Hvorfor vedblev nazi-regimet og også størstedelen af det civile Tyskland med at gøre håbløs, men hård modstand på et tidspunkt, hvor alle vidste, at krigen var tabt? Det er det store spørgsmål i Slutspil - Hitler-Tysklands hårdnakkede modstand og destruktion 1944-1945 forfattet af den anerkendte britiske historiker Ian Kershaw. Bogen behandler perioden fra det mislykkede attentat på Hitler i førerbunkeren i Østpreussen i 1944 til kapitulationen i maj 1945 – ja, faktisk lidt længere. Dönitz-regeringen i Flensborg (ledt af storadmiral Karl Dönitz) fortsatte på bizar vis med at eksistere og arbejde i Flensborg til og med den 23. maj – to uger efter kapitulationen – indtil briterne havde fået nok og arresterede ham og hans medhjælpere.

Ian Kershaw kunne også have valgt D-dagen den 6. juni 1944, den dag de allierede gik i land på Normandiets kyst, som begyndelse på sin kronologiske fortælling. Men der er god mening i at tage attentatet den 20. juli som udgangspunkt. Fra dette tidspunkt blev nazi-regimet mere radikaliseret end før. Det faktum, at bombeattentatet i Wolfschanze slog fejl, brugte Hitler til at centrere endnu mere magt om sig selv og sin loyale elite. SS-chefen Heinrich Himmler fik ansvaret for erstatningshæren (Ersatzheer), rustningsminister Albert Speer fik beføjelser til at gå mere direkte ind i våbenproduktionen, propagandaminister Joseph Goebbels blev formelt udnævnt som »befuldmægtiget rigsminister for totalkrig«, og Martin Bormann, Hitlers personlige sekretær, fik øget sin magt væsentligt gennem NSDAP.

Førerkulten styrket efter 20. juli 1944
Førerkulten var efter den 20. juli 1944 defensiv, men væsentlig styrket. Det kan lyde selvmodsigende, men i store dele af den tyske befolkning blev kuppet mod Hitler betragtet som noget negativt. Tyskland var i sommeren 1944 presset i bund, og derfor blev attentatet begået af førerens egne oberster og generaler, anset som værende et fejt angreb bagfra. Det brugte Goebbels i propagandaen.

Oberst Claus von Stauffenberg og de øvrige involverede i kuppet – og den derefter følgende Valkyrieplan, der skitserede magtovertagelsen og den ny politik efter Hitler – havde fredsforhandlinger med de allierede som et af de væsentligste programpunkter. Det var ifølge Ian Kershaw også det mest fornuftige efter de allieredes landgang i Normandiet. Men i Tyskland fortsatte det, som Kershaw kalder den »selvdestruktive modstand« hinsides det punkt, hvor alle andre krigsførende nationer ville have overgivet sig. I Italien var Mussolini allerede blevet afsat af statsrådet, hvorefter tyskerne dog genindsatte ham.

Modstanden var ikke blot set med eftertidens øjne selvdestruktiv, men også i en militærfaglig optik på den tid. I historisk perspektiv er det usædvanligt, at et regime i en krigsførende stat stadig er ved magten, når katastrofen – det reelle militære nederlag – indtræffer. Som oftest bliver et krigsførende regime væltet indefra eller nedefra inden den totale ødelæggelse. Det skete ikke med Det Tredje Rige.

I sommeren 1944 var det slut
Krigen burde ifølge Kershaw være stoppet i sommeren 1944, men efter 20. juli var der ingen enheder i den herskende elite, der havde magten eller viljen til at organisere modstand mod Hitler. Samtidig havde Hitler udelukket al tale om kapitulation. I hele den fortælling eller rettere illusion, det var lykkedes nazi-regimet at opbygge, var fører og folk bundet sammen i »folkefællesskabet«. Samtidig havde de allierede stillet som betingelse, at en kapitulation skulle være betingelsesløs. Indtil 20. juli 1944 var der modstandskredse i Tyskland, der talte om kapitulation, men aldrig om en betingelsesløs kapitulation.

Ian Kershaw dokumenterer, hvor stor en rolle dolkestødslegenden fra Første Verdenskrig spillede i den tyske befolkning. Dolkestødslegenden var myten om, at Tyskland ikke tabte Første Verdenskrig militært eller strategisk, men at kejserrigets sammenbrud skyldtes den indenrigs revolution, der kulminerende i november 1918. En revolution, der krævede fredslutning og kejserens abdikation. Den var denne myte, nazisterne med succes brugte i retorikken op til magtovertagelsen i 1933, og det var en myte, der siden 1918 havde levet i nationalkonservative og højreradikale kredse. På dette punkt afveg den brede befolkningsholdning ikke fra nazitoppens: Defaitisme var ildeset.

Vanvittigt eksempel fra Mittelfranken
Ian Kershaw indleder bogen med et konkret og særdeles illustrativt eksempel fra byen Ansbach i Mittelfranken: Den 18. april 1945 stod amerikanske tropper uden for byen. Den lokale Gauleiter (den nazistiske distriktsleder) er flygtet om natten, og indbyggerne har boet i beskyttelsesrum i flere dage. Militærteknisk er byens overgivelse blot et spørgsmål om tid. Al modstand er på dette tidspunkt nytteløs.

Om formiddagen klokken 11 klipper den 19-årige teologistuderende Robert Limpert telefonforbindelsen mellem værnemagtsenheden uden for Ansbach og telefonen tilhørende den militære kommandant i byen. Han hedder dr. Ernst Meyer, er Luftwaffe-oberst og fanatisk nazist. Robert Limpert opholdt sig få uger forinden i Würzburg, hvis barok- og rokokobygninger han så blive jævnet med jorden sammen med en civilbefolkning, der blev opslugt af flammer.

Robert Limperts mål er at undgå, at kulturværdierne i hans fødeby går tabt og samtidig at redde menneskeliv. Da han klipper ledningen, bliver han opdaget af to drenge fra Hitler-Jugend, og disse rapporterer omgående sagen til den lokale ordensmagt. Robert Limbach bliver dømt til døden ved en standret og hængt op i en løkke foran Ansbachs rådhus. Det lykkes ham at befri sig fra løkken og flygte, men en gruppe civile indbyggere sætter efter ham, og politiet fanger ham. Hænger ham – denne gang med døden til følge. To timer efter hans død rykker amerikanerne ind i byen. Da var kommandanten allerede flygtet fra Ansbach.

Pamperne flygtede først
I østprovinserne blev storbyer erklæret til fæstninger, hvor regimet udsatte civilbefolkningen for en terror, som ifølge Ian Kershaw ikke kan overdrives. I februar-marts 1945 var spillet i realiteten ude for Königsberg i Østpreussen og Breslau i Schlesien, men de lokale gauleitere havde erklæret, at byerne skulle forsvares til sidste mand. Resultatet var, at en tredjedel af de respektive byers indbyggere omkom, og bykernerne og kulturhistorie blev lagt i grus.

Da byerne overgav sig, var de civile overladt til Den Røde Hær, mens Gauleiterne var flygtet. Slutspillet var desperat og frugtesløst. Halvdelen af de tyskere, der blev dræbt under Anden Verdenskrig, døde i de sidste ti måneder af krigen.

Ud over 1918-syndromet og det faktum, at Hitler først skulle væk, før den tyske befolkning kunne overgive sig, har Kershaw endnu en væsentlig forklaring på den loyalitet, som tyskerne udviste helt til det sidste: Østpå vidste de tyske soldater ganske udmærket, hvilken skæbne der ventede dem, hvis de faldt i Den Røde Hærs hænder. Det lå i hukommelsen på begge sider, hvilken bestialsk angrebskrig, tyskerne selv havde ført siden angrebet på Sovjetunionen i 1941. Naziregimet vidste ganske udmærket, hvordan moralen skulle holdes. Propagandaen forstærkede kraftigt civilbefolkningens rædsel for »befrielsen fra øst«. Naziregimets spidser vidste fra sommeren 1944, at de nu kun levede på lånt tid. De havde intet at miste, ingen fremtid, og denne erkendelse udmøntede sig i terrorisering af civilbefolkning, desertører og slavearbejdere importeret fra nabolande.

Det er en fremragende bog, Ian Kershaw har begået, selv om han nogle gange er lidt tør og pertentlig, især af en angelsaksisk historieskriver at være. Han skriver sig varm i begyndelsen, men går ned i kadence ved at beskæftige sig med interne magtkampe i nazihierarkiet og liste en helt mængde enkelteksempler op, eksempler, der i virkeligheden siger det samme.

Man skal ikke lagde sig afskrække af bogens voluminøse sidetal (den vejer halvandet kilo!). Noter, register, litteraturfortegnelse, arkivfortegnelse og listen med forkortelse fylder tilsammen 160 sider.