Det er en lidt mærkelig fornemmelse at skulle anmelde en bog af Atle Kittang, som denne anmelder har haft liggende et godt stykke tid, idet Kittang i mellemtiden – ikke uventet, men efter lang tids sygdom – er død. Atle Kittang var en af de absolut førende litteraturforskere i Norden, og man har i den sidste menneskealder altid kunnet spore en kolossal respekt for denne litterat. Og det er næppe nogen overdrivelse at sige, at man blandt nordmænd ofte mødte den opfattelse af, at der simpelthen var to klasser inden for norsk litteraturforskning: Én med Kittang og én med alle de andre.

Atle Kittangs bøger er talrige såsom Litteraturkritiske problem (1975), Om litteraturhistorieskriving (1983), Ord, bilete, tenking (1998), Moderne litteraturteori (1993), Sju artiklar om litteraturvitskap (2002) samt banebrydende værker om Hamsuns og Ibsens forfatterskaber. Dertil kommer det værk, som han skrev sammen med Asbjørn Aarseth i sin tidlige ungdom, nemlig Lyriske strukturer (1968), der stadig angiveligt er det værk inden for nordisk litteraturforskning, der er solgt i flest eksemplarer, nemlig over 40.000. Når Kittangs sidste værk blev Poesiens hemmelige liv, kan man således sige, at ringen er sluttet med hensyn til, at dette suveræne litteraturkritiske forfatterskab vender tilbage til den genre, som – måske – lå forskeren allernærmest, og som han havde den mest unikke indsigt i – nemlig lyrikken.

Poesiens hemmelige liv er komponeret af artikler, som Kittang har publiceret over flere årtier, men til trods for at der er tale om punktnedslag i forskellige forfatterskaber og litteraturvidenskabelige problemstillinger, er der en organisk helhed over værket, således forstået, at man overalt – ud over at de samme typer af argumenter dukker op – mærker det samme glødende engagement og den evnen til at trænge ind i de skjulte hjørner af de poetiske tekster for at finde en markant pointe.

Bogen falder i to hovedafsnit. Det første er et mere generelt om litteraturvidenskabelige problemer, mens det sidste er specifikt værkorienteret og vedrører en række norske og danske forfatterskaber. Hvad angår det førstnævnte hovedafsnit hedder afsnittene ”Om poetisk form”, ”Om kjerleik og lyrikk”, ”Om poesi og natur”, ”Om poetiske rom” og ”Om den som er borte fra alle bukettar”, og det er, som man bemærker, de helt store og omfattende litteraturvidenskabelige emner, der her tages livtag med. I det andet hovedafsnit drejer det sig derimod om læsninger i specifikke forfatterskaber, nemlig Olav H. Hauge, Terje Vesaas, Einar Økland, Inger Christensen og Hanne Bramness. Der er her tale om indbyrdes uafhængige studier, der heller ikke har nogen umiddelbar sammenhæng med de mere generelle afsnit, om end der i mange tilfælde kan drages paralleller mellem afsnittene.

Skal man skitsere det, man kunne kalde den særlige kittangske metode, er der derimod tydelige fællestræk mellem artiklerne. Disse falder således alle i tre dele, hvor den første rummer en spidsformulering af den pointe, som artiklen har, den anden rummer en minutiøs nærlæsning af en række poetiske tekster, mens den tredje er en nuancering af de teser, der indledende er fremlagt. Lad mig give et rids af, hvordan dette i praksis forløber i Kittangs oftest blændende læsninger.

I afsnittet ”Om litterær form” slår Kittang til lyd for, hvad man kunne kalde et dobbelt formbegreb. Hermed menes der, at digteren dels overtager og arbejder inden for bestemte retoriske, kompositionelle samt genre- og formmæssige koncepter fra traditionen, dels foretager en personlig forvaltning af disse remedier. Kittangs formulering lyder: ”Form er ikkje berre det som gir omriss og konsistens. Poetisk form frigjerr også frå det konvensjonelle, fastlagde og automatiserte. Den har med andre ord dobbel verknad, den er stabiliserande og overskridande på same tid” (18). Denne refleksion over formbegrebet kobler Kittang overbevisende til vore kulturbegreber som helhed, idet han påpeger, at der også her er en dobbelthed, hvor man på den ene side med kultur mener ritualiseret adfærd, dvs. det statiske og strukturelle ved kulturen, og på den anden side mener overskridelser af rituel adfærd, dvs. det dynamiske og systemopbrydende.

Det er oplagt, at Kittangs bestemmelse af den poetiske form som en dialektik af kollektive overleverede formkrav og individuel impuls og fortolkning af disse krav ikke er ny, men er udfoldet såvel i den angelsaksiske nykritik som i den tyske stilistik (f.eks. Karl Viëtors genrepoetik og sonetstudiet) samt hos bl.a. Th.W. Adorno, hvor der i forskellige varianter lægges vægt på, at form og indhold ikke kan betragtes som uafhængige størrelser, men derimod er uadskillelige. Særdeles inspirerende er imidlertid den måde, hvorpå Kittang eksemplificer sin tese, idet vi får analyser af to af John Donnes sonetter, i hvilke det på forbilledlig vis påpeges, at der er spændinger mellem form og formbrud.

Kittang anfører: ”Det kjem til udtrykk ikkje berre i metrikkens forhold til språkrytmen eller i den fridomen som Donne tar seg med sonettens formkrav når diktet blir konstruert, men også i forholdet mellom det parafraserbare innhaldet i diktet og den meiningsskapande prosessen som går føre seg i spelet mellom tanke og bilete.”(29) Der bliver kort og godt argumenteret for, at den klassiske regelæstetiks idé om, at formen blot er en beholder for et vilkårligt, ikke-individuelt indhold, hvis opløsning normalt sættes til den romantiske bevægelse, på ingen måde gælder, hvis man ser på en af 1600-tallets store poeter som Donne.

I essayet ”Om lyrik og kærlighed” lanceres der også indledende en skarp tese, der lyder, at al lyrik ifølge Roland Barthes udtrykker sig i formlen je t’aime, dvs. at den mest fundamentale impuls i lyrikken er en kærlighedsmangel, eller lidt bredere sagt, en længsel efter nærvær, sanselighed og intimitet. Kittang knytter elegant denne idé sammen med den retorisk-dekonstruktive lyrikforsknings forestilling om, at de to inden for – klassisk – lyrik dominerende figurer, apostrofen og prosopopeiaen, med deres påkaldelser og animeringer af ikke-levende fænomener, netop udtrykker Barthes formel: je t’aime.

Kittang eksemplificer med fine analyser af Henrik Wergeland, Elizabeth Barrett Browning og Tove Ditlevsen, at en hel del lyrik passer med Barthes’ idé om, at kærlighedslængslen er en grundlæggende poetisk impuls – uden at han dog hævder, at noget sådant gælder for al lyrik. Et andet spørgsmål anslås desuden via en modstilling mellem Wergeland og Browning, nemlig om der er forskel på den mandlige og den kvindelige kærlighedslyrik. På dette spørgsmål glider Kittang dog af med et gennemført ikke-svar ved at pointere, at forskellene mellem de to lyrikere kan skyldes deres køn, men at det i lige så høj grad kan skyldes tidstypiske tendenser og individuelle forskelle.

I ”Om poesi og natur” har vi at gøre med et spørgsmål, der ikke er mindre kompliceret end i diskussionen af relationen mellem køn og poesi. Kittang opridser således de to grundlæggende vinkler på, hvordan relationen mellem på den ene side menneskets kultur og poesi og på de anden naturen kan være. Den ene optik pointerer en organisk samklang med naturen, hvor vi projicerer vore længsler og drømme ind i naturen og ser ”sjælen som et landskab”, som symbolisterne udtrykte det. Den anden fokuserer på divergensen og konfrontation mellem naturen og menneskeverdenen.

Kittangs greb er her at tage tre kanoniserede digte, der normalt knyttes sammen med bestemte litteratur- og idéhistoriske koncepter. Det drejer sig om Shelleys ”Mont Blanc”, som ofte forstås i relation til Kants forestilling om ”det sublime”, Keats ”To Autumn”, der tilsvarende er blevet forbundet med Kants idé om ”det skønne”, og Annette von Droste-Hülshoffs ”Mondesaufgang”, der er blevet betragtet som et prototypisk biedermeier-digt. Det anskueliggøres herefter i Kittangs minutiøse, dekonstruktivt inspirerede læsninger, at der er rifter i de visioner om forsoning mellem individ og natur, som digtene angiveligt propagerer. Og at digtene hermed bliver privilegerede anlæg til, at vi kan få indsigt i dét ved vor eksistens, der er individuelt, kulturelt og ”ikke-naturligt”.

I ”Om poetiske rum” er det ikke som i det foregående afsnit den dekonstruktive værktøjskasse, der er fremme, men derimod den fænomenologiske, som Kittang, som den uhyre belæste litterat han er, også behersker til fulde. Der lægges her ud med en introduktion til Bachelards forestilling om ”det lykkelige fantasirum” som en fundamental betingelse i poesien, således som det beskrives i La poétique de l’espace (1957) og La poetique de rêverie (1960). Essensen i Bachelards tænkning er, at de rum, der gestaltes ved hjælp af poetiske imagination, bryder med enhver form for kausalitetstænkning og ikke kan forklares med baggrund i nogen form for psykologiske eller historiske begrebsdannelser. Poesiens imaginære udgør på denne vis et spring over i en tilstand af oprindeligt velvære. Bachelard taler således om sine analyser af billeder som ”topofilier”, dvs. kærlighed til steder, og det drejer sig her om rumlige gestaltninger, der skaber identitet, sammenhæng, tryghed, nærhed og følelsen af at høre til.

Denne teori om det billedlige – som Kittang også tidligere har introduceret i dansk sammenhæng – bryder fundamentalt med såvel den traditionelle psykoanalytiske og surrealistiske opfattelse af billedet som en manifestation af et dissonantisk-fortrængt psykologisk potentiale som med den dekonstruktive forståelse af billedet som et rent retorisk fænomen. Kittang går i den analytiske del af sin artikel over til at applicere Bachelards billedsprogsteori på to af den moderne poesis pionerer, nemlig Baudelaire og Rimbaud. Dette er naturligvis i opposition til den dominerende tendens inden for forskningen i disse franske digtere, hvor hovedvægten hos Hugo Friedrich og mange andre lægges på, at f.eks. Les fleur du mal (1857) er gennemsyret af fortvivlelse, chokoplevelse og spleen.

Kittangs analyser er her naturligvis tentative eksemplifikationer. Han gennemgår således Baudelaires lange digt ”Le Chevelure” under overskriften ”den sanselige ek-stasens rom”(95) og påpeger, at denne tekst er i samklang med Bachelards ”lykkelige rum”, mens Rimbauds ”Métropolitain” læses som en kontrast til Bachelard og Baudelaire, idet der, ifølge Kittang, er tale om ”det fragmenterte rommets metapoesi” (104). Analyserne er som altid hos Kittang særdeles klare, velargumenterede og sensitive. Dog kan man diskutere de to analysers repræsentative status i forhold til forfatterskaberne, idet man ikke ville have set den samme polaritet mellem Baudelaire og Rimbaud, hvis man f.eks. havde valgt et af Rimbauds tidlige og et af Baudelaires sene digte.

Hvad angår den mere specifikke del af Poesiens hemmelige liv med læsningerne af Hauge, Vesaas, Økland, Christensen og Bramness kan det siges, at vi også her finder en række fortræffelige fortolkninger, der naturligvis vil indgå i den senere forskning i disse forfatterskaber. Det kan dog anføres, at disse læsninger ikke har det Schwung, som man finder i bogens første del, hvor Kittangs unikke evne til at forene den nuancerede nærlæsning med de store æstetikhistoriske perspektiver med pædagogisk klarhed for alvor træder frem.

Skulle man komme med en kritik af Kittangs bog vedrører det indledningen, hvor, jeg synes, forfatteren har en alt for defensiv holdning til sit eget projekt. Kittang skriver således: ”I dag bliver det sagt og gjentatt i det uendelige at poesien er blitt litteraturens fattige stebarn. At ingen kjøber poesi, ingen les poesi, ingen skriv om poesi. Denne dystre diagnos er berre delvis rett.” (7) For her kunne det være værd ganske kort at slå fast, at karakteristikken efter min mening er så usaglig og udokumenteret, at det virker malplaceret, at Kittang føler sig foranlediget til at kommentere den, dvs. at forsvare det at skrive endnu en fremragende bog om lyrik. Lad mig anføre tre korte grunde til, at den kritik Kittang anfører er forfejlet.

For det første har lyrikken på ingen måde nogen særstatus inden for litteraturen med hensyn til at være ”litteraturen fattige stebarn”. Dette kan man hurtigt forsikre sig om, hvis man tolker metaforen således, at det skulle se dårligere ud salgstalmæssigt for den moderne lyrik end for den moderne prosa, idet man ved et kort blik på dagens bestsellerlister vil se, at kun genrelitteraturen, dvs. krimier og erotiske fortællinger, samt biografier og livsstilshåndbøger er repræsenteret. Af yngre eller sågar eksperimenterende nyere prosa ser man derimod aldrig spor på disse lister, hvorfor det kan sluttes, at prosaen er et ligeså ”fattigt stedbarn”. Man kan kort sagt slå fast, at tendensen til at ville marginalisere poesien som en genre, der sælger specielt dårligt, intet har på sig, og at modsætningen tværtimod står et ganske andet sted nemlig mellem bestsellerlisternes genrelitteratur og den eksperimenterende nye litteratur.

For det andet er det fejlagtigt at påstå, at ingen læser poesi i en tid, hvor der stadig udkommer ligeså mange digtsamlinger, som der altid har gjort, hvor internettets publicering og angivelige konsumtion af digte er enorm, og hvor poesien i det hele taget florerer i samspil med andre kunstarter og i nye medier på eksplosiv vis i forbindelse med f.eks. digtperformances og elektronisk formidlede kunstværker.

For det tredje er det naturligvis nonsens at anføre, at der ikke skrives om poesi. Og trist og fjollet, når Kittang også føler sig foranlediget til at anføre, at poesien ”ikkje blant dagens litteraturforskerarar og litteraturstudentar står” ”særleg høgt i kurs”. For betragter man nordisk litteraturforskning siden 1990, er det ganske rimeligt at påpege, at en række af de vigtigste litteraturteoretiske retninger netop har udfoldet sig i et overordentlig frugtbart samspil med en bestemt genre, nemlig lyrikken. Jeg tænker her på bl.a. dekonstruktionen, fænomenologien, nyformalismen, ekfraseteorien og økokritikken. Ser man dertil på de videnskabelige afhandlinger, der er udkommet inden for nordisk litteraturforskning, er det let at pege på et halvt hundrede, der alle har beskæftiget sig med lyrik. Og skulle studenter på nordiskstudierne tages til indtægt for en manglende interesse for genren lyrik, kan jeg da også godtgøre, at antallet af projektopgaver og specialer fra Aalborg Universitet har fin ligevægt med hensyn til henholdsvis lyrik og prosa.

Med de sidste bemærkninger har jeg fjernet mig et stykke fra min reception af Atle Kittangs Poesiens hemmelige liv. Det skal imidlertid ikke være nogen hemmelighed, at Kittangs bog er stykke fremragende lyrikforskning, der formidles på forbilledlig vis. Og at denne bog utvivlsomt kan give poesien både flere og bedre læsere.