For nogle år siden var jeg til en sammenkomst hos en ven i et bofællesskab, hvor en af beboerne havde et stort fotografi af Vladimir Iljitj Lenin (1870-1924) hængende på sin væg. På fotografiet står Lenin står på Den Røde Plads i Moskva og smiler til fotografen. Under tidligere besøg i lejligheden havde jeg undret mig over billedet. Efter min opfattelse hører det ikke til almindeligheder, at Lenin hænger side om side med juleplatter og familiebilleder i et dansk hjem, i al fald ikke længere.

Da jeg nysgerrigt henledte fotografiets ejermands opmærksomhed på det revolutionære koryfæ, og han med en vis stolthed sagde, at det var ganske rigtigt hans billede, kunne jeg ikke dy mig for at provokere ham lidt: ”Det kunne ligeså godt være Hitler, du havde hængende”, sagde jeg. Som respons hævede han sin knyttede næve og udbrød: ”Rød front!”, hvad der naturligvis var helt på sin plads i lyset af min bevidste provokation. Min umiddelbare antagelse er, at manden havde fotografiet hængende som et signal til omverdenen om hans sympati for den politiske venstrefløj, ligesom når nogle mennesker render rundt med Che Guevara-T-shirts. Spørgsmålet er dog, om fotoet ville hænge på hans væg, hvis han kendte til Lenins grusomheder?

Ruslands-kenderen Niels Erik Rosenfeldts biografi om Lenin byder på en kærkommen lejlighed til at kigge bagom en af de politikere, der har haft størst indflydelse på det 20. århundredes historie. ”Et spøgelse går gennem Europa – kommunismens spøgelse”, skrev Marx og Engels i 1848 i Det kommunistiske manifest. I det 20. århundrede trampede den ideologiske arv efter Lenin gennem Østeuropa - med katastrofale konsekvenser for millioner af mennesker til følge. Alligevel har Lenin været genstand for grænseløs persondyrkelse, og hans samlede værker er udkommet i oplag som kun Bibelen og Koranen. Blandt historikere har der ifølge Rosenfeldt været en tendens til at betragte Lenin som the good guy; den store ideolog, der ikke nåede at føre sin smukke ide om et klasseløst, kommunistisk samfund, hvor goderne var ligeligt fordelte mellem borgerne, ud i verden inden sin tidlige død. Stalin, derimod, er the bad guy, hvis regime lugede brutalt og ofte vilkårligt ud blandt sovjetborgerne efter forgodtbefindende. Under hans ledelse blev Lenins oprindelige idé kørt ud på et sidespor; en ide, som i manges øjne er ”grundlæggende god nok”.

Denne opfattelse af de to sovjetledere stilles der spørgsmålstegn ved i Rosenfeldts bog på baggrund af det kildemateriale, der stadig dukker op i de russiske arkiver. Forfatteren påpeger, at myrderierne under Stalin utvivlsomt overgik det, man så under Lenin, fordi han ledte landet i langt flere år. Selve redskaberne til udrensningerne og undertrykkelsen, som blev et mere eller mindre permanent træk ved livet i Sovjetunionen, blev dog skabt af Lenin. Den kommunistiske elites magtinstrumenter, fx det slagkraftige og altgennemtrængende hemmelige politi, hvis formål var at holde regimet ved magten, blev blot videreudviklet af Stalin.

Ifølge Rosenfeldt påpeger nogle forskere, at Lenin allerede på et meget tidligt tidspunkt sanktionerede terror i både ord og gerninger, og at brugen af terror var et kendetegn ved det sovjetiske system fra først til sidst. Andre hævder derimod, at Lenin først for alvor satte gang i regimets terrorpolitik som en reaktion på den terror, bolsjevikkernes modstandere udøvede under borgerkrigen i Rusland 1918-20. Desuden handlede han jo også på baggrund af den brutale verdenskrig, hævdes der. Sidstnævnte udlægning forholder Rosenfeldt sig kritisk til. Ifølge ham udfoldede Lenins regime terror mod befolkningen både før og efter borgerkrigen, om end med vekslende intensitet og under skiftende udtryksformer. Lenin var tilhænger af en 'hensigten helliger midlet'-filosofi og betragtede terror som et praktisk redskab i kampen for socialismen og kommunismen. Alene ud fra deres sociale status var nogle samfundsgrupper i Lenins optik fjender af folket og skulle bekæmpes med alle til rådighed stående midler, også i forebyggende og intimiderende øjemed, ligegyldigt om de havde udøvet modstand mod Sovjetregimet eller ej.

Lov og ret var således for ham blot den herskende klasses redskab mod klassefjenderne, og under hans ledelse var landet præget af retslig vilkårlighed og forebyggende henrettelser af potentielle fjender. Så længe kapitalismen bestod, skulle den og dens fortalere bekæmpes indædt, mente Lenin. I denne sammenhæng betragtede han en rask verdenskrig som en positiv mulighed for at fremme revolutionens sag og skabe en international klassebestemt borgerkrig, der kunne bane vejen for proletariatets diktatur, som var hans ultimative mål. Han anskuede verden som et skakbræt, og blodige væbnede opgør var simpelthen en nødvendighed for at udradere fjenden. Det giver ikke derfor ikke mening at give Lenin politisk-moralsk syndsforladelse under henvisning til, at han handlede på baggrund af 1. Verdenskrigs uhyrligheder. Ville vi gøre det samme med Hitler og Mussolini? spørger Rosenfeldt retorisk.

Lenin ønskede terror og havde brug for terror for at redde sit regime, for folket var ingenlunde med ham hele vejen. Der var to revolutioner i Rusland i 1917: ”Februarrevolutionen” og ”Oktoberrevolutionen”. Begge var karakteriseret ved for det første, at en relativt beskeden gruppe politikere med bestemte mål satte gang i et kup, og for det andet at en spontan, folkelig, uorganiseret og kaotisk revolutionsbølge skyllede hen over landet, uden at være koordineret nogetsteds fra. Mange havde forestillet sig, at Oktoberrevolutionen, hvor Lenin kom til magten, ville føre til en deling af magten i landet mellem sovjetterne, dvs. en bred koalition af socialistisk orienterede partier, og ikke til et bolsjevistisk kup.

Da Lenin i 1918 opløste Den Grundlovgivende Forsamling, fordi hans politiske fraktion ikke havde fået flertal ved det forudgående valg, stod det klart, at demokratiet var blevet likvideret, og at et diktatur var på vej. Samfundets skæbne var nu afhængig af den bolsjevikiske elite og implementeringen af dens beslutninger. Lenin havde kun foragt til overs for parlamentarisme. Magten i landet skulle udelukkende være i hænderne på dem, som havde set lyset; Sovjetdiktaturet hvilede på en række ideologiske doktriner, som angiveligt rummede det nærmeste, man kommer på den objektive, uigendrivelige sandhed om snart sagt hvad som helst. I deres egen selvforståelse havde Lenin og hans håndgangne mænd i partiet simpelthen ret i alt, hvad de sagde og gjorde, fordi de havde en videnskabeligt baseret indsigt i samfundets objektive udviklingslove og verdenshistoriens lige så sikre endemål. De mente sågar også, at de handlede rigtigt i etisk forstand, fordi de brugte deres særlige viden til uegennyttigt at lede menneskeheden frem mod det kommunistiske paradis med dets hidtil usete grad af lykke og velfærd. Når folket imidlertid ikke så let lod sig overtale, faldt Lenin tilbage på vold, terror.

En grundtanke i bogen er, at Lenin kan betragtes som en politisk fundamentalist, og det giver i mine øjne god mening. Lenin mente nemlig at have fundet den objektive, universelle sandhed om det menneskelige samfund og dets fremtidige udvikling. Han følte sig som den fremmeste fortolker af denne ideologi, viede hele sit liv til den og betragtede anderledestænkende som hindringer på vejen mod realiseringen af det storladne kommunistiske endemål; hindringer, som han var villig og kynisk nok til at fjerne med vold og terror.

Rosenfeldts bog er i min optik nødvendig læsning i lyset af persondyrkelsen af Lenin. Den efterlader læseren med denne tanke: Hvis en person mener, at Lenins ideologi grundlæggende er ”god nok”, accepterer vedkommende så også brugen af vold og terror mod dem, der har et andet politisk standpunkt? Til manden med Lenin på væggen kan jeg kun sige: Læs denne biografi, og tag så billedet ned.