Ser man på de mange programerklæringer og æstetikfilosofiske skrifter om kunsten og kunstens betydning, som udøvende kunstnere såvel som filosoffer gennem historien har lagt frem, vil man formodentlig opdage, at der blandt skribenternes ulige betragtninger og positioneringer findes en tendens til at knytte kunsten an til et ideal om ’naturlighed’, ’uskyldighed’ og ’autenticitet’. Denne tilbøjelighed er påfaldende, al den stund at kunst i sidste ende omvendt udgøres af artefakter i bred forstand – forstået som menneskeskabte, kunstige fænomener – og således nærmest per definition påkalder sig de omvendte prædikater, nemlig ’illusion’, ’iscenesættelse’ og ’unatur’.

Sådan lyder i hvert fald den anomali, der indleder filosof Jørgen Dehs’ essaysamling Det autentiske – Fortællinger om nutidens kunstbegreb (2012). Målet er, forstår vi, at nuancere forståelsen af paradokset, snarere end at finde ”løsningen” på det. Og nuanceret, dét må man sige, fremstillingen er blevet. Gennem et tæt væv af snart fænomenologiske, snart kunsthistoriske, snart æstetikfilosofiske udlægninger, refleksioner og digressioner præsenteres vi for en række såkaldte fortællinger (i flertal!) om temaer, spændende over alt fra ’det sublime’ over ’kunstneren’ til ’æstetisk opmærksomhed’, men som alle vendes og drejes i forhold til autenticitetsbegrebet. ’Autenticitet’ bliver så at sige det knudepunkt, den prisme, der forbinder bogens afsnit, som derfor tilsammen kommer til at danne en vel at mærke fragmentarisk, men ikke desto mindre stadig stor fortælling om kunsten og ikke mindst vores forståelse af den og dens rolle i kulturen.

Med Kierkegaard som samtalepartner lægger Dehs ud med en ultrakort fænomenologisk orienteret begrebsanalyse, hvis kredsen om autenticiteten udmønter sig i en distinktion, der på den ene side sætter en snæver brug, i betydningen at et forhold er forekommet i virkeligheden eller en genstand i sin originale form. Som når vi siger ”Filmen bygger på autentiske begivenheder!” eller ”Det er det autentiske manuskript, du står med dér”. På den anden side indkredses en mindre håndgribelig forståelse af begrebet, forstået som det selvberoende, det, der er ophav til sig selv eller, med Dehs neologisme, en ”ikke-given-sig-ud-for-noget” – det autentiske er det ikke-intentionelle.

Det er primært sidstnævnte betydning, bogen undersøger og gør det på baggrund af en lang række poetikker og værker, men først og fremmest ud fra en bred vifte velkendte kanontekster fra den filosofiske æstetiks tænketradition, der her bindes sammen på en, ja, måske ligefrem hidtil uset facon, som ind imellem lader kunstteoriens gamle koryfæer træde frem i nyt lys.

Vi hører om Benjamins berømte talen om kunstværkets post-auratiske tilstand i den tekniske reproducerbarheds tidsalder. Vi hører om Kants genikonception, der fremhæver kunstneren som en art neutral medium og i stedet hypostaserer naturen som den egentlige afsender af det autentiske værk. Vi hører om Barthes forestilling om punctummet, et element i et værk, der griber forstyrrende ind, afbryder, foruroliger, viser noget blikket ikke skulle se: viser den autentiske ikke-intentionaliet. Derudad går det. Vi møder Platon, Baumgarten, Rousseau, Adorno, Heidegger m.fl. – hele kongerækken er repræsenteret.

Bogen er således fyldt med både evidente og subtile pointer om, hvordan forestillingen om autenticitet kan ligge indlejret i alt fra konkrete værker over polemiske programerklæringer til abstrakte æstetikfilosofiske principper. Tankevækkende virker det, og man føler sig ansporet til selv at gå på autenticitets-jagt: Er det ikke sådan, at der ligger en autenticitetstanke indlejret i flere af de tendenser og værker, der lige nu spiller op imod og udfordrer den traditionelle litteratur? Det gælder orienteringen mod sangteksten hos f.eks. Niels Lyngsø, der under produktionsprocessen til rapprojektet Stemmejernet angiveligt helt affærdigede det skrevne ord til fordel for verbale former og huskemetoder. Skriftsproget er knap så oprindeligt og autentisk som det talte sprog, synes digteren at hviske mellem linjerne.

Det gælder lige så meget den konceptuelle poesi, hos f.eks. Thomas Thøfner, der opererer ud fra, hvad man med en omskrivning af Husserls credo kunne kalde ’intentionel reduktion’, når forfatteren (ideelt set) trækker sig ud af værket, der står tilbage med det ikke-intentionelle, det ukunstlede, med andre ord med det autentiske. Eller hvad med den litterære performance, hos f.eks. Maja Lucas, der, når alt kommer til alt, faciliterer et møde med den virkelige forfatter i et ejendommeligt og autentisk her-og-nu, som ikke lader sig genskabe. For ikke at glemme bogobjektet, hos f.eks. Mogens Otto Nielsen, der centrerer sig om (måske endda unika)værket, i stedet for det i dag ret så reproducerbare tekstindhold.

Det er nok en tilsnigelse af de mere larmende, når jeg her tilskriver alle disse eksempler en autenticitetsforestilling. For selvom man på den ene side muligvis kunne pege på en form for autenticitetens genkomst i disse ellers så avantgardistiske kunstformer, ja, så kunne man på den anden side også sige, at autenticitetsbegrebet her er så fleksibelt og inkluderende, at det subsumerer næsten alt. Eller mere banalt formuleret: Autenticitet kan man finde hvor som helst. Og det er måske netop svagheden ved Dehs fokus: at den røde tråd, der skulle binde bogens kapitler sammen, måske rettere er en rød elastik, der er så eftergivende, at sammenhængen bliver uklar. Er man imidlertid typen, der anser spraglethed som vidunderlig mangfoldighed, snarere end irriterende kaos – og det er jeg selv nok kun til dels – kan Dehs sprænglærde og tankevækkende arbejde bestemt anbefales.