Filosofisk æstetik er et vanskeligt tilgængeligt emne. Særligt hvis man ønsker at undersøge dets ontologiske beskaffenhed: Hvad er kunst egentlig? Jeg er derfor selv mest tiltrukket af den fænomenologiske tradition, som primært arbejder med det fremtrædende objekt. Derfor var jeg på forhånd en anelse varsom med at give mig i kast med Walter Benjamins afhandling fra 1928 Det tyske sørgespils oprindelse. Bogen er berygtet for at være meget vanskelig tilgængelig – ja, faktisk dunkel - men også kendt for sit vid og originale refleksioner.

Benjamin tager fat i den specielle kategori “sørgespil”. Det er en slags skuespil, som opstod i barokken, dvs. ca. 1600-1700-tallet. De var karakteriseret ved en djærv tone, og modsat andre af barokkens store stjerner, Shakespeare og Calderón, manglede deres karakterer ofte dybde, hvorfor død, vold, lidelse og undergang endte med at være de dramaturgiske kneb i stykkerne. Benjamin sætter sig for at beskrive deres kunsthistoriske rolle, samt undersøge hvorfor de overhovedet fungerer.

Bogen er struktureret i tre afsnit, som det kan være svært at forbinde med hinanden. Det første afsnit er en erkendelseskritisk fortale, der har to engagementer: den forsøger at stabilisere og styrke den epistemologiske tilgang, som Benjamin benytter i afhandlingen, og lægger sporet for den tredje del, hvor Benjamins syn på allegorien bliver beskrevet. Begge dele bliver etableret i en stærk polemik imod de eksisterende metoder på feltet.

Det andet afsnit er bogens længste, og er den egentlige gennemgang af sørgespillene. Benjamin underbygger sine pointer ved henvisninger til de førnævnte Calderón og Shakespeare, der altså skrev i anden baroktradition og så ved at citere fra en lang række sørgespilsværker. Særligt interessant er det dog, når Benjamin beskriver melankolien, som værende den egentlige motor for sørgespillene. Disse voldelige og simple skuespil har altså et sensitivt drive, som hæver dem op på et højere kunstnerisk niveau.

Pointen er, at melankolikeren med sin følsomhed og uro skaber en kontemplation for intetheden. En lidt vild påstand, men Benjamin underbygger sin tese ved at henvise til en række emblemer, der netop samler nogle af de undersøgte temaer. Særlig central er Albrecht Dürers berømte emblem “Melencolia 1” fra 1514, der også pryder bogens forside. For Benjamin når det hele sit klimaks i følgende citat: “Verden kender ingen større bog end den selv; denne bogs fornemste del er imidlertid mennesket, hvem Gud i stedet for en skøn frontispice har påtrykt sit uforlignelige billede, og endvidere gjort til essens, kerne og juvel i de dele af denne store verdensbog”, der viser, at temaer og begivenheder ikke er det centrale, men mennesket selv. Mennesket, forstået under den kastethed, som Heidegger ikke mange år senere skulle gøre til menneskets mest fundamentale livsvilkår.

Det sidste afsnit er så det berømte - og berygtede - afsnit om allegori og sørgespil. Det er berømt for sin originalitet, berygtet for sine aforismer og springende argumentation. Benjamin skriver også dette afsnit ud fra en polemik. En polemik, der er vendt mod Romantikkens opfattelse af æstetik, samt en generel tendens til at forstå allegorierne negativt. Benjamins originale pointe er, at allegorierne ikke er statiske, men dynamiske. Selvom de er temporale, så er de også mobile. Normalt omtales en allegori, som et fastlåst billede, der skal illustrere et fragtment af virkeligheden. Men selvom det er skrevet i en bestemt henseende og kontekst, så vil betydningen modelleres, som verdenshistorien skrider frem. Benjamins marxistiske historiesyn spiller ind her, men bidraget er også æstetisk. Allegorien burde fastfryses i et historisk fixpunkt, men i stedet optræder konventionaliteten som det egentlig udtrykte. Kompleks, men også underligt indlysende.

Sofie Kluge, der har oversat bogen, har også skrevet forord til bogen, hvor hun kompetent fører læseren ind i bogens anliggende, særegenhed og idéhistoriske setting. Både Kluges indledning og Benjamins afhandling er sprænglærd og øjenåbnende, men også ekstremt kompliceret læsning. Jeg tror faktisk aldrig, jeg har læst så svær en tekst. Man må derfor arbejde godt med teksten, for at få fravristet dens indsigter, men så er der også mange spændende og udfordrende tanker at reflektere over.

Læs også interviewet med oversætteren Sofie Kluge.