Louise Mønster har udgivet en fremragende bog om stedets betydning i Tomas Tranströmers og Henrik Nordbrandts lyrik! Det er den korte konklusion efter at have læst hendes nyeste bog Mødesteder - om Tomas Tranströmers og Henrik Nordbrandts poesi. I en forbløffende velskrevet tour de force gennem de to forfatteres værker påvises det igen og igen, at ‘stedet’ udgør en central markør for deres orientering i verden.

Mønsters bog er ret stramt bygget op, hvilket ofte skaber kedsomhed hen ad vejen, men her tjener det overblikket og systematikken. Hun starter med at gennemgå ‘stedet’ ud fra forskellige fagteoretiske diskussioner. Der gennemgås centrale aspekter i stedopfattelsens historie, i forskellen mellem rum og sted og til sidst lægges fokus på stedets plads i litteraturhistorien, som en indgang til de litterære analyser i resten af bogen. Fænomenologien har en særskilt plads i indledningen, og man finder snart ud af, at det er denne perceptionelle tilgang, som Mønster anser som den mest frugtbare – både til at forstå stedbegrebet, men også som en nøgle til at låse Tranströmer og Nordbrandts tekster op. Den fænomenologiske tilgang ophæver subjekt-objekt-skemaet, og betoner at der sker en dynamisk interaktion mellem individ og rum. Således påvirker rummet individet og individet rummet. Denne fænomenologiske forståelse af menneskets væren-i-verden (Heidegger) er som sagt den centrale teoretiske tilgang for Mønster.

I selve analysedelen gennemgår Mønster fem steder, som hun undersøger forfatterskabernes holdning til. De fem steder er “vægge og mure”, “huse”, “pladser og gader”, “stationer og tog” og “hav og skov”. De fem steder udgør også bogens fem kapitler.

Hvert kapitel starter med en teoretisk indføring, hvor ansatserne fra kapitel ét trækkes frem og udvides. Det er en lille genistreg, for ud over at give sine egne analyser vægt og legitimitet, indføres læseren også i den teoretiske baggrund for analyserne. Særligt hvis man kommer fra en anden baggrund end litteraturvidenskaben (som jeg), så er det en stor hjælp og virkelig stimulerende for læsningen. En lang række af teoretikere bliver trukket frem, fx Heidegger, Merleau-Ponty, de Certeau, Bachelard, Norberg-Schulz, Stjernfelt og Casey. De teoretikere, der bliver trukket frem, repræsenterer altså et væld af felter (filosofi, sociologi, litteraturvidenskab, arkitektur osv.), og det er med til at mangfoldiggøre de teoretiske afsnit på en ikke-prætentiøs måde (selvom det ellers hurtigt kunne blive det!).

Ud over de meget spændende teoretiske afsnit rummer bogen naturligvis også et væld af citater og gengivelser fra de to digteres værker. Og heldigvis, for med Tranströmer og Nordbrandt er vi i den absolutte superliga af nordisk lyrik. Deres eksistentielle, livskloge, legesyge og dunkle digtning er en fryd at læse, og med Mønsters indføring får man kun lyst til at læse videre.

Tranströmer og Nordbrandt har mange ligheder, hvilket i nogle kapitler bevirker, at den interne spænding, som skaber drivkraft i analyserne, mangler. Men de steder hvor uenigheden ekspliciteres, åbnes der for afgørende indsigter og spændende materiale. Fx “Man kan derfor let komme til at tænke på, om Nordbrandt mon foretrækker havet, fordi det rækker ned i dybet og som sådan egner sig til at billedliggøre den større livssammenhæng ud fra et dybdepsykologisk perspektiv, mens Tranströmer ser træet som det mest positive ladede naturbillede, fordi det kan forbinde både lavt og højt, immanens med transcendens” (s. 164-165). Citatet viser, at Mønster er velbevandret i værkernes betoninger af forskellige ‘steder’, så hun kan spotte, at ateisten Nordbrandt ønsker genforening med urhavet, mens vitalisten Tranströmer knytter sig til træet, der er en mellemfigur mellem immanens og transcendens. Dette eksempel viser, at Mønsters løfte fra indledningen holdes i bogens udlægninger: “Som begreb peger stedet på forbindelsen mellem mennesker og omgivelser og kan opfattes som former for rum, vi relaterer eksistentielt til og investerer mening i” (s. 9).

Der er faktisk blot én ting jeg undrer mig over, nemlig hvorfor Mønster har udeladt de metaforteoretiske betragtninger. Siden George Lakoff kom med Women, Fire and Dangerous Things i 1987 har litteraturvidenskaben været nødsaget til at overveje det særlige ved forfatteres metaforbrug. Metaforen er nemlig ikke bare en poetisk konstruktion, men en afgørende og uundgåelig del af vores hverdagssprog. Derfor må man nøje overveje distinktionerne mellem hverdagssprog og poetisk sprog, når man ønsker at analysere metaforer i lyrik. Mønster har skrevet en bog om ‘stedet’ som en metafor, og derfor er det spøjst at så centralt et begreb og en metodetilgang udelades. Måske særligt fordi Frederik Stjernfelt allerede i 1989 skrev en central artikel om dødsmetaforens betydning for Henrik Nordbrandt (netop på baggrund af bl.a. Lakoff). Stjernfelt er en teoretiker, som Mønster benytter i hele kapitlet om “Pladser og gader”, hvorfor det var naturligt at inddrage metaforperspektivet med Lakoff og Stjernfelt som baggrundsteoretikere.

Nuvel, det er små beklagelser til et helstøbt og fornemt værk. Mødesteder er læseværdig og klog, og inspirerer til videre arbejde med forfatternes værker. Mere kan man næsten ikke forlange.