Hvilken rolle spiller medier i den moderne familie, og hvilken betydning har det for børnenes liv – og i videre forstand hvilken betydning burde det få for skolen? Det er på sin vis de ledende spørgsmål i Ole Christensens netop udkomne bog Familiens medialisering - et casestudie. Der er tale om et delstudie inden for et stort nordisk forskningsprojekt: Gendering ICT in everyday life. A comparative study of practices in failiy and extra-family contexts.

Det er en interessant kortlægning, Ole Christensen og kolleger har foretaget. Vi kommer tæt på en række familier og deres brug af og holdninger til medier. Det er ikke overraskende, at det er børnenes mediebrug, forældrene har mest opmærksomhed på – og i noget mindre grad deres eget.

Med en række antropologiske og andre metoder får vi som læsere indblik i familierne. Ikke mindst interessant er det, at man har valgt at give et barn på ca. 13 år den privilegerede adgang til familierne. Den bagvedliggende undersøgelse har som udgangspunkt en spørgeskemaundersøgelse blandt 6. klasseelever. Og det er nogle af disse børns svar, der har ført til udvælgelsen af de fem familier, vi følger tæt i løbet af bogen. Samtidig er det disse børn, der er indgangen til familien, og disse børn får også udleveret et videokamera, som bruges som en del af kortlægningsmaterialet.

Der er en del interessante detaljer i denne undersøgelse om konkret mediebrug. Dybest set er familierne dog meget ens, så der kommer ikke så mange forskelle frem. Alle familierne er bedrestillede, veluddannede middelklassefamilier, der dog er lidt forskellige i deres holdninger til medierne. Holdningerne svinger fra det noget (men ikke meget) restriktive til det ‘frigjorte’ eller liberale. En tredje holdning er et ønske om at anvende medier til at styrke fællesskabet i familien.

Af det empiriske materiale fremanalyserer Christensen fire forskellige forældreperspektiver på børnenes mediebrug. Medierne kan vurderes efter deres betydning for ‘børnenes fremtid’, hvor medierne betragtes ud fra, at de bidrager til ‘færdigheder’ og ‘kompetencer’. De kan også ses i forhold til, hvad de gør ved ‘familiens fællesskab’, og om de styrker samværet – noget man gør eller ikke gør sammen. Medier spiller også en rolle i forhold til ‘arbejde og familietid’, hvor det handler om at være beskæftiget og i kontakt med hinanden og andre. Endelig er ‘barnet’ i sin egen ret et perspektiv – her handler det om at give barnet et rum for egen udvikling ud fra selvvalgte interesser.

Disse perspektiver kan naturligvis stå mere eller mindre i modstrid med hinanden, ligesom der kan være forskel mellem de to forældres prioriteringer mellem dem. En interessant iagttagelser er det, at forældrene typisk har forskellige holdninger, som de regulerer børnenes mediebrug efter, og at dette ikke fører til konflikter. Børnene indretter sig efter forældrenes forskellighed, og der foregår tilsyneladende en stiltiende forhandling og accept af denne tilstand. Dette svarer i øvrigt også til denne anmelders egen erfaring.

Det er en pointe, at mediebrugen i børnenes hverdagsliv i stor udstrækning står i kontrast til den måde, hvorpå medier og mediebrug indgår i skolehverdagen. Dels inddrages medier kun mådeligt, dels inddrages de som teknologier – det vil sig som noget særligt, der står ved siden af det faglige, og eleverne når ikke ud over almindelig brug, men forholder sig ikke kritisk til muligheder og problemer ved de digitale teknologier. Christensen argumenterer for, “at der … er brug for et helt nyt udsigtspunkt, der medtænker hverdagens mediebrug og betragter digitale medier i et kultur- og dannelsesperspektiv og ikke blot som teknologier.” (s.137).

Christensen foreslår og anbefaler, at man vælger en mediepædagogisk ramme i skolen, da kultur og mediekultur er smeltet sammen som følge af mediernes indtrængen i alle områder. En mediepædagogik har fokus på tekniske færdigheder i anvendelsen af medier, i kommunikative mediekompetencer og i håndværksmæssige færdigheder – alle områder, hvor hverdagsbrugen af medier bidrager med rigtig meget. Men de analytiske, mediekulturelle kompetencer er oftest helt fraværende i forhold til unges mediebrug – og ofte også i skolen. Det er dette, det mediepædagogiske skal rette op på.

Og det er måske her, hvor der begynder at tegne sig nogle spændende diskussionspunkter. Og det er rigtig godt, at Familiens medialisering lægger op til en sådan diskussion.

Først et lille citat: “Medialisering er samtidig så omsiggribende og usynlig, at det snart ikke giver mening at spørge ind til den. Mediekultur og kultur er to sider af samme sag.” Fint – og polemisk kunne man så spørge: hvorfor så spørge ind til det i den bog, du har skrevet? Og hvis det var rigtigt, ville der jo ikke være behov for en mediepædagogik, da pædagogikken og skolen samtidig vil være ‘medialiseret’. Er det for at signalere, at skolen, pædagogikken, lærerne og politikerne ikke er vågnet op til den nye virkelighed endnu?

Her er det nok begrebet ‘medie’ og i endnu højere grad ‘medialisering’, der kan diskuteres. Det forekommer lidt mærkværdigt, at bogen ikke i højere grad prøver at udrede, hvad der menes med medier i den brug af ‘medialisering’, der tales om. Eksempelvis taler en af respondenterne om en mediefri zone, hvor man kan fordybe sig i en bog! Aftensmaden skal også indtages i en mediefri zone, siges der flere gange. Heller ikke her giver det anledning til en nærmere diskussion af, hvordan kategorien ‘medie’ anvendes af respondenterne, og hvordan det anvendes af forskerne bag undersøgelsen. Det betyder jo næppe, at man ikke må tale sammen eller anvende bestik. Der er altså en flere betydninger af medier på spil.

Ole Christensen citerer og tilslutter sig Stig Hjarvards definition af ‘medialisering’ fra En verden af medier (2008): “Ved medialisering af samfundet vil jeg overordnet forstå den proces, hvor samfundet i stigende grad underlægges eller bliver afhængigt af medierne og deres logik. Denne proces er kendetegnet ved en dobbelthed af, at medierne integreres i andre samfundsinstitutioners virke, samtidig med at medierne selvstændiggør sig som en institution i samfundet.” (s. 31).

Det må for det første siges at være et meget diffust begreb om medier, der er på spil her – meget abstrakt. For det andet er opfattelse af medier særdeles tvivlsom, da den tillægger medier en særegen egenlogik, der er frakoblet medier i brug. Medier betragtes som et stykke teknologi eller som noget organisatorisk/institutionelt, der gør noget ved nogen og dermed bestemmer brugen af dem. Der ligger en svag teknologideterminisme ved denne opfattelse af medier, hvor ‘medier’ (i flere betydninger af medier) bliver subjekt for en handling.

Et tredje problem ved definitionen er, at den anvender ‘medier’ i mindst to forskellige betydninger og blander dem sammen, så man får en temmelig mudret kategori. Det er jo rigtigt, at forskellige medier spiller en stor rolle i kommunikationen mellem forskellige mennesker og instanser. Her er der tale om en teknologi, der fungerer i en bestemt sammenhæng. Medier som institution er imidlertid medier i en helt anden forstand - det er en organisering, der besidder visse energier og magt, som gør dem i stand til at agere på måder, der overgår den enkeltes formåen. Men man kan ikke sige, at man taler om det samme. Medier betyder simpelthen noget forskelligt i de to situationer.

Interessant nok strider Hjarvards medieopfattelse også mod en anden opfattelse, som Christensen også tilslutter sig, nemlig Jo Helle-Valles Wittgenstein-indspirerede socialantropologiske begreb om medier. Her rettes blikket mod “hvad den enkelte bruger medier til og sammen med hvem, mod hvilke fortællinger, der er knyttet til mediebrugen i familien, samt mod de relationer og dynamikker, der kan registreres i forbindelse hermed.” (s. 28) Her bliver medier som teknologi noget, der indgår i konstellationer med brugere og konteksten.

Denne diskussion kan man sige anfægter selv bogens grundtanke, men heldigvis sker det ikke, for Christensen anvender for så vidt ikke Hjarvards opfattelse i sine analyser af mediebrug i familierne. Det gør han derimod i bogens sidste perspektiverende kapitel om medier og skole. Og det er her, han peger på en mediepædagogik som svaret på udfordringerne i skolen. Hvis vi aflægger os det noget højstemte om mediekultur er det samme som kultur, så er det faktisk en række gode anbefalinger, Christensen kommer med. Det er svært at være uenig i, at man i skolen bør anvende ressourcer og redskaber, der også er gængse i det øvrige samfund, ligesom det er svært at være uenig i, at skolen bør arbejde med kritiske perspektiver og reflektive anvendelser af redskaber og metoder.

Om det kræver en ‘mediepædagogik’ er jeg mere i tvivl om, da det jo allerede markerer ‘medier’ som et ‘særperspektiv’. Og igen: hvis der er brug for en mediepædagogik, vil det være rart at få at vide, hvad der ikke er medier. Men det svar kommer Christensen desværre ikke frem til. Og selvom Grundtvig nok spiller en stor rolle for den danske skoletradition, så ved jeg ikke, om det har kaldt på en ‘oralpædagogik’, hvilket jo ville være parallelt med Christensen anbefaling af en ‘mediepædagogik’.

Familens medialisering er en god og inspirerende bog, der giver et godt indblik i den velstillede middelklassefamilies mediebrug primært i betydningen: brug af tv og computere. Bogen er samtidig et godt diskussionsoplæg til skolernes anvendelse af redskaber, der er dukket op efter lærernes, skolelederne og politikernes egen skoletid. Denne diskussion er vigtig uanset, hvordan man forstår begrebet ‘medier’.