Måden hvorpå vi som mennesker tilrettelægger vores omgang med omverdenen kaldes teknologi. Gennem den viden, vi har, former vi verden, så den bliver håndterbar. Måden vi gør det på ændrer sig hele tiden, og derfor er der hele tiden forskellige former for teknologi, vi kalder for ny teknologi. Og den nye teknologi er også det, som vi i daglig tale kalder for teknologi, da den nye teknologi er synlig som teknologi, hvorimod den gamle teknologi forekommer os naturlig. Vi har en vanemæssig omgang med papir og bøger, men ikke et interaktivt whiteboard.

Antologien Teknologiforståelse – på skoler og hospitaler bruger den synlige teknologi – altså ny teknologi – i deres fremstilling af det, de kalder ’teknologiforståelse’. Bogen er et resultat af et konkret empirisk projekt, som handler om at afdække eller italesætte professionsudøveres forståelse for eller af teknologi. Som projektorganisation skal Technucation ”skabe ny viden om ’technological literacy’ og den viden skal danne basis for udvikling af uddannelserne af fremtidens lærere og sygeplejersker”, som det hedder på deres hjemmeside technucation.dk. Dermed også indikeret det andet formål med såvel Technucation som udgivelsen, nemlig at bidrage til at forbedre professionsuddannelserne især i forhold til anvendelsen af ’ny teknologi’.

Selve begrebsdannelsen ’teknologiforståelse’ kan godt skabe nogen forvirring. Min umiddelbare antagelse var, at ’teknologiforståelse’ skulle forstås i hverdagsmæssig forstand. Altså, hvordan forstår nogen ’teknologi’; hvad er deres opfattelse af teknologi i værdimæssig og brugsorienteret forstand? Og videre den betydning, de tillægger teknik og teknologi.

Men det er ikke sådan termen ’teknologiforståelse’ anvendes i antologien, hvilket allerede slås fast i Hans Siggaard Jensens ’Forord’: ”Det kræver erfaring at omgås med teknologi, at kunne bruge den – det siger næsten sig selv. Man skal ikke kun vide noget om den. Denne dimension ligger ud over det, man skal erhverve i form af kompetence, når man erhverver en sproglig interaktionel ekspertise. Det er denne tavse ekspertise, som gør den professionelle professionel. Men den tavse ekspertise må for at danne basis for teknologiforståelse suppleres med en refleksiv ekspertise, der muliggør både udfoldelse af dømmekraft – der typisk er en metaekspertise – og af sensibilitet, der skal konceptualiseres og kunne indgå i et professionelt lærings- og handlingsfællesskab.”

Udover at indikere, at bogen ikke er interesseret i at komme i dialog med professionsudøvere, som de er flest, markerer Siggaard her en ganske særlig forståelse af antologiens centrale begreb. Det er et professionsfagligt refleksionsbegreb, der er i stand til at have indblik i, hvordan konkrete værktøjer og teknologier fungerer og forstå disse funktioner i sammenhæng med en professionsfaglighed. Dertil kommer, at teknologiforståelse i denne optik kun tæller som ’forståelse’, når den samtidig kan forholde sig kritisk refleksiv til teknologi og samtidig være handlingsanvisende – altså gennemskue forskellige måder teknologier fungerer på i forskellige sammenhænge. Vi har at gøre med ekspert-ekspertise – og man kan være lidt nervøs for, at de forskere, der har udarbejdet dette primært har tænkt på sig selv og ikke så meget de konkrete sygeplejersker og lærere (plus studerende og undervisere), som angiveligt sammen med beslutningstagere er målgruppen for projektet og antologien.

Teknologiforståelse er en oversættelse af ’technological literacy’, altså et dannelsesbegreb, som både har en forståelses- og en handlingsdimension. Det skal man lige vende sig til, når man læser bogen, så man ikke tror, at begrebet er deskriptivt. Forvirringen opretholder forfatterne dog selv, når de sommetider henviser til teknologiforståelse som et ikke normativt begreb for den konkrete opfattelse af teknologi, som feltet – altså sygeplejersker og lærere – giver udtryk for.

Sådan er det heldigvis ikke i antologiens forskellige artikler, der dog alle kæmper med balancen mellem at skulle lyde forskerkloge og samtidig invitere til dialog med et felt, hvor sprogbrugen er en anden.

Antologiens forskellige artikler bygger på et stort empirisk materiale på baggrund af masser af interviews med professionsudøvere inden for institutionerne skole og hospitaler. Ud fra hvad informanterne selv har sagt, forsøger de forskellige bidragsydere at oparbejde en mere sensitiv forståelse af – for – professionsudøvernes teknologiforståelse, der ikke forfalder til mere teoribaserede opfattelser af teknologiforståelse.

Det er vigtigt for forfatterne, at deres begreb om teknologiforståelse er empirisk forankret – hvilket jo altså giver det paradoks, at literacy-dimensionen er sat uden for empirien. Men perspektivet er faktisk meget anvendeligt til at få forskellige komplekse teknologiopfattelser hos respondenterne frem. Det vises meget overbevisende i de forskellige artikler, at den enkelte professionsudøver kan have mange ikke nødvendigvis sammenhængende opfattelser af (ny) teknologi.

Forfatterne hævder at denne sensibilitet over for den sammensatte teknologiopfattelse er særegent ved deres egen tilgang, hvilket dog er en sandhed med modifikationer, da det jo har været en opfattelse i megen persona-teori og lignende studier, hvor man arbejder med at reducere kompleksitet.

Ud fra det empiriske materiale kan man se, at de studerende, der er professionsuddannet, ikke er forberedt på den virkelighed, der møder dem på skoler og hospitaler. ”Den store betydning, teknologien har i hverdagslivet, kommer bag på mange nyuddannede, der bruger meget tid på denne uventede læreproces, og det er et fællestræk, at de ikke har lært at forberede sig på denne rolle i deres studietid.” (Her skal ’hverdagslivet’ forstås som ’hverdagslivet i arbejdet’). At professionerne – sygepleje og undervisning – i så høj grad er (ny)teknologi-medierede er en konkret udfordring for de nyuddannede, viser det sig.

Det er meget fint at få afdækket et så åbenbart ’hul’ i uddannelserne, da det giver anledning til at kigge på, hvordan uddannelserne så burde sammensættes. Og det er ikke en enkelt sag, da uddannelser er kendetegnet ved at være almene eller abstrakte i forhold til, at man typisk uddanner til et helt felt og aldrig til en konkret institution. Og da institutioner har meget forskellige (ny) teknologi som vigtige redskaber, kan det være svært for uddannelser at dække de meget forskellige teknologianvendelser, man kan finde inden for et helt felt.

Men her er det, at et begreb som ’teknologi-dannelse’ eller den særlige brug af ordet ’teknologiforståelse’ har sin styrke – også som undervisningsbegreb. Hvis man kan styrke professionsstuderendes grundlæggende forståelse for, hvordan forskellige teknologier indgår som aktør i forskellige professionsmæssige sammenhænge, så vil de være bedre stillede, når de skal forholde sig til konkrete anvendelser af dimser, værktøjer og indretninger i deres professionsudøvelse.

Til denne kompetence – at forstå teknologi i konkrete situationer med de rammer en institution sætter – er antologien et godt skridt på vejen. I hvert fald er der lagt op til en dialog, som er vigtig. Og ’Teknologiforståelse’ og Technucation er et godt indspark, som man må håbe bliver inddraget.