Psykisk sårbare mennesker og mennesker, der har været udsat for alvorlige traumer, kan i nogle tilfælde få behov for at modtage hjælp i psykiatrien. For nogle er medicinsk behandling den optimale løsning, for andre er psykologiske samtaler bedst. Nogle kan have behov for kortere eller længere indlæggelser, mens andre oplever det tilstrækkeligt at gå i ambulant behandling eller kun at have korte samtaler med en behandler i ny og næ. Nogle er triste, andre angste, nogle ser og oplever ting, der ikke er der, mens andre har såkaldte udviklingsforstyrrelser, der gør det svært at udvikle sig og lære som gennemsnittet og derfor også kan gøre det vanskeligt at fungere i samfundets sociale og arbejdsmæssige arenaer. Med andre ord er psykisk sårbarhed og lidelse mange ting og uanset, hvilke problematikker man måtte have, er det vigtigt, at samfundet og særligt behandlingssystemet kan hjælpe de mennesker med psykisk sårbarhed og deres familier med at lindre igennem svære tider, øge forståelsen, styrke og afdække ressourcer og i hele taget gøre det, der er svært, lettere.

Men sådan går det desværre ikke altid. Det er en af de skæbner, hvor slutningen ikke var lykkelig, man i bogen Kære Luise – En beretning om magt og afmagt i psykiatrien får et hjerteskærende indblik i. Bogen er forfattet af Dorrit Cato Christensen, der er mor til Luise Hjerming Christensen, der desværre ikke lever mere. Dorrit Cato Christensen er i dag aktiv i debatten om psykisk sårbarhed i Danmark og tillige formand i foreningen Død i Psykiatrien og aktiv i et projekt på psykiatri- og handicapområdet i Den Europæiske Unions Agentur for Menneskerettigheder. Bogens forord er skrevet af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der selv er aktiv indenfor foreningen Psykisk Sårbar.dk.

Bogen er en fortælling og breve skrevet af Luises mor til Luise igennem hendes opvækst. Det er en fortælling om en ressourcestærk pige med mod og interesse på livet, der i en tidlig alder begynder at ”stikke lidt ud”, fordi hun ikke som de fleste andre børn. Dette fanger en række fagpersoners opmærksomhed og dette bliver starten på et langt og smertefuldt forløb fyldt af håb, knuste drømme, op- og nedture i en sådan mængde, at man næsten ikke ved, hvor man skal starte eller slutte. Luise udredes for skjult epilepsi, siden sættes hun i medicinsk behandling, indlægges på børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger, kommer på et opholdssted, indlægges med medicinforgiftning, bliver svingdørspatient på psykiatriske afdelinger, vurderes psykotisk, får mere medicin, bliver mere syg, får en behandlingsdom, får diagnosen skizofreni og ender efter en lang kamp sine dage på en psykiatrisk afdeling, hvor hun dør af, hvad der i journalen beskrives som en utilsigtet hændelse, men som af pårørende ses som en overdosis af antipsykotisk medicin.

Det handler om mere end ret og uret
Det første spørgsmål, der melder sig, når man læser denne bog, er spørgsmålet om, hvem der har ret og uret, og hvem de skyldige er. Dette gør man, fordi man føler en indignation, harme og tristhed over, at tingene kunne gå så galt. Dog er det ikke min opfattelse, at det er på dette niveau, Dorrit Cato Christensen forsøger at vække og informere os. Det er nærmere en fortælling om, hvordan psykiatrien udover at være en hjælpende instans, også kan blive en institution domineret af definitionsmagt over, hvem og hvad et menneske er og i sidste ende, hvad det bliver.

Luises historie bliver således et ægte, hjerteskærende eksempel på, hvordan psykiatrien som praksis trods store fremskridt gennem de seneste par hundrede år, er blevet mindre præget af tydelig, fysisk magt, men hvordan skjult magt og skjult tvang stadig kan finde sted. Tankerne ledes derfor ikke unaturligt hen på filosoffen Michel Foucaults beskrivelser af, hvordan begrebet om normalitet og den legitimitet som videnskaben har fået i den sekulariserede verden, er redskaber og instanser, der skaber og udøver en magt, vi ofte er blinde for, fordi den ofte ikke er fysisk og tydelig. Dermed forsøger Dorrit Cato Christensen at få fagfolk og andre til at se psykiatriens potentiale og faldgrupper ved at gøre os opmærksomme på, hvordan psykiatriens begreber og procedurer som diagnoser, journalnotater og behandling kan bygge op og rive ned.

Det er også en fortælling om, hvordan man i den psykiatriske sygepleje må balancere på en knivsæg mellem at beskrive og arbejde med et menneskes sårbarhed, men også at være i stand til at fokusere på ressourcer, se mennesket bag diagnosen og lytte til patienter og pårørende, der om nogle må være eksperter i deres egen oplevelse. Det er en bog, der søger at råbe os op og få os til at få øje på, at diagnoser ikke er personer og personer ikke er diagnoser. Derfor må man tage psykisk sårbares ønsker, perspektiver og behov meget alvorligt, interessere sig for deres historier, lytte og for alt i verden ikke blive grebet af en for kynisk professionalisme og det narcissistiske behov for at være ufejlbarlig og tro man er alvidende. Vi må i høj grad have fokus på at falsificere frem for at verificere vores arbejdshypoteser. Som ansat i psykiatrien er det min opfattelse, at personalet i psykiatrien er gode til dette, men også, at der i vores fag ligger en fare for at falde i, særligt når ressourcerne er knappe og opgaverne mange, og derfor må man passe på. Dette hjælper et værk som dette os til, desværre har ofret været stort.

Det er et værk, der er hjertegribende, velskrevet og har en masse på hjerte, og det er mit store ønske, at bogen kan få den opmærksomhed, den fortjener, og kan udvikle feltet og holde evigt liv i en debat om, hvordan psykiatrien bør og skal være.