Min gamle filosofilærer sagde ofte, at Nietzsche var mest interessant, når han blev sammenlignet med andre. På den måde kunne man få hold om de eksplosive udbrud, de filtrede tanker og mange digressioner. Af den grund er Scopenhauer som opdrager interessant, fordi den er en læsning af Schopenhauers ånd gennem Nietzsche. Det tæmmer på ingen måde Nietzsche, men er med til at klargøre nogle af hans tanker.

Nietzsches projekt er at agitere for Schopenhauers tilgang til filosofi, dannelse - ja, livet. Filosofferne og menneskene er blevet dovne, derfor skal de nu råbes op og disciplineres. De skal lære at afsky popularitet, ansættelser og eftermæle og i stedet hige efter sandhedens rene mælk. Hvis ikke det sker, så vil de kommende generationer se tilbage på Nietzsches tid med foragt, for de forstod ikke, hvad deres mål med livet var.

Nietzsche er selvfølgelig selv frelst. Han har opdaget, hvad hans rolle som filosof er; også selvom han endnu ikke har taget konsekvensen af det og forladt universitetet. Den frelste tone giver bogen et kvalmende skær, for selvom man kan læse tekstens tone som udtryk for intenst engagement, så bliver det for meget i længden. Alle de andre er nogle slappe røvhuller, mens Nietzsche er den oplyste supermand. Det er den marginaliseredes forurettethed, der blæser i krigstrompeten. Energisk og polemisk, men også egocentreret og plat.

Nietzsche skriver bogen som en vekselvirkning mellem sin egen dannelseshistorie og kulturkritik. I begge tilfælde har Schopenhauer haft en afgørende indflydelse på den unge Nietzsche, der netop havde brug for Schopenhauers idealitet og grundighed, for at kunne dannes som tænker. Nietzsche så nemlig, at Schopenhauers tilgang til filosofi var, at han tænkte og skrev for sig selv. Ikke for at blive filosofiprofessor, for at blive berømt eller rig, men for selv at komme overens med livet, og forstå eksistensen i dybden. Derfor må han gøre sig uafhængig af alle de impulser, der kan forstyrre denne sandhedssøgen. I livsstilen må man skabe en platform, som muliggør radikaliteten, for ellers bliver ens tanker populistiske. En tankeprovokerende mening i vores eksponerende og transparante tid.

Kategorierne
Nietzsche deler mennesker op i tre kategorier, opkaldt efter Rousseau, Goethe og Schopenhauer. Rousseaus menneske besidder den politiske og revolutionære ånd. Den er for de mange, og er en ustyrlig energi, der kan skabe revolutioner og krige. Den har en ambivalent karakter. Goethes menneske bærer elitens ånd. Den er nok sensitiv over for verdens gang, og skarp i sine analyser, men den afskyr handling og voldelige spring, og ender derfor som en afdanket - men berejst - verdensmand. Schopenhauers menneske “tager frivilligt sandfærdighedens lidelse på sig, og denne lidelse tjener til at dræbe hans egenvilje og forberede den fuldstændige omvæltning og revolutionering af hans væsen, som er hans livs egentlige bestemmelse”, som Nietzsche skriver. I citatet kan man jo tydeligt spore de spor jeg allerede har lagt ud, og er et klart vidnesbyrd om Nietzsches engagement i den filosofiske sandhedssøgen.

Hvorfor lade sig afsondre som eneboer, for at forsøge at opnå filosofisk klarhed over livets mening? Nietzsches svar er radikalt: det er alligevel umuligt at leve et lykkeligt liv, og derfor er vi begrænset til at kæmpe for et heroisk liv. Derfor må man bringe sig selv som første offer, for derigennem - om muligt - at gå sejrrigt ud af sit møde med livets karske sandheder.

Aktualitet
Nietzsches bog er polemisk og underholdende, og et prægtigt indspark i debatten om dannelse i det 21. århundrede. Det er jo en kendt melodi, at det altid kun bliver værre med ungdommen, hvorfor mange sikkert vil sidde og nikke til Nietzsches udbrud. Men der er dog også et centralt filosofisk spørgsmål, som må stilles Nietzsches tekst, nu han ikke selv er i blandt os: Hvorfor er det nødvendigt at gå til filosofien - og mennesket - ud fra en tanke om underskud? Hvorfor er det nødvendigt at lade sig afsondre fra livet, for at kunne gennemskue det? Schopenhauer og Nietzsche var geniale filosofiske personligheder, som begge har bidraget til nye erkendelser og videre spørgsmål.

Men hvorfor præmissen for deres filosofiske virke skulle være nødvendig for alle, er ikke gennemskuelig. David Humes slogan var jo “study and social relationships” og Kant frekventerede løbende bymiljøet for at diskutere sine teorier og problemstillinger. Selvom Nietzsche kritiserer Kant en del i denne bog, så er det alligevel nok de færreste, der har mod til at kalde Kants kritikker for lette eller blåøjede. Jeg kan ikke se, hvorfor Nietzsches perspektiv på dannelse skulle være tvingende, men det gør det som sagt ikke overflødigt. Der er masser at lære af i bogen. Eller bedre: Der er masser at arbejde videre med efter endt læsning.