Besættelsen set med tyske øjne / Jens Jessen / 280 sider
GT Forlag. ISBN 978-87-989725-7-0
Anmeldt 24/7 2013, 13:52 af Hans Christian Davidsen
En velkommen sjældenhed
En velkommen sjældenhed
« TilbageMeget lidt har ændret sig.
En krig af den rigtig rå slags skildres oftest ensidigt i fotografiet. Vi så det i Irak-krigen. Og historiebøgerne efter Anden Verdenskrig var hyppigst fra én side af fronten. Hvornår har vi set besættelsen af Danmark skildret med tyske øjne?
Journalist Jens Jessen fra Skanderborg har rådet bod på manglen, der i grund og bund har ganske naturlige årsager. Besættelsen set med tyske øjne er titlen på en bog med næsten 400 billeder taget af tyskere, der var udstationeret i Danmark fra 1940 til 1945.
Mange tyskere havde deres egne kameraer med, og en pæn del af dem var ganske flittige til at tage billeder af det dagligdagens Danmark, som de så. Nogle havde dyre kameraer med efter datidens forhold, andre mere ydmyge apparater. For mange af soldaternes vedkommende var det første gang, de skulle til udlandet, og med kameraet kunne de fortælle, hvordan der så ud.
Private fotoalbums
Jens Jessens bog skildrer det Danmark, som den almindelige tyske soldat så. Forfatteren har primært samlet billederne ved at opkøbe private fotoalbums på Ebay. På mange af billederne er også danskere, der havde de tyske soldater tæt inde på livet. Det var danskere, der havde tyskere boende på værelser eller i lejligheder, der var beslaglagt af besættelsesmagten, danskere, der boede ved siden af forlægninger, barakker eller flakstillinger, eller danskere som skulle igennem afspærrede områder og hver dag forbi en tysk vagt.
Den slags førte uundgåeligt til, at man lærte hinanden at kende på tværs af storpolitik og selv om et lillebitte fåtal af danskere sympatiserede med besættelsesmagten. Det var mellemmenneskelige relationer på tværs af systemer.
Billeder glemt i 50 år
Bogen indeholder en helt speciel serie billeder, som er taget på Bornholm af lettiske soldater i tysk uniform. Filmen blev indleveret til fremkaldelse i en fotoforretning i Rønne, men aldrig afhentet. Først 50 år senere så filmen dagens lys. En utrolig historie.
De tre baltiske lande Estland, Letland og Litauen var uafhængige i mellemkrigstiden. Men uafhængigheden sluttede brat, da Sovjetunionen besatte de tre lande i juni 1940. Da Nazityskland angreb Sovjetunionen i 1941, så mange baltere muligheden for selvstændighed ved at melde sig til Waffen SS. I de sidste måneder af krigen søgte mange af disse baltiske SS-soldater mod vest på flugt fra Den Røde Hær, og en del endte på Bornholm.
Bogen indeholder endvidere fotos fra Sønderjylland, primært billeder udlånt af Lokalhistorisk Arkiv i Tønder. Ud over de velkendte fotos af de tyske troppers march gennem byer og ad landeveje er der blandt andet et foto fra Hechts boghandel, der i september 1944 fik en sten gennem ruden, fordi han havde et portræt af føreren stående i butiksvinduet. Boghandleren reagerede ved at sætte en seddel op i vinduet med påskriften »Nicht ärgern - nur wundern«.
Flødeis og solbadning
Et andet sted i Tønder, i Vestergade 24, blev August Müllers forretning lukket af tyskerne. Årsagen var, at en ansat i september 1943 var blevet afskediget, fordi han havde meldt sig som Zeitfreiwilligendienst, der var en slags uniformeret hjemmeværn, som skulle bistå de tyske tropper i det tilfælde, at Danmark blev invaderet af de vestligt allierede. På fotografiet ser man to vagtposter foran den lukkede butik.
Det er vanskeligt at sige, om bogen giver noget dækkende billede af de tyske soldaters ophold i Danmark. Oplevelserne var individuelle. Den giver i hvert fald et andet indblik i besættelsestidens Danmark end det, danske læsere er vant til at se. Og når man ser tyske soldater smovse flødeis ved en isvogn i nærheden af Thisted, slikke sol i liggestole eller hygge sig med piger fra en konservesfabrik, så tænker man uvilkårligt på det øgenavn, som de tyske soldater gav Danmark: Flødeskumsfronten, der var en kontrast til helt andre barske virkeligheder på Østfronten.