Byen en hel by flyttede til. Denne beskrivelse kan man sætte på den polske by Wroclaw – det tidligere Breslau. I juni 1945 blev alle tyskere i byen udvist. Og ind i de tomme eller udbombede huse rykkede polske østflygtninge, langt hovedparten fra byen Lvóv (Lemberg, som den hed i det østrig-ungarske dobbeltmonarki). En hel by blev flyttet vestpå, som det skete med det øvrige Polen. I mellemkrigstiden havde byen 640.000 indbyggere. I dag har den 10.000 flere. Og kun 500 af de nuværende indbyggere bekender sig til det tyske mindretal i Schlesien. Før Anden Verdenskrig boede det omvendte mindretal – nemlig 6400 polakker.

Det er ikke ukendt, at byer er blevet beboet af nye indbyggere af en anden nationalitet efter krige og erobringstogter. Men Wroclaw/Breslau er verdenshistoriens største af de byer, der har oplevet denne forvandling.

Ikke frivilligt
Stalin fik efter Anden Verdenskrig den østlige del af Polen med under Sovjetunionen – som han havde betinget sig i pagten med Hitler i 1939. Til gengæld fik Polen de tidligere tyske provinser øst for Oder-Neisse-linjen, herunder også Schlesien som Breslau er hovedby i. Denne flytning blev reelt aftalt, mens krigen rasede, men først stadfæstet i Potsdam i august 1945.

"Til gengæld" lyder som noget, polakkerne fik tilbage i en handel, og en god handel kan kun begge parter være tilfredse med. De polske kommunister bifaldt da også Stalins forehavende. Kun få skriftlige kilder fortæller, om den menige polak fra det tidligere Galizien, provinsen omkring Lvóv, også var tilfreds med handlen.

Den massive folkeflytning skete ikke frivilligt. Omkring fire millioner polakker måtte forlade deres hjemstavn i de områder, der i dag tilhører Hviderusland. Med Potsdam-aftalen i hånden havde Stalin de vestallieredes ord for, at han kunne fordrive den polske befolkning. Og det skete med hård hånd.

Gauleiter forsvandt
Da Polen indtog Breslau, var to tredjedele af byen ødelagt. 80.000 civile og 6000 fra den tyske værnemagt omkom under russernes heftige bombardement af byen. Kampene blev kun stoppet efter indtrængende bønner fra protestantiske og katolske præster i det tyske Breslau. Da det skete den 6. maj 1945, var den nazistiske Gauleiter Hanke for længst flygtet ad luftvejen. Han overlod byens borgere til den skæbne, som han ellers havde advaret dem imod – og talt dunder for, at de skulle kæmpe mod til sidste bloddråbe.

ZDF-journalisten Ekkehard Kuhn har rejst med sit tv-hold til den tidligere tyske østprovins Schlesien – i dag Slásk i Polen. Ud af besøget er også kommet en læseværdig rejsebeskrivelse i bogen Schlesische Reise – 1000 Jahre Breslau.

Schlesien/Slásk er et område, der igennem historien har været under både østrigsk, prøjsisk, polsk og i de sydlige dele også under tjekkisk herredømme. Da den daværende amerikanske præsident Bill Clinton fik Karlsprisen i Aachen i 2000, fremhævede han Schlesien som en af Europas gamle kulturregioner, hvor folkeslag har kæmpet om det samme stykke land – men som i et nyt, forenet Europa vil kunne få en ny betydning som en bro mellem to lande.

Det lød flot. Virkeligheden er dog også, at tyskere uden problemer kan bosætte sig i dette gamle tyske område, efter at Polen er blevet medlem af EU. En kendsgerning som mange polakkere har svært ved at forlige sig med – af frygt for højreorienterede hjemstavnsfordrevne.

Svært at overse
I efterkrigstiden har nationale kredse i Polen og Tyskland haft diskussioner om, hvem der kom først. Polen retfærdiggjorde fordrivelsen af tyskerne med, at Wroclaw / Breslau oprindelig var en polsk by.

Oprindelig var byen beboet af slavere. Men det var på et tidspunkt, hvor den nationale tankegang ikke giver nogen mening. Tysksindede slesvigere kan gøre lige så meget krav på vikingerne som forfædre som dansksindede kan. Navnene Schlesien og Slásk er der til gengæld ingen tvivl om – de fører tilbage til den germanske stamme Silingen, den første germanske stamme der bosatte sig i området. I 1335 kom Breslau under Böhmen, i 1526 til Østrig, i 1741 til Prøjsen, før den i 1945 kom under Polen.

Når man går rundt i byen i dag, er den tyske fortid svær at overse. Og det skyldes i høj grad polakkerne, der efter krigen har gennemført en nænsom genopbygning med respekt for den oprindelige arkitektur. I lighed med den smukke genopbygning af Danzig / Gdansk, men i modsætning til russernes stalinistiske hærværk mod Königsberg / Kaliningrad.

Bonhoeffers fødeby
Det gamle gotiske rådhus – opført i nordtysk teglstensgotik – står intakt med sin smukke østside, Elisabethkirche er blevet restaureret, og på Kurfürstenseite ved Breslauer Ring er de gamle barokhuse smukkere end på noget historisk foto.

Den evangeliske teolog Dietrich Bonhoeffer, der udgjorde en del af den kirkelige modstand mod naziregimet, blev født i Breslau i 1906. Den 9. april 1945 blev han henrettet i koncentrationslejren Flossenburg, og til minde om bysbarnet står i dag en stiliseret bronzetorso – i øvrigt en kopi af en torso i Zionskirche i Berlin-Mitte.

Det er det bedste mødested for en forsoning. Et fælles sted til minde om ofrene. Schlesische Reise – 1000 Jahre Breslau er en fremragende bog om et grænseområde i Mellemeuropa. Den beskriver både blandingskultur og kultursammenstød og er skrevet på et lettilgængeligt tysk.