.S. Open. Når grussæsonen startede, skulle han vende sig til at glide hen til bolden i stedet for at sprinte og lave bratte opbremsninger. Regnede det en smule, var det som at spille i brun sæbe. I beskrivelserne er Agassis sprog muskuløst, men det er også fintfølende, hvilket giver en helhedslæseoplevelse.

Kvalm kærlighed
Bristen i Agassis bog er hans kedelige kærlighedseskapader. Fordi de er så utroværdige. Agassi gifter sig med skuespilleren Brooke Shields i ’97 - efter eget udsagn fordi han enten ville slå op med hende eller gifte sig. Noget skulle der nemlig ske. Man han elskede hende ikke rigtigt, de havde masker på fra starten af deres forhold, de var sjældent sammen, hans venner kunne ikke lide hende, og de interesserede sig dybest set ikke for hinanden. De blev skilt allerede to år efter.

Næsten øjeblikkeligt efter skilsmissen siger en af Agassis venner, at han passer meget bedre sammen med Steffi Graf. Det er Agassi enig i. Han har nemlig været vild med hende i mange år, men hun har desværre bare ikke interesse for ham. Nu satser han - og vinder. Endelig er han sammen med drømmepigen, som tidligere forhold bare har skullet kompensere for.

Det smager måske lige rigeligt klistret til at blive troværdigt. Og det lugter lige rigeligt af at skulle please én bestemt læser, nemlig Steffi Graf selv. Nå, men det er da dejligt, at Agassi kan lide sin hustru og mener, at han har fundet den rigtige. Det er bare en lidt plat rød tråd af give sin bog.

Summa summarum, så er Andre Agassis Open en velskrevet og letlæselig sportsbog, der virkelig taler tennissporten op på et niveau, hvor alle kan få indsigtsfulde og læseværdige timer til at gå i hans selskab. Den er macho, men sensitiv. Den er rå, men appellerende. Den er selvglad, men kammeratligt. En sjældent klog og afbalanceret sportsbiografi.