Hvis kunst frem for alt er en kommunikationsform, er det så principiel forskel på en mimers, en skuespillers og en musikers situation? Det vil mange formodentlig synes, inklusiv undertegnede, men forfatteren af denne bog mener, at fællestrækkene er langt flere end forskellene! Også når det gælder problemerne.

Bl.a. derfor er dette en af de mest provokerende og tankevækkende fagbøger, jeg har læst i mange år. Forfatteren er en amerikansk professor emeritus og dramaprædagog, altså en ikke-musiker – som ikke engang kan læse noder. Og dog skriver Bud Beyer med den dybe indsigts og den brede erfarings store vægt om, hvordan man som musiker kan forbedre sin kommunikation med publikum/andre mennesker, og det på en måde, der angriber alle hævdvundne uddannelses- og produktionspraksisser og -principper inden for den klassiske musik i dag, fra musikskoler over konservatorier til symfoniorkestre.

Vi har vænnet os til, at symfoniorkestermusikere til en koncert kommer lettere uorganiseret ind på tribunen, larmer med at stemme deres instrumenter (først individuelt, så kollektivt), stort set aldrig ser på publikum, men stirrer på deres noder på nodestativet under koncerten og relativt sjældent ser op – på deres dirigent. Musikerne vender sig ikke direkte mod publikum, med mindre dirigenten efter det sidste værk giver dem tegn til at rejse sig op og se ud i lokalet.

Beyer sammenligner den typiske klassiske instrumentalkoncert, som vi kender den fra alverdens store og små koncerthuse, med ”scenelæsningen” inden for det talte teater: den dramatiske tekst fremføres af skuespillere, der har manuskriptet med som støtte (de kan endnu ikke teksten udenad), og der er ingen eller et minimum af gestik, rekvisitter og scenografi. Det kan være en fin måde at fremføre en tekst på, så dennes ’rene’ kvaliteter står klart frem, men fremførelsen kan ikke – heller ikke af publikum – sidestilles med den gennemarbejdede forestilling, hvor alle sanser aktiveres. - Hvordan kan det så være, at denne egentlig foreløbige form accepteres som den endelige (koncert)form inden for klassisk musik?

Dirigenten kan som regel værket udenad (i hvert fald hvis det er et standardværk) – ligesom aftenens solist(er), der af samme grund kommunikerer betydeligt bedre med publikum, fordi der ikke er noget nodestativ imellem dem – og derfor elsker vi solister, som er levende og farverige…. Men ’til hverdag’ er vi faktisk mange, der lukker øjnene under en klassiske koncert: Der er reelt ikke noget interessant at se på, og med lukkede øjne kan vi måske bedre følge den ’rene’ musikalske fortælling med ørerne alene.

Det er et kæmpeparadoks, og ved jazz-, folkemusik- og rockkoncerter er det da heller ikke sådan. Det er (næsten altid) meningsløst at lukke øjnene, når man sidder eller står foran en lille, mellemstor eller (meget) stor scene og vil opleve en musiker eller et band, man måske kender fra sin cd-/mp3-samling / streamingtjeneste. Eller hvis man er på jazzklub og vil opleve en trio, hvis sammensætning ser interessant ud. Hvis der er en sanger med, skaber det som regel særlige forventninger.

Disse åbenlyse, men sjældent italesatte forskelle er grundstoffet i Beyers lille, men alligevel vægtige og helt basale bog. Dens præmis er meget enkel: Hvis musik er kommunikation mellem mennesker, hvordan kan det så være, at der er så mange ting indbygget i koncertsituationen, som forhindrer denne kommunikation? Og hvad kan man gøre for at ændre dette paradoksale problem?

En stor styrke ved bogen er, at den er umådeligt velskrevet. Den er fyldt med prægnante og præcise formuleringer fra forfatterens side og akkompagneres smukt af citater af mere eller mindre kendte musikere – nogle som har afprøvet ”Beyers metode”, andre (verdensberømte) som mere eller mindre intuitivt har kunnet det, det handler om at kunne. Jeg har været fristet til at bringe en bred vifte af citater, men vælger i stedet helt at lade være. Glæden ved at genkende, erindre eller blive overrasket over sammenhænge og indsigter gennem slående formuleringer bør være en del af oplevelsen ved at læse bogen.

Bogens første halvdel, fire kapitler i alt, analyserer først problemet (kap. 1 og 2) og anviser derefter (kap. 3 og 4) mulige indfaldsvinkler til at træne det, der med et kedeligt udtryk hedder ”udenadslæren” og det, der med et skræmmende udtryk hedder ”sceneoptræden”. Beyer omdefinerer det til at handle om henholdsvis ”memorering og ejerskab” ift. musikken og ”at skabe og udvikle en relation mellem udøver og publikum”. Anden halvdel – det lange kapitel 5 – er en rig og detaljeret øvelsesdel med glimrende, velbeskrevne og velbegrundede øvelser, som er lige til at bruge, individuelt og (især) i mindre og mellemstore grupper, der ønsker at arbejde med ”kommunikationscirklen”.

Det vil føre for vidt at komme ind på de enkelte elementer i denne (øvelses)cirkel, men dens elementer fortjener at blive præsenteret i overskrifter: Der er tre dimensioner – en fysisk, en rumlig og en narrativ (historie-)dimension. Og der er en række emner, som er mere eller mindre knyttet til dimensionerne: Torso – Ballistik – Sanserne – Opvarmning (mest i den fysiske dimension); Projektion – Modstand – Sfærer (mest i den rumlige dimension); Historier gennem objekter – Historier gennem monolog – Den personlige historie (mest knyttet til den narrative dimension). To store og detaljeret beskrevne øvelsesserier eksemplificerer den dybde, der kan opnås gennem øvelserne: den ene serie arbejder med Haiku-digte, den anden med skulpturer af Auguste Rodin. Alt er konkret og meningsfuldt knyttet til bogens overordnede mål: at få musikeren til at hvile i sig selv, gøre musikken til sin egen og kommunikere sin oplevelse og fortolkning af den optimalt til publikum.

Egentlig må man vel bare kapitulere og sige: Ja, mr. Beyer, du har ret; vi må prøve at gøre det bedre. Og måske kan vi følge nogle af dine gode råd. Du har gode argumenter for din sag; du har konkrete forslag, som musikere kan følge for at forbedre deres kommunikation med publikum; du har prøvet dine idéer af med mange musikere – med held. Så hvorfor er det så svært?

Her følger nogle (for)svar, som jeg formulerer a la djævelens advokat – det kan måske tydeliggøre de dilemmaer, der er på spil inden for det klassiske koncertliv:

• Produktionstiden er alt for kort til at muliggøre, at orkestermusikere / korsangere (kammermusikere / solister) lærer deres stemmer udenad.

• Koncerttraditionen har et indbygget fokus på dirigent og solist. Musikerne i orkestret / ensemblet / koret betyder meget lidt i sammenhængen, så hvis de ellers kan deres noder, er der ikke fokus på deres optræden.

• Musikerne har ingen uddannelse eller nævneværdig træning i at kommunikere direkte med publikum.

Dette er alt sammen korrekt i et historisk perspektiv og bestemt også i et fagforeningsperspektiv. Men det besvarer ikke spørgsmålene: Behøver det at være sådan? Kan koncerter tilrettelægges på en anden og mere kommunikerende måde? Kunne hele koncertlivet revitaliseres ved at gribe situationen anderledes an? Beyer svarer nej til det første og ja til de to sidste spørgsmål.

Jeg mener, at Beyers bog er en gave til musikere, musiklærere (på alle niveauer), orkesterchefer og andre, der ønsker at ændre forholdene, så enhver koncert bliver en oplevelse baseret på en direkte, multi-sensorisk kontakt mellem musiker og publikum. Med baggrund i mimepædagogik og mange kurser med musikere og dirigenter skriver Beyer sine erfaringer frem som næsten uafviselige synspunkter og forslag til forbedringer. Han viser simpelthen, at det kan lade sig gøre, og hvordan man kan komme derhen.

Inden for det klassiske musikliv har vi alle brug for dette, også selvom vi synes det er svært / tager meget lang tid at lære musik udenad og ikke rigtig kan finde tid til at træne performance. I bogen er der rigtig mange udsagn fra musikere, der alligevel har lært sig dette og erfaret forskellen fra før. - Som publikum ved vi alle fra mødet med store musikere – uanset genre – at de taler direkte til os, uden brug af noder eller manuskripter. Hvorfor tager vi ikke denne lærdom til os, og hvorfor er den ikke en del af institutionernes læreplan for os som musikere? Når man har læst Beyers bog, forstår man endnu mindre, at diskussionen om nye koncertformer (og den klassiske musiks publikumskrise) i dag handler mere om PR, lyssætning, visualisering af musikken på kæmpelærred og kendispræsentationer end om den musikalske præsentationsform.

Jeg husker det kæmpeindtryk, Keith Johnstones banebrydende bog Impro gjorde på mig for mere end et kvart århundrede siden. Jeg ved, den har været en ”bibel” for mange udøvende kunstnere siden dengang (ikke kun ift. teatersport). Sirkelen sluttes er på samme niveau – med potentiale til at blive en ny klassiker, som for min skyld gerne må blive en ny ”bibel” for klassiske musikere. Budskabet – forkyndelsen? – er i hvert fald klart og forjættende: ’Der blive liv!’