Umiddelbart efter DDRs fald i 1989 bragte aviser og tv udførlige reportager fra det indtil da hermetisk lukkede Wandlitz nord for Berlin. Bag dobbelte afspærringer boede her det samlede politbureau i arbejder- og bondestaten – dog ikke som arbejdere og bønder, men som baroner med egne tjenestefolk og et velassorteret udvalg af vestvarer. Man skulle tro, at det meste af den historie var fortalt.

Men filmmanden Thomas Grimm har for Mitteldeutscher Rundfunk produceret en dokumentarserie, der også har resulteret i en bog på det østtyske Aufbau-Verlag. I bogen Das Politbüro Privat – Ulbricht, Honecker, Mielke & Co. aus der Sicht ihrer Angestellten fortæller et udvalg af de mennesker, der var ansat i "Waldsiedlung Wandlitz," om politbureau-medlemmernes private tilværelse. De var ansat som gartnere, tjenere, kokke, bodyguards, viceværter, privatchauffører, fritids-organisatorer, skovfogeder i kadrernes yndede jagtområder og endog som personlige lokomotivførere, når nogle af DDR-spidserne skulle på rundtur i republikken.

Gentagelser
Bogen er bygget op som fjernsynsafsnit, hvor hver enkelt af de ansatte fortæller om deres personlige erfaringer med Walter Ulbricht, Erich Honecker, Erich Mielke, Willi Stoph og hvad de ellers hed, de af socialisterne, der var mere lige end andre. På denne facon kommer hver enkelt af de ansatte fyldestgørende til orde med deres version, men omvendt trættes læseren med gentagelser, hvilket forfatteren havde kunnet undgå ved en sammenskrivning af alle interviews.

Absurd kabinet
Samlet er bogen en reportage fra et absurd kabinet, hvor DDR-spidserne prædikede ét og gjorde noget helt andet. Deres eneste undskyldning var vel, at de ved at forskanse sig bag en afsondret verden af småborgerlighed langsomt blev mere og mere blinde over for dagligdagens realiteter i DDR – og at dette var med til at sende dem ud i nødsporet, da folket først begyndte at gå på gaderne i efteråret 1989.

Vi kommer meget tæt på politbureau-medlemmerne som mennesker. Der tegnes for eksempel et generelt usympatisk portræt af regeringschef Willi Stoph som en nærig og smålig ligusterfascist, der i sit privatliv dyrkede den private ejendomsret til fulde, mens alle de interviewede personer husker Erich Honecker som en venlig, korrekt og generelt beskeden mand.

Familierne i Wandlitz havde så at sige ingen privat omgang med hinanden. Den eneste sociale omgang var mændenes jagt. Indirekte tegner de ansatte et portræt af sig selv som loyale, preussiske undersåtter, der som gode kommunister så det som deres lod at behage magthaverne – uden at stille spørgsmålstegn ved ret meget. De vidste blot, at de selv over for deres familie skulle holde mund med, hvad der foregik bag indhegningen i Wandlitz. Med årene på afstand kan de tale helt åbent.

Bogen kan anbefales til alle med interesse for tysk historie og det DDR, der engang var så barsk alvor, så det nogle gange endnu kan være svært at fatte, at denne »arbejder- og bondestat« er forsvundet fra landkortet. Den kan også anbefales i tyskundervisningen fra gymnasieniveau. Teksten er skrevet i et journalistisk sprog og lettilgængeligt tysk.