Jeg vil så gerne forstå alle dem, der ligesom mig, var børn i 60´erne, og jeg knuselsker alle dem som har forstået at sætte blomsterbørnene skakmat. Martin Hall er en af dem! Mens dem der var unge i 68, og lidt ældre, i øjeblikket er ved at vinke farvel til alle samfundets topposter, mens de etablerer gallerier, maler malerier, trykker digtsamlinger, skriver memoirer og i øvrigt malker pensionskasserne. Og via Ældresagen anlægger sag, hvis de ikke kan få solbrilletilskud og hjælp til vitaminpillerne og evig ungdom, mens jeg hører dem stå i Fætter BR og sige, at jeg siger altså nej, når de ringer og vil have os til at passe børnebørnene – ja, så sidder Martin Hall og nogen andre, ved instrumentbrættet og forsøger at være andet end biroller i Ole Bornedal og Bille Augusts storfilm. Der er nok at skrive hjem om!

Martin Hall er født 26. april 1963. Han debuterede som forfatter i 1983 med bogen Genopbyggelsen er større end selve skabelsen. Han begyndte allerede som 10-årig at spille klaver på Københavns Klaver- og Musikkonservatorium, og har spillet og komponeret siden, og kan i dag skrive musiker, komponist og forfatter på visitkortet. Med humor, sarkasme og bidende ironi forsøger han i denne notat- og essaysamling at tage pulsen på tiden, hvor mantraet er kulturkritik. Godt, at der er nogen som tør, mens Magisterbladet skriver om alle de intellektuelle, som ikke tør at sige sin mening om deres arbejdsplads, offentligt, af angst for at miste jobbet, og dermed pengene til alle de materielle goder. Og politikkerne giver hinanden nypuritanske næser for at sige og gøre alt andet end at pudse briller og stryge skjorter.

Og hvor er det godt, at nogen tør skrive for gratis-aviser, selvom Martin Hall har været nød til at indstille klummeriet i DATO, som måtte afgå ved døden. Alt imens den elitære Lars Bukdahl harselerer fra Olympen (læs: Weekendavisen), iført græske lændeklæder, fundet på loftet i Thorvaldsens virtuelle museum, mens han hvisler ud mellem tænderne: Martin Hall er en fiduskunstner! Nej, han er ikke!

Kulturkritikeren raser allerede i den første klumme under overskriften ”Det daglige freakshow” med sentenser som: ”Det er i tv, de gør sig: Taberne og de overvægtige, junkierne og de handicappede. Ofre der er blevet sirligt udvalgt gennem en så sublim casting, at den må være hentet direkte fra trickposen hos producerne af The Osbournes. Her spares ingen. Her gives det bundskrabende al den sendetid, det skal have, for tingene kan simpelt hen ikke blive ægte nok […] Og bliver man træt af mennesker fra socialgruppe fem, er der heldigvis masser af andre tilbud. F.eks. programmer om kendte menneskers problemer med deres hunde”. Ja, hvad er det der gør, at snart sagt alle tv-kanaler er sprængfyldt med den slags programmer, udover alle programmerne om at blive først og størst som sanger, overlever eller millionær?

Og hvad vil det sige at være dandy? Martin Hall har svaret, han har spurgt Baudelaire, som sagde, at dandyen er en som ophøjer æstetikken til en religion! Og Martin Hall mener ikke kun, at der er tale om et 1800-talsfænomen, de findes overalt anno 2007, skriver han. Mennesker med et poetisk sindelag, som er samfundskritiske, dvs. både rebeller, toastmasters, selskabsstjerner og udstødte på samme tid. Han har sikkert ret. Antagelig, for ikke at støde nogen nærtstående, nævner han englænderen Beau Brummell, som den første, rigtige dandy, som levede 1778-1840. Han gik enkelt klædt, men tog efter sigende fem timer om sin påklædningsseance, men så pudsede han også støvler i champagne. Han døde uden en krone på lommen, sindssyg af syfilis, i Frankrig. Ja, der langt mellem en ægte dandy og socialgruppe fem. Kæmp for alt hvad du har kært, dø om så det gælder!

Og hvad laver Martin Hall midt om natten, når skæbnen har sendt ham til Buenos Aires lige før jul? Han slår sig ned i en smuk rokokosofa, holdt i guldnuancer, på Alvear Palace Hotel lige ved siden af et overpyntet juletræ med udsyn ”til et maleri af tre kvinder overlæsset med fade fulde af frugt, vin og brød”. Hvem sagde dandy, i 2007? Han fortsætter festen med at studere en midaldrende kvinde, som gav anledning til at tage en taxa væk, for at spise på restauranten Bardot – ja, nogen smukke kvinder har der været i blandt os!

Jeg skal ikke trætte læseren med mere:
”- Jeg vender mine lommer
det sidste jeg har
lidt sjælekrads lidt hilseuld
en enkelt karamel”
(Benny Andersen: Fra digtet "Venskab" i Den indre bowlerhat, 1964)

Martin Hall er en veloplagt skribent, som gavmildt, lader al sin dannelse vælte ud over den, som har øjne at se med og øre at høre med. Tak, for det alt sammen. Han krydrer det sanselige, samfundskritiske univers med en serie tegninger og collager, som har fokus på kroppe og ansigter i mere eller mindre veloplagte positioner. Kom ikke og sig, at Martin Hall ikke har set, hørt og læst meget.