Simona Abdallah er perkussionist og coach og hun har bl.a. varmet op for Casper og Frank til Zulu Awards. Hun begyndte allerede som barn at spille på den arabiske tromme kaldet darbuka. I dag er Simona Abdallah en selvstændig kvinde, men vejen dertil har ikke været smertefri. Som palæstinensisk flygtning voksede hun op i Gellerupparken under streng kontrol og gennemgik flere forlovelser og ægteskaber før hun i dag er blevet en fri og selvstændig kvinde. Dette er hendes historie, fortalt til forfatter, skribent, dokumentarfilminstruktør og musiker Minna Grooss.

Opvæksten i en palæstinensisk flygtningelejr i Libanon
Abdallahs tidlige barndom fandt sted i Badawi-lejren i Tripoli i Libanon. En palæstinensisk flygtningelejr, hvor der ikke herskede meget fred. Familien kom dog til Tyskland og levede godt der, men under et besøg i hjemlandet, fik familien meddelelsen, at de ikke kunne vende tilbage til Tyskland. Dette fordi det var sikkert i Libanon på daværende tidspunkt.

Sikkerheden varede dog ikke ved længe og senere beslutter faderen sig atter for at flygte, denne gang til Danmark. Han efterlader den resterende familie i flygtningelejren, men uden de fornødne finansielle midler til at klare sig for. Familien må begynde at sælge majs for at overleve. Den resterende familie flygter senere til Danmark, hvor de genforenes med faderen.

Gellerupparken
Man kan ikke fortælle Abdallahs livshistorie uden at inddrage Gellerupparken, hvor hun tilbragte det meste af sin barndom. Livet i Gellerupparken var karakteriseret af streng social kontrol, især for piger. Når pigerne færdedes udenfor hang familiens ære på deres skuldre konstant, hvorfor de bl.a. ikke måtte færdes ude, når det var mørkt. Moderen blev tiltagende religiøs og faderens kontrol over Abdallah steg i takt med, at hun blev teenager.

Abdallah søger trøst i musikken og begynder allerede som barn at spille på darbuka. Familien er dog ikke glad for instrumentet, da den anvendes i ”vulgære” sammenhænge, dvs. til mavedans. Lysten efter at spille formår familien dog ikke at tage fra hende.

Ægteskabet som en udvej?
Abdallah har et brændende ønske om at bryde fri og blive selvstændig, men familiens kontrol vejer tungt på hendes skuldre. Den eneste udvej til at flytte hjemmefra var gennem ægteskab. Det første ægteskab var med en arabisk mand, der var god mod hende og svigerfamilien ligeså, men Abdallah følte ingenting for manden. Faktisk var hun mere interesseret i det kvindelige køn. Ægteskabet blev opløst kort efter og Abdallah måtte atter vende hjem til familien, hvor kontrollen nu var endnu skarpere, idet Abdallah nu var fraskilt.

Senere bliver Abdallah gift igen, denne gang med en kurdisk mand. De flytter til København, men flytter hurtigt hver for sig. Manden indvilliger dog i ikke at fortælle familien om dette, såfremt hun fortsat betaler ham penge. Parret forbliver således gift og fra København kan ingen fortælle Abdallahs familie om de virkelige forhold. Abdallah lever således et dobbeltliv, hvor hun på den ene side er den gifte datter og på den anden side er den frie, selvstændige kvinde, der bor i København.

At bryde ud
Abdallahs liv i København går bedre og bedre. Hun har et godt arbejde og begynder at tage uddannelsen til coach. Hun får ligeledes flere kontakter indenfor musikbranchen. ”Ægteskabet” nager hende dog, idet han fortsat kræver penge. En dag må hun konfrontere sin familie, men hvordan vil de reagere? Og vil de acceptere og anerkende hendes musikkarriere?

Lykkens brud er en fortælling om en ung kvinde med flygtningebaggrund. Det er historien om kulturens, religionens og traditionernes indflydelse på hendes liv. Det er fortællingen om at bryde normer og finde sit selv i en verden, hvor andre ellers har fastlagt ens skæbne. Hvorvidt Abdallahs liv er repræsentativt for unge piger med anden etnisk baggrund i Danmark, kan man kun gisne om, men for nogle helt sikkert. Hendes fortælling kan muligvis ruste disse piger til at vælge deres egen vej, da der findes en verden udenfor hjemmets fire vægge. Selvom ikke alle kan relatere sig til den mellemøstlige kulturs kvindesyn, kan læseren dog relatere sig til Abdallahs stræben efter at finde sig selv og opnå noget i livet. Abdallah er i dag blevet musiker mod alle odds. Det er altid lærerigt at høre fra mennesker, der har opnået sine drømme og Abdallah er kommet en lang vej.

Såfremt man er interesseret i kulturelle forskelle, kvindeundertrykkelse og kvindefrigørelse, livet som flygtning og at opnå sine drømme, vil jeg klart anbefale denne bog.