Kunstneren Sven Havsteen-Mikkelsen var i udpræget grad inspireret af den nordiske kulturkreds. Det nordatlantiske rum med det barske natur og klima, isnende havvidder og viltre fjelde var hans hjemmebane. Hans liv og kunstneriske løbebane var en lang søgen efter nordisk identitet. På rejse og i sine billeder var han hele tiden på sporet af de dybe rødder i nordbokulturen, som han både genfandt og genskabte.

I år er det 100 år siden, Sven Havsteen-Mikkelsen blev født, og derfor fejrer en lang række kunstmuseer og udstillingssteder i Danmark hans kunst. Der er også kommet en væsentlig bog i anledning af 100-året. Nordisk længsel – møde med folkekulturen i Sven Havsteen Mikkelsens rejsedagbøger og billedverden er udsendt af Mette Eriksen Havsteen-Mikkelsen, der er etnolog og svigerdatter til maleren. Det er sket i et samarbejde med Johannes Larsen Museet i Kerteminde, der også markerer og hylder Havsteen-Mikkelsens enestående livsværk.

Præget af Fritz Syberg og Johannes Larsen
Sven Havsteen-Mikkelsen blev født i?Argentina den 16. september 1912. Efter forældrenes skilsmisse giftede moderen sig med polarforsker og kaptajn Ejnar Mikkelsen, som adopterede drengen. Havsteen-Mikkelsen vidste allerede fra drengeårene, at han ville være kunstner.

I 1930 forlod han under forældrenes protester en læreplads hos Georg Jensen for at flytte til Kerteminde og modtage kunstnerisk vejledning hos Fritz Syberg og Johannes Larsen. Fynbomalernes umiddelbare naturglæde og sansemættede skildringer af de nære miljøer kom til at præge kunstneren for livet.

I 1936 giftede Havsteen-Mikkelsen sig med skotske Pamela Montgomerie. Familien bosatte sig først på Bornholm, siden på Sjælland, i Skotland og på Færøerne, inden parret og deres tre børn i 1948 flyttede til Tåsinge. De sidste år tilbragte Pamela og Sven Havsteen-Mikkelsen på Ærø.

Ekspressiv natur
I de tidlige ungdomsår besøgte Sven Havsteen-Mikkelsen Færøerne, hvor adoptivfaren Ejnar Mikkelsen var direktør for en hvalfangerstation, og han deltog to gange på ekspeditioner til Grønland. Disse rejser fik ligeledes stor betydning for Havsteen-Mikkelsens kunstneriske virke, og han opholdt sig siden hen utallige gange på Færøerne og i Island, i hvis landskaber han fandt motiver til sin ekspressive, naturromantiske kunst.

Havsteen-Mikkelsens landskabsbilleder er oftest mennesketomme. Men han var tillige en glimrende portrætmaler. Reduceringerne, de temperamentsfulde penselstrøg og de koloristiske kvaliteter går igen uanset motivvalget.

Kirkeudsmykninger
De nordatlantiske landskaber gav ham inspiration til over 60 kirkeudsmykninger i kirker i Norden. Disse arbejder omfatter altertavler, glasmosaikker og farvevalg i kirkerne. Han kom tæt på hvalfangere og fiskere, der levede på kanten af det mulige, og hvor religionen spillede en markant rolle. Sven Havsteen-Mikkelsen sagde selv, at formålet med hans kirkekunst var at bringe evangeliet ind i rummet og gøre det gældende. Havsteen-Mikkelsen opfattes af mange som nordbo og et ikon for det nordiske, og han udtrykker med sine malerier og tegninger, træsnit og litografier en nordisk længsel som deles af mange mennesker i en moderne verden.

Denne særlige søgen efter oprindelighed og autenticitet i nordiske landskaber bliver fremragende belyst af Mette Eriksen Havsteen-Mikkelsen. Forfatteren har ud over et nært familiært kendskab til Sven Havsteen-Mikkelsen også haft adgang til et unikt kildemateriale. Derfor har bogen også en meget personlig vinkling og et stærkt engagement i fortællingen.

Havsteens tegninger og skitser bringes i fyldigt udvalg sammen med citater fra breve og rejsebøger, som Mette Eriksen Havsteen-Mikkelsen oftest lader tale for sig selv. Kunstneren formulerede sig ofte kategorisk, nogle gang lidt firkantet. Under et besøg på kulturcentret Mikkelberg i Sydslesvig hævdede han således, at syd for Ejderen, dér kunne kan ikke male. Underforstået: Det var uden for den nordiske kulturkreds.

Oprindelighed og autencitet
Forfatteren beskriver detaljeret og medrivende kunstnerens rejser i Norden, der for ham ikke blot var rejser i tid og rum til Norge, Færøerne og Island, men også en mental rejse tilbage til oprindelighed og autencitet i mødet med rodfaste nordiske traditionsmiljøer og livsformer. Rejserne blev primært foretaget i begyndelsen af 1950erne, og med på rejserne var Martin A. Hansen, der som forfatter er blevet dyrket med overdreven ærbødighed, men også opfattet som forældet og tidsbundet.

Venskabet og samarbejdet med Martin A. Hansen var tæt. Det voksede ud af deres fælles kirkerejser i 1950erne og forberedelserne til Orm og Tyr (1952) og blev ført videre med bogen Rejse på Island (1954), hvor kunstneren og forfatteren søgte helt ind til midten af Island. Ifølge Mette Eriksen Havsteen-Mikkelsen er det »det samme rum«, kunstneren og forfatteren bevæger sig i og »det samme historisk betingede anliggende«.

Er Sven Havsteen-Mikkelsen så også forældet og tidsbundet? Det mener jeg ikke, hans kunst er. Hans billeder holder. Hans usædvanlige livsfortælling og vedholdende nordiske søgen kan stadig sige os noget i dag, hvor Norden er blevet overhalet af EU og internationalisering. Claus Grymer har i Kristeligt Dagblad fremhævet Sven Havsteen-Mikkelsen som »en anti-turist«, og det er en meget rammende beskrivelse. Havsteen søgte væk fra den forstyrrende støj og ind til det egentlige. Han ville i sikkerhed for turismen, som han tog afstand fra. Han mente, at turismen dræber alt levende.

Han er selv med på toppen af fjeldene og ude i den islandske ødemark for at erfare og opleve – og Mete Eriksen Havsteen-Mikkelsen er med som en fortrolig rejsefælle – tæt på. Én anke har jeg mod bogen. Når det nu er en kunstbog, kunne man godt have givet den et lidt mere æstetisk og fængende omslag.

Man kan læse mere om 100-året for Sven Havsteen-Mikkelsens fødsel på www.havsteen100aar.dk.