I Skandinavien har vi hver især en mening om vores respektive skandinaviske broderfolk, og det samme gør sig gældende for den engelske forfatter og rejseskribent Michael Booth. Han er selv dansk gift og bor p.t. i Danmark, så han må også siges at have opnået noget nær insider-viden. Med bogen Der er et lykkeligt land kaster han sig over et ambitiøst projekt: Nemlig at indkredse den skandinaviske, og især den danske, folkesjæl.

Han tager udgangspunkt i paradokset: Hvordan kan det være, at Danmark og andre skandinaviske lande gang på gang topper lykkeindekserne, når nu deres indbyggere ved første øjekast virker både lukkede, smådeprimerede og uhøflige? For slet ikke at nævne det vanvittigt høje skattetryk, problemerne med udbredt weekendalkoholisme og det elendige vejr?

I forsøget på at besvare ’gåden om Skandinavien’ tager Booth udgangspunkt i sig selv og begiver sig ud på lidt af en dannelsesrejse. Både i fysisk og overført forstand. Han har i arbejdet med bogen været i samtlige nordiske lande og har interviewet et utal af mennesker, og bogen er da også et overflødighedshorn af finurlige og somme tider overraskende fakta omkring Danmark og alle de andre.

Vægten lægges dels på kulturelle og identitetsmæssige aspekter og dels på samfundsmæssige og økonomiske aspekter. Bogens komposition følger langt hen ad vejen denne rejse rundt i Norden, og der er også små kapitelovergange, der skal lokke læseren til at læse videre. Og det bliver til tider nødvendigt, for ind imellem føles nogle af kapitlerne og pointerne lige lovlig omstændelige.

Booth interesserer sig især for den danske besættelse af begrebet ’hygge’, som han mener at kunne spore tilbage til de tæsk på selvfølelsen, som Danmark modtog af omverdenen i store dele af 1800-tallet. (Bombardementet af København i 1807 og tabet af Norge i 1814, for blot at nævne nogle). Dette førte som bekendt til en udbredt venden sig indad og en evne til at påskønne den smule, man havde tilbage.

Koblet med det lillebrorkompleks, som danskerne måske altid har haft over for navnlig Sverige, opstod så den mystiske dualitet, som Booth identificerer som ’ydmyg stolthed’ hos danskerne – et personlighedstræk, der ikke sjældent af udenforstående opfattes som ren og skær selvtilfredshed. Ifølge Booth er det den følelse, der opstår, når man føler, at man ud af intet har været i stand til at skabe det bedste samfund i verden. Måske har han ret. Som dansk læser tager man i al fald sig selv i at trække genkendende på smilebåndet. Billedet af ’hygge som neurose’ er forfriskende anderledes og ganske underholdende, i hvert fald hvis man som undertegnede aldrig har skænket det mange tanker, hvorfor vi egentlig hygger så meget i Danmark.

Men Booth kommer også omkring andre centrale danske begreber. Sammenlignet med så mange andre lande er der i Danmark en udbredt konformisme og optagethed af lighed. Centrale byggeklodser i dette er ifølge Booth henholdsvis hygge, folkelighed og Janteloven. Alle tre dele tages under (k)ærlig behandling og krydres med talrige konkrete eksempler fra virkeligheden.

Godt og vel den første tredjedel af bogen handler om Danmark og danskerne. Dernæst følger en overordentlig detaljeret perspektivering til de andre nordiske lande: Island, Norge, Sverige og Finland. Omverdenens syn på disse lande inddrages også. Det er helt tydeligt, at der ligger et omfattende researcharbejde bag. Og måske er det netop det, der generer mig en smule ved denne bog: Den mærkelige kobling mellem velfunderet videnskab og personlige holdninger. Tonen i bogen er munter, ironisk og til tider skarp, for forfatteren har klare holdninger til mangt og meget.

Booth er (heldigvis for ham) ikke uden selvironi og ej heller blind for, at han ser tingene i et engelsk perspektiv. Alligevel kan man godt undre sig lidt over de til tider sure opstød, eksempelvis omkring danskernes ’hygge’ og ’folkelighed’, og som (ærke)dansk læser er man op til flere sider om at tilgive ham. Denne bog er således en analyse, der leveres med personlig holdning, og selvom bogens fokus er den skandinaviske folkesjæl, bliver man indirekte lige så klog på den engelske.

Men den mere formidlingsmæssige side af sagen er naturligvis en smagssag. Der er et lykkeligt land er både ekstremt underholdende og god at få forstand af. Hører man til dem, der i en eller anden forstand beskæftiger sig med kulturforskelle, kunne bogen være en oplagt gaveide, og er man bekendt med flere af de egenskaber, der af udlændinge ofte fremhæves som unikt danske (på godt og ondt) ved os danskere, vil man nikke genkendende til meget. Derudover er det også en interessant indføring i vores nabolande, som vi måske har det med at tro, at vi kender så godt.