Som barn var Kiplings Junglebogen en af mine absolutte favoritter, og ideen om et barn, der vokser op blandt dyrene afskåret fra al civilisation og menneskelig prægning, fascinerer da også stadig. På engelsk har begrebet ligefrem en betegnelse: ”feral child”. Op gennem historien er talrige virkelige eksempler på sådanne børn blevet rapporteret, nogle mere sande end andre.

Med Junglepigen præsenterer Nyt Nordisk Forlag os for den seneste beretning i bogform, baseret på sydamerikanske Marina Chapmans virkelige historie, og det er interessant læsning. Omkring 1954 bliver Chapman kidnappet og efterladt i junglen i en alder af fire år. Hendes redning bliver en flok kabucineraber, som hun først efterligner og siden bliver accepteret af. Efter omkring fem år i junglen lader hun to mennesker føre hende ud til civilisationen, hvilket i første omgang viser sig at være en fatal tillidserklæring til egen art: Hun ender på et bordel og siden på gaden. I dag er hun dog gift, bor i England og har to døtre, hvoraf den ene er medforfatter på bogen.

Junglepigen åbner med et forord af denne datter, Vanessa James, og allerede fra første side får man indtryk af, hvordan det er at vokse op med en mor med så anderledes en fortid. Eksempelvis er det ikke enhver mor, der pludselig springer ud af familiens bil og over en hæk for kort efter at komme forpustet tilbage med en sprællende, vild kanin med beskeden: ”Jeg har fanget et kæledyr til jer, piger!” Eksemplet illustrerer meget godt, hvordan det for evigt præger et menneske på godt og ondt at blive frarøvet enhver menneskelig socialisering i de tidlige udviklingsstadier.

Netop denne mangel på de mest fundamentale menneskelige egenskaber er på sin vis bogens omdrejningspunkt – og det set gennem et barns øjne. Da Chapman kommer ud af junglen, har hun mistet sit navn, sit sprog og sine erindringer om dagligdags genstande såsom gafler og stole. At vende tilbage til livet som menneske, og ikke abe, er dermed et stort chok, og flere gange mærker man Chapman tage decideret afstand fra menneskets måde at behandle hinanden, dyrene og naturen på. Men som hun selv siger: ”Uanset hvor ofte jeg havde set mennesker være grusomme, kolde og morderiske, vidste jeg, at jeg aldrig ville få ro, før jeg blev accepteret af dem.” Det er tankevækkende læsning.

Romanen har gået sin sejrsgang over hele verden, og en dokumentarfilm er p.t. under udarbejdelse. På mange punkter overgår virkeligheden fantasien i denne bog, og Chapmans historie er da også både fascinerende og skræmmende. Helt ind under huden kommer den dog aldrig.