Sjældent får man et grundigt indblik i livet i Mumbias slum. Filmen Slumdog Millionaire (2008) berørte tusinder af hjerter verden over, og i Bag det evigt smukke tager Katherine Boo os med ind i en konkret slum i Mumbai på godt og ondt. Katherine Boo, der er journalist og tilknyttet The New Yorker, har igennem 20 år rapporteret fra fattige samfund og til denne bog har kun ligeledes udført grundig journalistik, idet hun har tilbragt tre år og fire måneder på at følge nogle af Mumbais mest forarmede beboere i slummen Annawadi tæt på lufthavnen.

Slum i Mumbai
Bogens handling tager afsæt i slummen Annawadi, der ligger i skyggen af luksushoteller ved Mumbais lufthavn i et land, der rummer en tredjedel af verdens fattige. Annawadi er hjem for mange forarmede indere, der hver dag desperat kæmper for at skabe sig et liv som følge af byens økonomiske vækst. Slummens beboere lever dog også hver dag i frygt for, at de en dag vil blive smidt ud, idet deres eksistens tydeligt repræsenterer skyggesiden af Indiens enorme økonomiske fremvækst.

Bogen følger flere personer sideløbende og beskriver deres skæbne. Den ene er den muslimske familie Husain, som i starten af bogen klarer sig udmærket. Teenagesønnen Abdul arbejder hårdt og effektivt ved at sortere affald og videresælge det. En dag kommer moderen Zehrunisa dog i et skænderi med den etbenede prostituerede Fatima, der er nabo til familien. Fatima sætter herefter ild til sig selv, og efter hendes død anklages sønnen Abdul og faderen for at være meddelagtige i Fatimas død. Dette er starten på en lang retssag for familien Husain, der medfører hårde økonomiske tab og sætter lys på uretfærdigheden i det indiske retssystem, hvor korruption er et middel, der hyppigt bruges.

En anden central person er hindukvinden Asha, der er dronning af slummen. Asha ønsker magt og bruger alle midler for at opnå dette, bl.a. ved at benytte politiske kontakter samt kontakter inde i politiet. Ashas smukke datter Manju portrætteres ligeledes. Manjus fremtid ser lysere ud end størstedelen af Annawadis beboere, idet hun er ved at universitetsuddanne sig.

Flere personer tæt på de to familier beskrives ligeledes på godt og ondt, bl.a. hvordan de overlever ved at sælge og stjæle, hvordan rottegift flittigt bruges som et middel til selvmord og hvordan synet af døde mennesker er noget, der så hyppigt forekommer, at ingen synes at tage sig af det mere – de lader simpelthen de døde ligge indtil andre tager sig af sagen.

En stemme til de uhørte
Hvad der giver denne bog en særlig dybde, er dens formidling af de uhørtes stemme. Den giver et indblik i skyggesiden af Indiens ellers boomende økonomiske fremgang. Den portrætterer dybfølt livene i slummen – deres håb og frygt – og netop denne side af Indien er overraskende uhørt. Boo giver disse skæbner en stemme og fortæller deres historier på fornemste vis. Deres historier er brutale og det kan være svært at begribe, at der findes mennesker, som lever under disse vilkår. Dette er ikke en historie som Slumdog Millionaire, hvor drengen ender med at blive millionær og får pigen, han elsker. Det er en historie om de sande skæbner i slummen.

Jeg er især fascineret af Boos evne til at beskrive disse vilkår ganske distanceret og så objektivt som muligt. Det er først i forfatterens efterskrift, at Boos egen stemme kommer til orde og hvilke udfordringer, hun har stået over for i udarbejdelsen af denne bog. I og med at Boo er indisk gift, har hun fået et uvurderligt indblik i den indiske kultur og viser derigennem en forståelse for selvsamme. Jeg vil anbefale enhver, der ønsker at kende den indiske kultur bedre at kende, at læse denne bog, idet den giver et mere nuanceret indblik i livet hos en stor del af Indiens befolkning – nemlig de fattiges.