Fantasygenren oplever i disse år en storhedstid, godt hjulpet på vej af verdensomspændende bog- og filmsucceser som for eksempel Harry Potter, Narnia og Det gyldne kompas. Også engelske J.R.R. Tolkiens trilogi om Ringenes herre, som i visse kredse opnåede kultstatus i tresserne og halvfjerdserne, har fået en renæssance, blandt andet takket være Peter Jacksons filmatisering af værkerne. Nu er turen så kommet til endnu en genudgivelse: Danske Jakob Levinsens Helte og hobitter – Tolkien og hans verden, som udkom første gang i 2002.

Der er forsket og skrevet ufatteligt meget om Tolkien og hans mytologiske univers, men dette er den første danske bog, der har forsøgt sig med at indkredse Tolkiens forfatterskab. Nu udgives den altså igen og nu i en revideret udgave. Udgangspunktet ligger i Ringenes herre, og man er da heller ikke i tvivl om, at forfatteren selv er stor tilhænger af netop denne romanserie. Levinsen høstede i 2012 stor anerkendelse for sine (ny)oversættelser af netop Hobitten og Ringenes herre, så han må siges at være en kender, og man fornemmer også hans store viden om emnet, mens man læser. Og netop Tolkiens mangefacetterede forfatterskab er da også et af de mere interessante; om ikke andet på grund af de enorme ambitioner, der indledningsvis lå bag mandens værker, hvor han qua sin uddannelse inden for oldengelsk havde en drøm om at skabe en hel mytologi til England.

Lad det være sagt med det samme: Jeg er ikke så begejstret for denne bog – til trods for at jeg er ivrig læser af fantasylitteratur. Levinsens sætningsopbygning er til tider lettere anakronistisk, ligesom der næsten gås for meget i dybden med de enkelte værker i forfatterskabet, så man af og til føler, at man er ved at drukne i anekdoter og handlingsreferater. Pudsigt nok er netop tendensen til gammeldags sprogbrug og opbygningen af et enormt tekstmateriale noget, som Tolkien selv er blevet beskyldt for… Kapitlernes inddeling og overskrifter virker heller ikke altid lige logiske, så det er også et værk, der er svært at dykke ned i og plukke ud fra.

Men Levinsen kommer omkring det, han skal. Eksempelvis diskussionen om, hvorvidt Tolkien var både anti-moderne, klichéfyldt og sexistisk, som han ofte er blevet anklaget for, samt den betydning, som den Oxford-baserede skrivegruppe The Inklings (inklusiv vennen og Narnia-forfatteren C. S. Lewis) havde i forhold til hans forfatterskab. Samtidig får man som læser et overblik over forfatterskabet, hvilket i sig selv er lidt af en opgave, eftersom det strakte sig over utroligt mange år, og Tolkien skiftevis arbejdede på først det ene og så det andet udkast til sine værker.

Bøgerne er desuden ikke udgivet i den rækkefølge, de oprindelig er blevet skrevet. Her gør Levinsen især meget ud af forholdet mellem de tre hovedværker: Hobitten, Ringenes herre og Silmarillion, og her får man øjnene op for nogle interessante forskelle og ligheder. Derudover kommenterer han navnlig på fortælleteknik og sprog i forhold til disse værker. Man mærker desuden Levinsens store overblik, når han citerer fra talrige engelsksprogede værker om Tolkiens forfatterskab gennem tiderne, ligesom man fornemmer det i værktitlen Helte og hobitter, der mimer englændernes forkærlighed for allitteration.

Bogen er alt i alt bedst egnet til dem, der har en udpræget akademisk interesse i Tolkien. Alternativt til de virkelig passionerede fans, der gerne vil dykke dybere ned i de mere tekniske aspekter af netop deres yndlingsværker.