Medierne og medieudbudet ændrer sig – og derfor skal vores forståelse heraf også videreudvikles. Et af de felter, der har fået en vis grad af opmærksomhed de senere år, er det, der efterhånden er blevet døbt ’mediepsykologi’. Peter Allingham har nu i en tynd pamflet (kun 51 sider) samlet en række af de indsigter, man kan opnå ved hjælp af denne vinkel. Bogen hedder ganske simpelt Mediepsykologi, mens teksten også er udgivet som et kapitel i antologien Kulturen og det sociale liv.

Der er – og har længe været – en vis tendens til, at klistre en faggruppe eller et begreb fast på medierne for at finde frem til noget nyt. Før har det været fx mediesociologi, mediekultur eller mediesamfund, og nu er tiden kommet til mediepsykologi. Det er ikke altid klart, hvad det specifikt er, vi får ud af det – og trods de udmærkede medieforståelser og -teorier, Allingham viser, så er det ikke helt klart, hvad vi skal gøre anderledes, når vi kigger på mediepsykologi – frem for andre medieanalysemetoder.

Der er inden for medieforskningen er lang tradition for at trække veksler på psykologiske teorier, hvilket i høj grad gør sig gældende i applikationen af primært først psykoanalysen, dernæst den kognitivistiske psykologi. Derfor er mediepsykologi langt fra noget nyt, men snarere er det en etikette, der kan sættes på en større fælles tilgang. Allingham tager da også fat på både de psykoanalytiske og de kognitivistiske perspektiver, mens han først til allersidst viser sin nok vigtigste inspirationskilde og centrale udvidelsespunkt, nemlig David Giles’ Media Psychology.

Det er da også vigtigt at understrege, at Allingham ikke fremstiller eller opfinder en vinkel, som han kalder mediepsykologi, men i stedet beskriver han et felt, der har eksisteret i et stykke tid. På diverse psykologiuddannelser – på forskellige niveauer – er der i et stykke tid blevet undervist i det. Sågar har kosmetologuddannelsen et undervisningsfelt, der kaldes mediepsykologi – en vinkel, som kan bruges i forbindelse med makeup-arbejde inden for medierne. Det er altså et område, som allerede fra starten er multifacetteret, idet det nærmest er et paraplykoncept for flere forskellige – og internt stridige – former for psykologi og medievidenskab.

Det er derfor centralt for forståelsen af mediepsykologien, at det er udvidede begreber for stort set alt, der ses nærmere på. Det er et udvidet mediebegreb, og det er et særdeles rummeligt psykologibegreb, hvilket tilsammen stiller det simple spørgsmål: Hvad er så ikke mediepsykologi? For medier – af hvilke Allingham udfærdiger en yderst anvendelig og oversigtsskabende typologi – er alt lige fra stemmer og kroppe, over håndskrift og arkitektur, til film og mobiltelefon, mens psykologi (indirekte) bestemmes som ”bevidsthed, følelser og adfærd”. Tilsammen kan mediesociologien derfor snart sagt analysere stort al menneskelig adfærd, hvilket dermed samtidig også kommer til at gøre mediepsykologien til et kulturfag. Det kommer i den sidste ende derfor ikke på indlysende vis til at adskille sig fra fx de i forvejen særligt rummelige begreber mediekultur eller mediesociologi, der jo aldrig har afvist at trække psykologiens konklusioner med ind i analyserne.

Med andre ord er det tydeligt, at der intet er i vejen med de ganske klare og indsigtsfulde analyser og teoretiske fremstillinger i Mediepsykologi, men det bliver aldrig klart, hvorfor vi skal arbejde med endnu et begreb for medievidenskabelige undersøgelsesmetoder.