Hvad er en myte? Hvad giver det mennesket at ofre? Hvorfor strukturerer mennesket sit liv efter ritualer og religiøse højtider? Hvad er en religion i det hele taget? Spørgsmålene til religionens væsen er mange og store og faktisk så uhåndterlige, at ethvert kort svar underminerer sig selv. Men det tilfredsstiller naturligvis hverken filosoffer, religionsforskere eller antropologer at vinke afværgende med armene, blot fordi definitionerne ikke kan streges klart op. Men deres tilgange til emnefeltet er naturligvis vidt forskellige, hvorfor deres resultater også er meget varierede. Peter K. Westergaard giver i Mennesket er et ceremonielt dyr et eksempel på denne kamp for definitionerne, og på hvordan en filosof, nemlig Ludwig Wittgenstein, kritiserer en antropolog, nemlig James Frazer.

James Frazer udkom med sit skelsættende forskningsbidrag The Golden Bough i 1890. Udgangspunktet for Frazers opus er, at han vil forklare den komplicerede rite, som bruges i forbindelse med præsteskiftet i Diana-kulten ved Nemi-søen i det antikke Rom. Ritualet er kortfattet, at når en præst afsvækkes fysisk pga. alderdom, afsvækkes hans ånd også. For at livskraften skal kunne flyttes over til præstens arvtager, må arvingen slå den siddende præst ihjel, og derved overtage hans ånd. Derudover fylder definitioner på forskellige magiske praksisser en del.

Frazer skelner mellem homøopatisk og kontagiøs magi, hvor homøopatisk magi er magi, der udføres ved at skabe en genstand, der ligner det, som magien skal udføres over. Et kendt eksempel er en woodoo-dukke; kontagiøs magi er så, at man kan udføre en magisk handling mod en person, ved at udføre en handling mod en genstand, som denne person har besiddet. Fx ved at brænde hår eller negle. Frazer danner sine definitioner på magi vha. David Humes epistemologiske associationsprincipper, som siger at kun tre forhold skaber forbindelse mellem idéer (lighed, kontinuitet i tid og sted og årsag/virkning). Derudover må man, for at forstå Frazer, kende til Auguste Comtes positivistiske filosofi. For på samme måde som Comte inddelte mennesket intellektuelle udvikling i tre stadier – det teologiske, det metafysiske og det videnskabelige – inddelte Frazer menneskets udvikling i tre trin: fra magi, over religion til videnskab. Det er afgørende både for at forstå Wittgensteins kritik og for at forstå Frazer evolutionistiske tolkning af religion(sudøvelse). Både Frazer, Hume og Comtes opfattelser er blevet forkastet i dag, hvorfor det ikke er denne del af bogen, som er den interessante.

Men nu til selve sagen, nemlig Wittgensteins læsninger af Frazer. Wittgenstein beskæftiger sig med Frazer i to korte perioder af sit liv. I foråret 1931 og formentligt nogle adspredte tidsrum mellem 1949 og 1951 (det er dog ifølge Westergaard meget usikkert). For at få et overblik over de spredte bemærkninger, samt introducere sin egen nyfortolkning, bygger Westergaard sin bog op over to identiske afsnit: først en gennemgang af Frazers teori, dernæst en gengivelse af de første læsninger af Wittgensteins kommentarer og til sidst en beskrivelse af Westergaards eget synspunkt. Det er en overskuelig, men også en lidt triviel måde, da Westergaards projekt er at vise, at Wittgenstein kritiserer Frazer på to forskellige måder i de to perioder han arbejder med Frazers værk. Jeg sad flere gange med fornemmelse af, at det havde været nok med én gennemgang af de fejlagtige læsninger.

Westergaard beskriver fint de forskellige læsninger, der er forsøgt, for at forstå Wittgensteins kritik. De forskellige gengivelser er grundige, og starter med lødige resumeer, for derefter at give en kortfattet, men skarp kritik. Her er det en ulempe ikke at kende sin Wittgenstein, for debatten er virkelig for de indforståede. Hvis ikke man kender Wittgensteins biografi godt, og måske har læst hans bemærkninger et par gange, så har man svært ved at følge med. Det er en svaghed ved bogen, for det gør målgruppen ufattelig lille.

Westergaard forsvarer sin egen antagelse rigtig godt. Hans første konklusion er, at Wittgensteins bemærkninger fra 1931 skal læses som en rapsodi: “Med bemærkningernes angivelser, beskrivelser og behandlinger veksles der mellem en detailkritisk beskrivelse og argumentation og generelle og kategoriske udsagn, og mellem et biografisk eksempelmateriale og en meta-filosofisk positionering, og mellem kulturkritiske diagnosticeringer og metodiske anvisninger” (s. 85). Hvilket jo ikke er så lidt! Hele tre modsætninger angives i citatet her, hvilket viser den fragmentariske og aforistiske stil, som Wittgenstein arbejdede med, når han beskriv sine filosofiske spekulationer i sine dagbøger. En rapsodisk tilgang virker derfor overbevisende, fordi den fastholder det polytoniske kommentarspor, som Wittgensteins anmærkninger har.

Westergaards anden konklusion er, at Wittgensteins kritik fra 1949-1951 ikke længere er rapsodiske, men har kendetegn som en replik. Fokus er snævret ind på Frazers beskrivelser af de skotske bålfester, de såkaldte Beltane-fester, hvor overgangen mellem vinter og sommer blev markeret med en bålfest, der skulle rense samfundet og fordrive hekse og andre ondsindede skabninger. Westergaard argumenterer for, at de andre læsninger af Wittgensteins bemærkninger slår fejl, fordi de ser kommentarerne i et kontinuum. For Westergaard er der ingen overgang, da det andet sæt af bemærkninger hører til i Wittgensteins sprogfilosofiske virke (den sene Wittgenstein), og han forsøger sig dermed med en filosofisk psykologisk læsning: “Bemerkungens del II og de sene religionsfilosofiske bemærkninger er altså affattet side om side” (s. 164). Igen lykkes det Westergaard at overbevise mig om, at hans egen læsning er, om ikke den eneste rigtige, så i hvert fald en kompetent og afklaret læsning.

Mennesket er et ceremonielt dyr afsluttes med en oversættelse af Wittgensteins bemærkninger, samt et uddrag af Frazers The Golden Bough. Det anbefales som sagt, at man giver dem et seriøst kig, inden man kaster sig over Westergaards analyser. Ellers vil udbyttet være minimalt.

Westergaard er en central skikkelse i Wittgenstein-forskningen i Danmark, og han skriver vidende og engageret om Wittgensteins læsninger. Det er tydeligt at han er på hjemmebane – både fagligt og interessemæssigt – og det er spændende at følge hans rejse gennem en ofte overset afkrog af Wittgensteins filosofiske univers.