Ole Thyssen er en af vore danske stjernefilosoffer. Mangeårig professor i filosofi ved CBS, og med et væld af publikationer bag sig. Sidste år valgte han at udgive sine forelæsningsnoter som en samlet filosofihistorie med titlen Det filosofiske blik (2012). Nærværende bog er en forkortet smagsprøve på det store opus. Bogen er bygget op som tre overlappende essays, omkring ‘blikket’, dvs. den anskuelse et menneske møder verden med. I den antropologiske faglitteratur kalder man det sædvanligvis for ‘verdensbillede’, men Thyssen er altså faldet for betegnelsen ‘blik’. I første essay gennemgås det filosofiske blik, som er Thyssens udgangspunkt. Det er ikke det eneste blik, man kan beskue verdenen med, men det er Thyssens vinkel og dermed bogens motor. Andet essay beskriver en konfrontation, nemlig mellem det filosofiske og det religiøse blik. Essayet er både historisk og aktuelt funderet. Tredje essay er et eksempel på en intern spænding i et blik, nemlig økonomiens, hvor Adam Smiths tænkning gennemgås som et eksempel på et blik med indadvendt debat.

Første essay, “det filosofiske blik”, er bogens bedste. Kapitlet er et flot forsvar for det filosofiske projekt, som jo er en undren og en refleksion over verden. Thyssen medgiver, at man godt kan leve uden at vide ‘hvorfor’, men filosoffen ønsker at gå i dybden med det. I en tid hvor filosofien er i modvind, fordi dens økonomiske potentiale er sløret, er det væsentligt med argumenter for filosofiens eksistensberettigelse. Her er Blikskift er et flot eksempel på en filosof, der forstår at causere over en række vanskelige, men spændende, emner. Thyssens erfaring som filosof er tydelig at spore i teksterne, og sproget er smukt og poetisk. Det poetiske sprog skaber ikke en afstand, som man kunne frygte, men er med til at inspirere i læsningen. Jeg fandt det i hvert fald meget stimulerende, at sætningerne ikke var knudrede, men smukke og afrundede.

Det bliver hurtigt klart at Thyssens filosofi om blikket særligt hviler på to tænkere: Hans-Georg Gadamers hermeneutiske idé om for-domme og Niklas Luhmanns systemteori, herunder de såkaldte funktionssystemer.

Ideen i Gadamers hermeneutiske anliggende er at vise, at vi aldrig møder en tekst (i bred forstand) forudsætningsløst. Vi kan kun forstå ud fra den viden, vi hidtil har opsamlet, og vi er ikke i stand til at se bort fra denne viden - eller standpunkt - i fortolkningssituationerne. Thyssen formulerer det således: “Det blik, som styrer iagttagelsen, er ikke neutralt” (s. 19), og disse fordomme er sågar “uundgåelige” og “nødvendige” (s. 23) for at kunne få livet til at fungere.

Hos Luhmann er tanken den, at vi inddeler verden i del og helhed. For at kunne handle i verden, må vi skabe isolerede domæner, hvor vi bestemmer en anskuelse som skal gøre sig gældende der. Den anskuelse kan være meget forskelligt, fx inden for politik, økonomi, religion og videnskab. Det vigtige er, at systemet er altid enklere end sine omgivelser. Hos Thyssen forklares det sådan: “Vi beskytter os mod en alt for kompleks virkelighed ved at forenkle” (s. 9).

Uden at henvise til dem hviler Thyssens tanker også på videnskabsteoretikere som Stephen Toulmin og Michael Polanyi, som netop ønsker at afsløre vores tankesystemer som historisk forankrede, uden dermed at ende i vilkårligheden (s. 31).

Herefter opstår der dog en række problemer. Thyssen overtager nemlig en anden filosofisk metodologi fra Luhmann, nemlig den såkaldte ‘epistemologisk konstruktivisme’. Det betyder i første omgang, som vi har set, at man afgrænser verden i sfærer for at få overblik. Men det betyder, mere alvorligt, at man på sigt også får en ontologisk konstruktivisme (en slags kreativ ontologi), og så går det galt. Thyssen skriver, at “verden kan ikke iagttages som den er” (s. 35), men det betyder jo ikke, at “verden som den er” ikke eksisterer! At hævde menneskets begrænsning i erkendelse, er ikke det samme som at være tvunget til at hævde en nul-ontologi.

Det praktiske problem er her, at epistemologisk konstruktivisme fører den konsekvens med sig, at succes er et sandhedskriterium (s. 38). Men hvad mener man så med ‘sandt’? Var nationalsocialismen sand, fordi den var mainstreamfilosofi i 30‘ernes og 40‘ernes Tyskland? Måske ‘sand’ i afgrænset, lokal størrelse, som det mennesker pt. accepterer - altså en normalitet. Men jeg forstår ‘sandt’ som en ontologisk størrelse. Fx moralsk: det er på alle steder og til alle tider forkert at slå spædbørn ihjel for sjov. Det er sandt, fordi det er gældende uanset, hvilken moralfilosofi der pt. er populær. Thyssen mener øjensynligt noget andet, (jf. s. 77), og det har jeg meget svært ved at følge.

Et andet problem er fundamentalismen. Thyssen foregriber det andet essay ved at understrege, at man ikke kan være fundamentalist og filosof på én gang (s. 36). Grunden er, at fundamentalisten ikke begrunder sine påstande. Så langt så godt. Men jeg har svært ved at se, at den stædighed og selvsikkerhed, som Thyssen beskriver filosoffer med, skulle være andet en dogmatisme. Når filosoffer nægter at skifte standpunkt, forsvarer argumenter med deres liv, finder smuthuller osv. (s. 34 og 48), så er det svært i praksis at se forskel på religiøs og filosofisk fundamentalisme. Den første distinktion kan jeg købe, men det andet virker som et søgt forsvar for det hæderlige i filosoffers blindhed.

Andet essay, “det filosofiske og det religiøse blik” (s. 45-70), er bogens polemiske indlæg. På trods af religionens trange kår i Danmark viger Thyssen et helt kapitel til forsvar for det filosofiske blik over for det religiøse. En positiv side ved kapitlet er den ærlige ateisme, som Thyssen plæderer for. Der har været en tendens i Danmark til at ville omdefinere begrebet ‘gud’ og begrebet ‘tro’, så alle mennesker pludseligt tror! Det gælder fx Lars Qvortrups bog Paradokshåndtering og ritualproduktion (2011) eller Lars Sandbecks De gudsforladtes Gud (2012). Giv nu folk lov til at være ateister, og lad debatten fremstå på det grundlag. Andet er jo trættende. Her fører Thyssen er ærlig polemik imod en livsform og -tilgang, som han ærlig talt ikke bryder sig om.

Der er dog også i mine øjne en række problemer ved kapitlet. For det første omkring strukturen i bogen. Thyssen siger at han “til sidst vælger side” (s. 46), men allerede på de første fem sider i essayet beskriver han det religiøse blik med termer som “vanvittige påstande”, “totale utroværdighed” og “vanvittige teser”. Det er legitime postulater, men er ikke underbygget på det tidspunkt i fremstillingen.

Det andet problem, som faktisk kun er en fornemmelse, er dette: kender Thyssen mon nogle religiøse sammenhænge? Fx siger han: “Begrundelse erstattes med slag i bordet, og kritik udløser udstødelse eller død” (s. 51). Det er nok de færreste religiøse sammenhænge, som ser den beskrivelse som adækvat. Han påstår også, at “Det sociale problem er, at kan alle og enhver kommunikere med gud, eller udlægge teksten, opløser den religiøse orden sig i anarki” (s. 50). Det mente Tertullian også, hvorfor han strammede den eksegetiske frihed, men i dag ved vi, at selv dogmatiske bevægelser inden for kirken selvfølgelig har hermeneutiske principper, som der eksegeres ud fra, og derfor hersker den totale vilkårlighed ikke.

Og desuden, når den klare, verificerede sandhed ikke kendes, så gælder abduktionsprincippet også her. Det er ganske enkelt det bedste argument der vinder - lige netop hvad Thyssen ønsker! Andre lignende svagheder er, at Thyssen ikke mener, at krænkede dogmer debatteres offentligt (s. 64; mon han har været fraværende de sidste tre-fires år tid, hvor ritualet om vielse af homoseksuelle har fået massiv presse?); at ekskommunikation er eneste våben til at tackle indbyrdes uenighed (s. 57) og at religion åbner op for den totale vilkårlighed (s. 70).

Thyssen har gode argumenter for sin egen ateistiske tilgang til verden, men hans karikatur af det religiøse blik kan jeg ikke købe. Ikke i denne form i hvert fald. Men det skal stå uanfægtet, at Thyssens engagement i praktisk filosofi peaker i dette kapitel, og det er medrivende læsning!

Tredje essay, “Kærlighed og kynisme” (s. 73-97), skiller sig markant ud, ved ikke at omhandle blikkets teoretiske baggrund eller en konflikt mellem to blikke, men derimod at undersøge udviklingen i én filosofs blik, nemlig Adam Smith. Særligt undersøges A Theory of Moral Sentiments fra 1759 og Nationernes velstand fra 1776. Derudover undersøges, hvordan flere blikke kan eksistere samtidig i et samfund (s. 74).

Smiths tænkning er splittet mellem ‘sympati’ og ‘egoisme’. Sympatien er den grundlæggende følelse, som mennesker møder mennesker med: “Mennesker er ikke kun egoistiske, og de motiveres mere af følelser end af fornuft” (s. 74). Men egoismen eksisterer også, og Smith gør som den første begær efter rigdom til noget moralsk neutralt. Smith skelner - man kunne sige mellem funktionssystemer - så at følelser hører til i den nære verden (med ansigtets etik, jf. Levinas), mens egoismen råder i samfundet, hvor tingene styres af økonomi og politik. Når man læser gennem kapitlet kan man få den fornemmelse, at Smith modsiger sig selv. Men det er som sagt Thyssens projekt at vise, at det modsatte gør sig gældende: “I stedet for blot at sige, at Smith modsiger sig selv, kan man følge, hvordan han kortlægger både moralens emotionelle verden og økonomiens rationelle verden” (s. 85).

Der er altså flere blikke, der eksisterer samtidig, og det er netop pointen. Selvom vi vælger et blik, som vi anskuer verden med, er vi ikke fastlåst til det blik. Vi kan smidigt bevæge os mellem blikke, som passer til den givne setting. Dvs. at jeg i privatssfæren kan agere på én måde over for mine venner (med sympati), mens jeg som politiker må være egoistisk, fordi jeg løser opgaver for hele samfundet.

Hovedproblemet i dette essay er afslutningen. Her forlades Smith, og Thyssen vender sig igen mod Luhmanns funktionssystemer. Han konkluderer, at “Funktionssystemer er ikke handlingssystemer. De ‘gør’ ingenting, men er sprog i sproget, som gør det muligt kunstigt at isolere og pleje et blik” (s. 91). Det virker i bedste fald naivt. Handlinger foregår ikke i et vakuum, men udspringer af mine værdier og min livsanskuelse. Så selvom jeg foretager en selektion, for at kunne få overblik over verden, så vil den selektion påtvinge mig en handlen. At vælge Smiths egoisme som politiker, er dog en handling, uanset.

Thyssens bog er en velskrevet og herlig apologi for det filosofiske blik. Når den læses af mit filosofiske blik, så rummer den dog nogle fatale slutninger særligt omkring ontologi, som slører blikkets klarhed.