Krigen i Afghanistan har nu foregået i over 11 år og er et af de farligste steder at opholde sig i verden. I Til te hos Taleban fortæller Simi Jan, der er en dansk-pakistansk journalist og den yngste korrespondent for TV2 Nyhederne, sine oplevelser fra sit næsten fem år lange ophold i Pakistan og Afghanistan. Bogen er dog ikke blot en historie om Pakistan eller Afghanistan, men også en historie om at finde sig selv imellem to kulturer.

Korrespondent i Pakistan og Afghanistan
Som ung journalist brændte Simi Jan for at dokumentere begivenheder ude i verden og hende og ægtefællen var villige til at flytte til udlandet for at dette skulle blive en mulighed. Simi Jan overvejede både Pakistan og Indien, og søgte først mod Indien, men eftersom hun har pakistanske rødder, blev visumprocessen kompliceret. Dette fordi Indien og Pakistan har bekriget hinanden i årtier. De flytter derfor til Islamabad i Pakistan – noget hun ikke kommer til at fortryde. Kort tid efter Simi Jan ankommer til Pakistan begynder uroen for alvor at ulme i landet. Benazir Bhutto bliver henrettet, og fundamentalistiske kræfter i landet tager til.

Taleban står stærkt i Pakistan og mange ”hellige krigere” bliver optrænet i Pakistan og rejser derefter ind i Afghanistan for at gå i krig (jihad) mod de allierede styrker, ”de vantro”. Simi Jan får mulighed for at interviewe flere fremtrædende personer, bl.a. talebanere. Derudover interviewer hun familier til martyrer og får deres udlægning af årsagen til og forståelsen for familiemedlemmets valg om at forlade alt, han kender for at drage i krig. Slutteligt undersøger hun ligeledes kønsrollerne i Pakistan og interviewer bl.a. en ung brud og hendes familie, inden hun skal indgå i et arrangeret ægteskab, hvor hun ikke kender ægtefællen samt sexede fotomodeller, der trods pres fra fundamentalistiske kræfter holder et modeshow.

Simi Jan bliver senere sendt på flere missioner i Afghanistan, hvor hun på egen hånd oplever landets sameksisterende skønhed og brutalitet. Hun forklarer, at Afghanistan er et land, man enten hader eller elsker. Simi Jan selv bliver betaget af landet, og får en så stærk tilknytning til landet, at hun får svært ved at forlade det. I en periode må hun endda bo i Afghanistan, væk fra sin mand, under knap så komfortable forhold som i Islamabad, men alligevel nyder Simi Jan at opholde sig der.

At finde sig selv
Simi Jan er af pakistansk oprindelse, men er født i Danmark. Faderen og moderen er skilt, og hun har igennem mange år ikke haft kontakt til sin far. Men i Pakistan og Afghanistan, hvor stamme- og klanforhold er vigtige identitetselementer, må hun ligeledes dykke ned i sine rødder og får atter kontakt til faderen. Hun finder ud af, at faderen i realiteten er af afghansk oprindelse, men er født og opvokset i Pakistan. På denne måde er Simi Jan et sammensurium af både danskhed, pakistanskhed og afghanskhed og passer enten ind i alle tre kulturer eller overhovedet ikke ind nogle af dem. Igennem bogen får man et indblik i Simi Jans personlige udvikling, og hvordan hun finder sig selv i en krigszone. Denne personlige vinkling giver dybde og gør bogen mere subjektiv i sine fortællinger om korrespondentens møde med mennesker, der lever i en krigszone.

En indsigt i en krigszone
Til te hos Taleban er en rejse til et område, hvor danskerne og de allierede styrker har været til stede i over et årti, men hvor meget kender vi egentlig til området og ”fjenderne” ud over enkelte nyhedsmeldinger om selvmordsbomber, faldne soldater og lignende? Simi Jan har været korrespondent og har været med til at levere disse nyhedsmeldinger, men har ligeledes oplevet på egen hånd, hvad der sker bag kameraet, og hvordan livet er i en krigszone. Læseren får med denne bog et indblik i denne verden, dens befolkning, dens skikke og traditioner og mest af alt dens tragedier. Simi Jan oplevede pakistanernes og afghanernes uendelige gæstfrihed på egen hånd, og dette på trods af, at de er blevet invaderet af fremmede styrker og alt for længe har levet i usikkerhed.

Dette indblik i livet i en krigszone kombineret med Simi Jans personlige historie skaber en god bog, der er anbefalelsesværdig. Man fornemmer tydeligt, hvor personligt påvirket hun blev af opholdet, og at selvom der oftest rapporteres om tragedier i denne region, så er der også positive historier at hente fra området.