Litteraturkritik og -historie handler ofte om at fremhæve forfatterskaber, der har været uden for offentlighedens søgelys. Mens digtere som Per Højholt, Henrik Nordbrandt og Søren Ulrik Thomsen i årtier har solet sig i opmærksomhed, er noget sådant langt fra tilfældet med en række forfattere, som ikke er ringere end de ovennævnte, men hvis appel til den læsende verden er snævrere.

Et eksempel på dette er Henrik Bjelke, hvis forfatterskab forløber fra novellesamlingen Første person ental fra 1968 til de to samlinger med essays og ’topografier’ Rygternes atlas og Skandalens sted, begge fra 1992. Bjelke døde i 1993 i en alder af 56 år af AIDS og efterlod sig et af de mest eksklusive, mangfoldige og fascinerende danske forfatterskaber fra sidste del af det 20. århundrede.

At Henrik Bjelkes digtning ikke har fået den kanonisering, den har krav på, har de to yngre litterater Anders Juhl Rasmussen og Tue Kjerstein Kristensen forsøgt at råde bod på med antologien Sytten postkort til Henrik Bjelke. Der er her ikke tale om den første behandling af Bjelkes værker i bogform, idet der både kom et nummer af tidsskriftet Passage i 1994 og en monografi af René Rasmussen i 2000 om forfatteren. Men at det nye værk repræsenterer den mest omfattende og indgående behandling af forfatterskabet, er der ingen tvivl.

Titlen Sytten postkort til Henrik Bjelke er velvalgt. Ud over at der spilles på digterens værk Hundrede postkort fra Helvede (1980), er den en rammende beskrivelse af Bjelke-antologien, der i ordets bedste betydning kan minde om en samling postkort. Ligeså mangefacetteret og modsætningsfyldt Bjelkes forfatterskab er, ligeså vidt forskellige er de 17 artikler i antologien. Og at der heller ikke er foretaget nogen halsbrækkende manøvre fra redaktørernes side i retning af sætte bunken af ’postkort’ på en fælles formel, gør bestemt heller ikke bogen mindre appetitvækkende. Det er en inspirerende og indsigtsfuld antologi om en fortræffelig men alt for overset dansk forfatter.

’Postkortene’ kommer omkring alle de mange genrer, som man finder i Bjelkes forfatterskab såsom romaner, noveller, digte, essays, såkaldte topografier og en operalibretto, der er udgivet som et drama i tre akter. Tilsvarende spænder bogens bidrag fra de indfølte erindringsskitser – f.eks. af vennen Peter Johannes Erichsen – over artikler, hvis sigte er en kritisk vurdering af forfatterskabet og dets litteraturhistoriske placering – f.eks. af Erik Svendsen, der giver Bjelke nogen på hatten for hans ”misogyni”, ”ordonani” og manglende ”kunstneriske økonomi”. Endelig er der en række mere nøgterne nærlæsninger af digterens værker.

Den sidstnævnte type artikler er der flest af. Disse grupperer sig omkring forfatterskabets to hovedværker, nemlig den vildt eksperimenterende, encyklopædiske prosatekst Saturn (1974) og den stramme, klassiske, delvis selvbiografiske fortælling Togplan for Otto (1990). For det første værks vedkommende finder man en inspirerende række læsninger, der angriber værket fra vidt forskellige synsvinkler. Mens René Rasmussen, Jesper Hede og Erik Svendsen relaterer Saturn til henholdsvis Jacques Lacans psykoanalyse, T.S. Eliots ”The Waste Land” (1922) og dansk symbolisme og 60’er-modernisme, knytter Anders Juhl Rasmusssen værket sammen med digterens øvrige værker i et motivstudium af Bjelkes ”Alice-figur”. Også Togplan for Otto giver anledning til divergerende fortolkninger, hvor Dag Heede og Sten Klitgård Povlsen fokuserer på henholdsvis den ”mandlige homosociale utopi” og tidsopfattelsen i romanen.

Endelig kan man blandt interessante afsnit i bogen nævnte Birgitte Steffen Nielsens undersøgelse af den ”bevidst overdrevne” jeg-du-henvendelse i Bjelkes lyrik og Marianne Ping Huangs diskussion af essayistikken, der giver en forståelsesramme for Bjelkes ”skrifttematiske avantgarde”, ”poetiske revolte” og uforsonlige holdning til den danske litterære tradition og offentlighed. Hvad det sidste angår, kan man f.eks. i Bjelkes sene essays læse idiosynkratiske udsagn som at ”dansk prosa er dødkedelig med undtagelse af Højholt, Henning Mortensen, Blicher og Kierkegaard”. Den slags tåbelige udsagn siger naturligvis også en del om, i hvor høj grad digteren ikke følte, at han havde fået den centrale plads inden for moderne dansk prosa, som tilkom ham.

Alt dette og meget mere kan man læse om i det overflødighedshorn af inspirerende litteraturkritik, som Sytten postkort til Henrik Bjelke er. Forfatterskabet beskrives i den klare og kyndige indledning med stikordene: ”sproglig ekvilibrisme, grotesk komik, vemodig længsel og djævelsk underfundig ironi”. Og tilhører man ikke dem, der allerede har fundet vej til Bjelkes originale forfatterskab, er denne antologi i hvert fald en glimrende fødselshjælper.