Anmeldelsen her er tidligere bragt på Mellemrummets hjemmeside. Den udgives her i lettere revideret udgave.

Vi kan lige så godt få det overstået i første linje. Analyse af billedmedier – en introduktion er en særdeles brugbar bog! Ret beset har man så ikke nødig at læse videre, med mindre man vil vide, hvad man kan bruge bogen til, og høre denne anmelders argumenter for, hvorfor han synes, den er brugbar.

Hvad enten man er mediefagslærer på gymnasiet, kommunikations- eller danskstuderende på universitetet, eller man blot som underviser har brug for at få et opfriskende blik på mediefagets mange facetter, så er Analyse af billedmedier en hurtigt læst og ganske overskuelig bog, der kan give det fornødne overblik over mediernes grunddele, forskellige teorikonstellationer og samtidig give tips til videre læsning på de forskellige mediespecifikke områder. Det er en af de bøger, som kunne havet været en virkelig støtte at have, dengang man selv var studerende, i forsøget på at danne sig et overblik over forskellige teorier og medieformer.

Ydermere er det glædeligt, at redaktørerne har valgt at starte deres værk med en lang generel artikel om værkanalyse. Den præsentation som Gitte Rose kommer med her, burde være tvangslæsning for de studerende humanistiske fag. Kapitlet handler simpelthen om, hvordan man finder en interessant problemstilling, og den rette teori til et givet værk, som man vil nærstudere i et projekt eller opgave. Fokus er især på, hvad analyse er, hvordan man kommer godt fra start, og hvordan man undgår at vælge de forkerte teorier.

Jeg ville komme med den påstand, at forskellige universitetsvejlederes tid kunne udnyttes meget bedre, hvis de studerende på forhånd havde sat sig godt inde i dette kapitel. Det gælder naturligvis primært for studerende på de første par semestre, men jeg tror også at mange spørgsmål omkring analytisk tæft senere hen kunne undgås, hvis vi alle delte denne forståelse for, hvad analyse grundlæggende består af.

Gitte Roses artikel er bogens længste, men også den vigtigste og muligvis den, der er mest pædagogisk skrevet. Den præsenterer en lang række metodiske og terminologiske redskaber, som den, der er interesseret i at foretage analyse af en given tekst eller værk, har brug for - og den viser et glimrende overblik over forskellige teoridannelser og deres indbyrdes forhold. For folk, der ikke har beskæftiget sig med analyse af værker før, eller for den sags skyld studerende som har valgt at beskæftige sig med en analyse af en given roman, film, tegneserie eller andet kulturprodukt, er Gitte Roses tekst et rigtigt godt sted at starte, idet den reflekterer over den konkrete arbejdsproces på en meget fin måde.

De efterfølgende kapitler er så hver i sær knyttet til specifikke medier: billedanalyse tegneserieanalyse, filmanalyse, tv-analyse og endelig analyse af websider. Det kan undre denne anmelder lidt, at der ikke er blevet plads til et kapitel, der handler om analyse af computerspil, da personlig erfaring synes at indikere, at det et felt som flere og flere studerende synes er spændende at skrive om. Omvendt set findes der jo mange andre gode introducerende grundbøger om dette emne, som eks. Stephen Pooles Trigger Happy eller James Newmans Videogames.

Endelig kan det også undre en gammel litterat som undertegnede, hvorfor mediegenrer som aviser, bogillustrationer, foldere og plakater negligeres, da disse unægteligt også kan betragtes som en form for billedmedier – men det er jo forholdsvis nemt at finde mange hyldemeter teoribøger, der er viet til introduktioner til forskellige typer og former af litteratur. Disse mangler skæmmer dog på ingen måde denne glimrende introduktion til forskellige medier, og hvordan der er blevet skrevet og diskuteret om disse medier.

Specielt glædeligt er det, at se tegneserien har fået en plads blandt de andre medier, da det traditionelt er et af de medier, der negligeres i akademisk praksis (enkelte meget forstokkede forskere kan endda finde på at fnyses af tegneserien som analyseobjekt). Selv om jeg ikke er enig i Hans-Christian Christiansens nedprioritering af Scott McClouds indflydelse for tegneserieanalysen, og kan undres over at Will Eisners forgangsværk Tegneserien og den grafiske fortælleteknik udelukkende kun nævnes i litteraturlisten, så er kapitlet en rigtigt god introduktion til tegneserien som medie, og introducerer nogle af de vigtigste teoretiske diskussioner på området.

Som tilhænger af den kognitive skole af filmanalyser er det også en fornøjelse at læse Helle Kannik Hastrups introduktion til filmanalysen, der selv på sin ret begrænsede plads, alligevel formår at levere varen. Forhåbentlig inspirerer den også fremtidige studerende og undervisere til at inkorporere Murray Smith og David Bordwell i endnu højere grad i deres projekter og undervisning. Det er to teoretiske kæpheste, som jeg har redet på i mange år, i min vejledning om filmanalyse og de problemer, der opstår i relationen til, hvordan vi forholder os til de fiktive karakterer, vi ser på lærredet.

Det eneste minus der er ved bogen er, at man godt kunne have ønsket at alle forfattere havde haft mulighed for at folde sig lige så detaljeret ud som Gitte Rose gør det i sit første kapitel. Enkelte af kapitlerne, især de to der omhandler billedanalyse og webanalyse, når ikke rigtigt i dybden med deres stof. Når vi nu er ved kapitlet om billedanalyse, så må det siges, at selv om E.H. Gombrich optræder sporadisk senere i bogen, så kan jeg godt savne, at dennes fænomenologiske tilgang til perception og kognition af billedkunst blev diskuteret på linje med den gennemgang som Jens Toft foretager. Det skal ikke opfattes som nogen egentlig kritik, for den opmærksomme læser får jo blot lyst til at grave dybere i emnerne – og det er jo en meget god egenskab, når bogen er tænkt som en introduktion (og måske inspiration) til medieanalyser i bredere forstand.

Hele bogen er gennemgående godt redigeret, og selv om man (som jeg) ind imellem godt kan blive lidt træt af semiotikken, virker semiotikken samtidig som fællesgrund for de fleste af artiklerne og leverer det klister, der binder kapitlerne sammen. Man kunne endelig fristes til at kvidre en kritisk røst overfor semiotikkens noget ensidige reduktion af komplekse (kognitive / (audio)visuelle) sammenhænge til tegn, men der er det jo blot et spørgsmål om at søge videre i den litteratur, som bogen anbefaler, og den litteratur der ellers findes på området.