Hvorfor døde tusindvis af tyske flygtningebørn, efter at de kom til Danmark i 1945? Det spørgsmål har historikeren og lægen Kirsten Lylloff stillet i en ph.d.-afhandling. Hendes påstand var, at det hovedsageligt skyldtes mangel på lægehjælp og tilstrækkelig ernæring efter, at de var kommet til Danmark i flygtningelejre.

Hendes afhandling blev antaget, men affødte en kolossal offentlig debat i Danmark. Mens det var begrænset, hvor mange faghistorikere, der blandede sig i debatten, så affødte ph.d.-afhandlingen et væld af ofte meget følelsesladede reaktioner fra især mange ældre danskere, der selv havde oplevet perioden. Den seriøse del af kritikken gik på, at Kirsten Lylloff ikke tog tilstrækkeligt højde for det mangelsamfund, Danmark var i den pågældende periode, samt at flygtningebørnene fra især Østpreussen og Pommern havde været igennem en udmarvende flugt, der lagde grunden til den generelt meget dårlige sundhedstilstand.

25 års kendskab
Arne Gammelgaard er ikke historiker, men har igennem mere end 25 år beskæftiget sig intensivt med de cirka 250.000 tyske flygtninges historie i Danmark, blandt andet ved at besøge danske og tyske arkiver samt ved samtaler med overlevende flygtninge, der siden har bosat sig i Tyskland.

Han har skrevet flere bøger om emnet og deriblandt denne bog, der er udkommet på Museet for Varde By og Omegn. På Hitlers befaling - Tyske flygtninge i Danmark 1945-1949 hedder bogen, der er udsendt på både dansk og tysk. Den nærliggende Oksbøllejr var efter krigen en af Danmarks største flygtningelejre med godt 36.000 tyske flygtninge.

Intet nyt
I bogen redegør Arne Gammelgaard for selve flugten fra de gamle tysk østprovinser og skaber konteksten ved en beskrivelse af besættelsestiden fra 1940 til 1945. Han tegner desuden et portræt af den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best, og spørger i kapitlet "På dansk grund", hvem der kunne tale på Danmarks vegne, da landet stod uden regering, hær og politi?

Bogens titel, På Hitlers befaling, fremhæver da også, at de tyske flygtninge i første omgang kom til Danmark, fordi den tyske besættelsesmagt ville det. To tredjedele af bogen er dagbøger, breve og beretninger - altså vidneudsagn.

Overordnet betragtet er der intet nyt i bogen. Den giver en udmærket samlet fremstilling, men dagsordenen med den kan både læses ud af indledningen, efterskriftet og den medfølgende pressemeddelelse, vi har modtaget. Heri hedder det:

"Bogen er et indirekte svar på de kritikere, blandt andre historikeren Kirsten Lylloff, som i foråret 2005 offentliggjorde et videnskabeligt arbejde. I denne afhandling blev de påståede mord på tyske børn kritiseret af danske læger".

Det er helt nyt, at Kirsten Lylloff skulle have hævdet, at der var tale om "mord" på de tyske flygtningebørn.

I bogens indledning skriver museumsdirektør Ole Faber fra Varde-museet: "Det er ikke den enkelte forskers skarpe stemme, vi vil høre, men det kor af svage og kraftige røster, der tilsammen beretter... De seneste års forskning i dette emne med påfølgende omtale i dansk og tysk presse har været præget af en tendens til kategoriske domme og negativ opbyggelighed".

Den logiske konsekvens af en sådan udtalelse er altså, at vi fremover skal lægge højere vægt på samtidsvidners erindringer, end hvad en historiker i sit videnskabelige arbejde når frem til.

Monstrøse anklager?
Bogens forfatter, Arne Gammelgaard, taler om "monstrøse anklager" mod danskerne og specielt mod de danske læger (side 209) uden at skrive, hvorfra disse anklager er udgået.

I det hele taget adresserer man underligt nok ikke kritikken direkte, men nævner blot - som inspektør Henrik Skov Kristensens fra Frøslevlejrens Museum gør i efterskriftet - at der "i de seneste år har været en udpræget tendens til at fælde moralske domme over fortiden uden i nævneværdig grad at tage hensyn til den historiske kontekst".

Uinteressant
Det er her, bogen er uinteressant. Det havde været langt mere vedkommende, hvis forfatteren direkte havde imødegået og tilbagevist de påstande, han kritiserer. Kirsten Lylloff har for eksempel hævdet, at årsagen til behandlingen af de tyske flygtningebørn ikke kunne begrundes med, at de var fjender af Danmark, men at de tilhørte en bestemt etnisk gruppe.

Netop dette argument har professor Anette Warring fra Roskilde Universitetscenter (hun var medlem af ph.d.-opgavens bedømmmelsesudvalg) fundet svagt og efterlyst dokumentation. Der er næppe tvivl om, at Kirsten Lylloff underkender problemet med antallet af tyske flygtninge i Danmark. De danske myndigheder kan sagtens have styret af deres frygt for, at alt for mange af de cirka 250.000 flygtninge skulle blive i landet, så dette kan have været baggrund for den måde, de tyske flygtninge blev behandlet på i lejrene.

Og som andet medlem af bedømmelsesudvalget, psykolog på Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, Edith Montgomery kritiserede, da Kirsten Lylloffs brugte begrebet "sund fornuft" i behandlingen af flygtningebørnene: "At handle ud fra sin sunde fornuft er et problemfyldt begreb, fordi det afhænger af konteksten. Det som i dag er sund fornuft, var det ikke nødvendigvis dengang."

I øvrigt er der i netop erindringerne og beretningerne flere pudsigheder - dog mest i manglende ekskurser, der dog ville have udfordret de medvirkendes troværdighed.

Man kan næsten kun more sig over en beretning fra en tidligere DDR-borger, der var en overbevist del af DDR-systemet, og som stammede fra Østpreussen. Hvad er der sket med hende, siden hun nu kan tale om "flygtninge". DDR nægtede konsekvent betegnelsen "fordrevne" og kaldte dem for "Umsiedler".

Det kunne man godt lige have udfordret hende lidt med.