Tesen om, at Tyskland i 1941 overfaldt et intetanende og fredeligt Sovjetunionen bliver kraftigt imødegået i bog skrevet på grundlag af sovjetiske kilder. Den østrigske militærhistoriker Heinz Magenheimer har udsendt bogen med den lidt tilbageholdende titel Entscheidungskampf 1941.

Et af de heftigst diskuterede emner blandt tyske historikere er det tyske angreb på Sovjetunionen den 22. juni 1941. I efterkrigsforskningen blev Operation Barbarossa kaldt for en regulær angrebskrig, en krig som blev begrundet i Hitlers ideologi om "kampen mod den jødiske bolsjevisme".

Højrekredse og tidligere soldater på østfronten har stedse forsøgt at retfærdiggøre angrebet med argumentet om, at det var en ren præventivkrig. Denne tese var mere end politisk ukorrekt til langt op i 1980erne, da den begyndte at beskæftige flere historikere, dog overvejende af nationalkonservativ observans. Over for tesen stod den marxistisk-leninistiske skabelonagtige forklaring om den "antifascistiske kamp" og "den store fædrelandskrig".

Nyt arkivmateriale
Efter Sovjetunionens sammenbrud blev de tidligere totalt lukkede arkiver i Moskva tilgængelige, og kontroverserne mellem fortalerne for præventivkrigstesen og modstanderne fik ny næring.

For et par år siden kom den første debatbog, hvor højt ansete tyske og russiske historikere imødegik tesen samlet (Ueberschär/Bezymenskij: Der deutsche Angriff auf die Sowjetunion, Primus Verlag, Darmstadt).

Godt nok fandtes der angrebsplaner i Moskva udarbejdet af den militære top, men det er senere dokumenteret, at Stalin afviste planerne. Men historikerne er langt fra enige i bedømmelsen af Stalins planer, det gælder såvel historikere i og uden for Rusland.

Den røde Hær parat
Heinz Magenheimer – lektor i sikkerhedspolitik ved universitetet i Salzburg – affærdiger al tale om en præventivkrig, såvel fra tysk som sovjetisk side. Heinz Magenheimer påviser til gengæld, at Den røde Hær havde foretaget grundige krigsforberedelser før sommeren 1941. De var på et sådant niveau, at eftertiden nu kan se, hvor letsindigt den militære ledelse i Nazityskland havde undervurderet den sovjetiske side.

Hvordan forklarer Heinz Magenheimer så det faktum, at Den røde Hær indkasserede det ene forsmædelige nederlag efter det andet i efteråret-vinteren 1941-42? Han argumenterer med den synergi, det tyske angreb oplevede. Og ender med at imødegå tesen om, at Tyskland alene havde skyld i krigen på østfronten.

Den slags kommer vi helt sikkert til at høre meget mere til. Og der er god grund til at holde øje med dagsordenerne. Det kan ikke udelukkes, at Heinz Magenheimer og forlaget også har én.