”Vi er i teoripluralismens land – de skal bruges som velvalgte redskaber til at undersøge det komplekse artefakt, som filmen er. Der er tydeligvis ikke én enkelt teori, ingen samlet teori, og vi skal i virkeligheden heller søge efter en sådan indsnævrende uniformitet”.

Sådan afrunder Susan Hayward opslaget ’film theory’ i sit fremragende opslagsværk Cinema Studies – The Key Concepts. Den er netop udkommet i en fjerde udgave med alle opslag opdateret og nye supplerende oplag indskrevet. Hayward er filmprofessor i England, og denne bog har – siden 90’ernes førsteudgave – stået som en entydig kraftpræstation.

Ja, opslagsværker af denne type vil altid være et udvalg, der kan diskuteres. Nogle vinkler står stærkere i den britiske filmteoritradition end i andre. Fokusset på kroppen i film og hos seeren, der gennem de senere år har været kraftigt i vækst, mangler slet i ret hos Hayward. At man kan skrive et opslagsværk af denne type uden at nævne den franske filmmand André Bazin står stadig som uløselig en gåde. Filmfænomenologien er således på samme måde helt forbigået.

På trods af åbenlyse mangler, der kan være traditionsbundet (dog ikke i forbindelse med Bazin), er bogen et særdeles værdifuldt leksikon, der vil være et nødvendigt bidrag til enhver filmstuderende. Men bogen er ikke kun basal i sine beskrivelser. Den er i sine opslag meget grundig og kommer meget langt omkring – i visse tilfælde faktisk i en grad, så emnet er dækket til en artikels format. Flere opslag strækker sig over flere sider og kommer virkeligt i dybden.

Filmstudier er ikke et nemt emne. Det er et felt, der ikke kun har brug for at forstå, hvad film er slet og ret. Det er også et emne, der er så stort og udbredt, at filmvidenskaben kan ses som et metonym for kulturel udvikling generelt. Allerede filmens opfindelse udspringer af fotografiets interesse i positiv registrering af virkeligheden. Filmteoriens udvikling følger også videnskabens vinkling, og tredelingen, der ifølge Hayward går fra en teoripluralisme ind i strukturalismens monoteori tilbage til en teoretisk flora af forskellige tilgange, er ikke kun nødvendig. Det er også helt rigtigt set.

Derfor er filmstudier også per definition et kulturstudium, der kan og skal rumme meget forskelligt. Susan Hayward kan rumme det meste. Strukturen i bogen gør den til et rhizom, hvor viden snirkler sig ind og ud af mellem nye opslag og tilbage til de allerede læste. Bogen er lidt som de bøger, hvor man selv hele tiden skal vælge, hvor man skal gå videre til – fængende, fængslende, fortræffeligt konstrueret. For de fleste, der vil skabe et godt, stort og indgående indblik i filmstudier, vil Haywards fjerde udgave af Cinema Studies være et uvurderligt værk.

English summary: This book has – since the first edition in the nineties – stood as an unequivocal feat of strength. In spite of obvious shortcomings the book is a valuable encyclopedia. For those in need of a good, extensive, and thorough insight into film studies, Hayward’s fourth edition of Cinema Studies will be a priceless piece of work.