W.G. Sebald blev født i Tyskland i 1944. Skønt født under krigen var han dog for ung til at have personlige erindringer om luftbombardementerne af Tyskland. Men han voksede op med sporene efter de mere end 400.000 togter, allierede bombefly fløj over Tyskland, og de mere end 1 million ton bomber, der blev kastet over tyske byer. Men hvor de fysiske spor var tydelige nok, så satte de massive ødelæggelser sig kun få spor i tysk efterkrigslitteratur.

Dette paradoks var emnet for to forelæsninger, Sebald holdt i Zürich i 1997. De blev senere bearbejdet og udgivet i 2001 som Luftkrieg und Literatur. Den er nu udkommet på dansk under den indlysende titel Luftkrig og litteratur, hvormed den sigende allitteration er bibeholdt.

Ud over de massive ødelæggelser, så kostede luftbombardementerne over 600.000 civile tyskere livet. Hertil kom så millioner af sårede og traumatiserede, der overlevede bomberne og ildstormene.

Det er omdiskuteret, hvorvidt den britiske strategi med at bombe tyske byer havde nogen afgørende betydning for den krigens udfald. Mest kendt er nok bombardementet af Dresden, der var en by uden nogen videre miltærstrategisk betydning. Målet var at nedbryde civilbefolkningens moral og dermed på sigt opbakningen til fortsat krigsførelse.

Midlet til at opnå dette var en nøje tilrettelagt bombekampagne, hvor sprængbomber første blæste alle vinduer ud, hvorefter brandbomber satte bygnin-gerne i brand. Ilden sugede ilten ud af bygningerne og varmen fra ilden fik en storm af orkanstyrke til at blæse gennem byen. Vinden var brændende og antændte alt. De, der havde søgt beskyttelse i kældre, døde af kvælning som følge af iltmangel. De, der forsøgte at flygte, hang fast i kogende asfalt og brændte til døde.

Det er ikke Sebald ærinde at anklage især briterne for umenneskelig og formålsløs ødelæggelse af de tyske byer. Dels var den britiske kampagne et svar på de tyske bombardementer af engelske byer; dels var luftkrig den eneste måde, England kunne føre krigen over på tysk grund. Der ligger naturligvis en implicit anfægtelse i det faktum, at bomberne hverken svækkede den tyske evne eller vilje til at føre krig. Derimod vil Sebald rejse spørgsmålet, hvorfor de rædsler, millioner af tyskere gennemlevede, ikke er blevet artikuleret og dermed søgt bearbejdet i tysk litteratur.

Han gennemgår de få eksempler, der findes, men konstaterer der er tale om mislykkede forsøg, der på ingen måde kan forløse de traumer, de overlevende har måttet leve med. Han anfægter den forklaring, at tyskerne selv havde været skyld i krigen og dermed ikke kunne gøre krav anerkendelse af deres lidelser. For Sebald er det ikke et spørgsmål om skyld, men en accept af at også tyskeres oplevelser og erfaringer af krigens rædsler har behov for bearbejdning og artikulation for at kunne forløses.

Luftkrig og litteratur placerer sig dermed naturligt i selskab med Sebalds øvrige forfatterskab - såsom den mesterlig roman Austerlitz (2001) - i sin behandling af spørgsmålet om erindring, traume og erfaring over for historie og etik. Det er spørgsmålet, om vi virkelig kan vide, hvem vi er, hvis der er erfaringer, vi ikke kan - eller må - tale om; hvis vores identitet rummer erindringer, der ikke kan - eller må - skrives ind i den historie, vi skal leve med.

Som Sebald nøgternt konstaterer, så banede luftbombardementerne også vejen for det Wirtschaftswunder Tyskland oplevede efter krigen. Fordi den gamle industri og infrastruktur var bombet væk, kunne et nyt Tyskland opstå med en ny og tidssvarende industri, mens f.eks. England blev kørt længere og længere agterud som følge af en forældet infrastruktur. Så hvorfor må de, der gennemlevede luftkrigens rædsler, ikke se deres lidelser forløst i det nye Tysklands kunst og litteratur?

Luftkrig og litteratur understreger, at W.G. Sebald var en forfatter, der evnede at se dybere end de fleste, og som formåede at tage fat om de traumer, der prægede Europa i det 20. århundrede. Og det i en nøgtern og sober stil, som desto stærkere formår at anfægte tavsheden og præcist artikulere de traumatiske erfaringer på en måde, så der opstår et håb om forløsning. Ikke for ingenting slutter Sebald sin oprindelige forelæsning med en henvisning til Walter Benjamin og dennes Om historiebegrebet (1940).