Det er ikke af ond vilje, eller uden frygt for kapellets ansvarshavende redaktørs vrede, at nærværende anmeldelse har været så længe undervejs, for Kim Toft Hansens bog Mord og metafysik – som har fået den måske lange, men til gengæld præcise undertitel: Det absolutte, det guddommelige og det overnaturlige i krimien – er virkelig et nærmere bekendtskab værd. Grunden til forsinkelsen fra udgivelsesdatoen og frem til nu skal snarere findes i, at undertegnede har prioriteret at anmelde en lang række mere eller mindre underlødige film i stedet.

Mord og metafysik er en bog der, takket være den akademiske tradition som den indskriver sig i, forsøger at kaste lys på et felt, der måske kan forekomme meget snævert – men som forfatteren viser måske er langt bredere, end man først skulle antage. Ikke alene oplever den skandinaviske krimi i skrivende stund en veritabel opblomstring og succes både i og udenfor Norden, men – som forfatteren fører argument for – er der også mange af disse krimier, der på den ene eller den anden måde berører overnaturlige eller en eller anden form for dogmatik sideløbende med eller integreret i bøgernes krimifortælling.

Bogen indledes med en række afgrænsninger og en så klar definition, som forfatteren kan give af de nøglebegreber, som bogen opererer med. Kort fortalt bevæger han sig sikkert gennem beslægtede begreber som ”metafysik”, ”religion” og ”spiritualitet”, og får gjort klart for sin læser, hvordan man kan skelne mellem disse. Oven i det sørger han for at give læseren så klare begrebsafklaringer på de litteratur- og samfundsmæssige strømninger, der ofte præger og kædes sammen med kriminalromanen. Her tænkes især på modernismen, postsekulære strømninger og det postmoderne, som måske (eller måske ikke, vil enkelte hævde) er kendetegnende for genren.

Denne indledende er del bestemt bogens tungeste, idet den, i tråd med den måde der forfattes de allerbedste humanistiske opgaver på AAU, sørger for at afgrænse de fortrinsvis teoretiske dele, før der fortsættes med en egentlig analyse af de værker, der alle har det til fælles, at de er nordiske af oprindelse og endvidere berører en eller anden form for tro eller spirituel dimension i deres fiktive universer.

Analysematerialet i denne bog består af dyk ned i en utrolig imponerende mængde af læste tekster, primært hentet fra litteraturens verden men også med et par afstikkere til andre typer fiktioner som eksempelvis tv-serier. Det virker i al fald som om, at Kim Toft Hansen har læst alt, hvad der er værd at læse – og endda det, som ikke engang er værd at læse inden for genren, hvilket er en bedrift i sig selv. Det forekommer, for en anmelder, der udelukkende snupper sig en kriminalroman som litterær snack indimellem, som et kolossalt læsearbejde, der ligger til grund for udgivelsen. Det eneste, undertegnede måske mangler, er et overblik over antallet af nyere, nordiske kriminalromaner, der ikke indeholder disse spirituelle, overnaturlige eller religiøse understrømninger – for det må givetvis være nogle, hvor dette ikke er en del af oplevelsen.

Selv om Kim Toft Hansen i sine mange synopser og handlingsreferater måske indimellem gør sig skyldig i at afsløre morderens identitet, forbliver Mord og metafysik et værk, der har en afsmittende effekt på sin læser, for efter endt læsning er det endog meget svært ikke at kaste sig over en række krimier for ved selvsyn at opleve, hvordan disse guddommelige strømninger filtrer sig ind i handlingsforløbene. Dertil kommer, at er man garvet krimifan, så vil bogens mange anbefalinger (for indrømmet – det er svært for forfatteren entydigt at skjule, at han også har en nebengesjæft som anmelder her på siden) være inspirerende, når man næste gang begiver sig ned på det lokale bibliotek eller i boghandelen. For selv om synopserne fylder meget, så er de også så tilpas spændende formuleret, at de ofte kommer til at fungere som liflige smagsprøver på de krimier, der omtales.

Det er altså ikke uden grund at Kim Toft Hansen sidste år blev udnævnt til årets forfatter af forlaget, for det er guddødemig en virkelig velskrevet og gennemarbejdet bog, vi har med at gøre. Forfatteren kommer godt rundt om de mange forskellige typer af religioner, der optræder i bøgerne, og det på en måde, der ikke kun har til hensigt at forstærke hans egen teori omkring disse værker, men som viser at kriminalromanen måske er i stand til at være meget mere forsonlig og nuanceret, end man måske antager.

Bogens repræsenterede religioner strækker sig bredt – fra Asetro til Islam – og en af bogens vigtigste pointer er, at krimien er ved at bevæge sig væk fra et meget simplificeret billede af tro og de troende (som man ofte ser det, når det præsenteres via Hollywood) til et mere nuanceret, flerfacetteret billede af selvsamme. Det virkelig interessant, at en genre, der traditionelt synes at fungere binært – det gode mod det onde, de skyldige mod de uskyldige osv. – synes at vise overskud og tolerance samtidigt.

Et par enkelte anker skal Hr. Redakteur dog også have med på vejen, for foruden to slåfejl fordelt på de lidt over 300 sider kan det virke lidt mærkværdigt, hvor grænserne for kriminalromanen helt præcis går? Eksempelvis inddrages Peter Høeghs Den stille pige og Elefantpasserens børn i denne sammenhæng, idet de ifølge forfatteren bl.a. har et opklaringsplot, men i det lys burde feltet da kunne udvides endnu bredere, så alle bøger, der indeholder figurer, der søger at få svar på et eller andet, pludselig kan anses som krimier. Det er måske lidt af en tilsnigelse? Endelig undrer det nærværende anmelder, at titlen på Ditlev Jensens Opstigende Skorpion, der tolkes på flere måder i bogen (s. 263-266), ikke nævner Kenneth Angers udsyrede, filmiske hyldest til Aleister Crowley, ægyptisk religion og sexmagi: Scorpio Rising. At den ikke nævnes, er lidt af et under, især når Kim Toft Hansen i forvejen har et næsten lige så bredt kendskab til film, som han har til litteraturen.

Der skrives på værkets bagside, at bogen ”også vil være interessant for en bredere målgrupppe uden for det akademiske felt”, og det er så sandt som det er skrevet – det kræver dog blot at læseren dels interesserer sig meget for denne genre og ikke mindst har viljen til indimellem at finde sin ordbog ned fra hylden. For selv om langt størsteparten af Mord og metafysik er letlæselig, ændrer det ikke ved det faktum, at enkelte dele godt kan virke lidt knudrede for de læsere, som ikke læser akademiske tidsskrifter eller teoribøger jævnligt.

Der er, som man kan se, derfor kun et par enkelte detaljer, som kan forstyrre, eller som man som læser kan være uenig i, for i det store hele er bogen velargumenteret, velskrevet og et værk, som bliver læst med stor vellyst fra start til slut. Så har man lyst til at vide mere om nyere nordisk kriminallitteratur fra en formidler, der virkelig har styr på sagerne, er der ingen vej udenom Mord og metafysik.