Den franske madlavning får klokker til at ringe for de fleste. De fleste har positive følelser knyttet til den franske mad, men disciplinen fransk madlavning er også en, de færreste kaster sig over. Dette skyldtes sikkert, at fransk madlavning har skabt en hel del ærefrygt omkring sig selv– alt lyder kompliceret, teknisk og som noget, der tager lang tid og evner langt over gennemsnittet. Udover dette kan det nok for de fleste være vanskeligt at remse franske retter op, når man ser bort fra baguette, brie og creme brûlée. Det er alle disse fordomme og et forsøg på at gøre den franske madlavning mere tilgængeligt, der ligger bag værket Mit lille køkken i Paris af Rachel Khoo, som har en konditoruddannelse fra det franske Le Cordon Bleu, et verdenskendt fransk gastronomisk institut.

Lækker i format og indhold
Selve bogen er en af den her slags hyggelige kogebøger, man nemt kan sidde og hyggelæse i sofaen en mørk aften, og lade sig henføre til bugnende madmarkeder og sommer i syden, fordi bogen har et lækkert format med masser af stemnings- og madbilleder, små hyggelige historier om de forskellige retter, og fordi kogebogen har en masse personlighed. For er der næsten noget værre end kogebøger uden billeder og liv? Nej - og det har Rachel Khoo forstået og har dermed skabt en levende og inspirerende kogebog.

Når det kommer til det mere indholdsmæssige, synes værket at have en god balance mellem retter, du kender, og retter, du kan komme til at kende. Bogen har opskrifter på de gode gedigne klassikere som Creme Brûlée, Belle Héléne, Coq au Vin, Crepes mfl., en masse gode grundopskrifter på bouillon, mayonnaise, croissants mv. og ellers en masse mere ukendte retter. Teknisk og tidsmæssigt svinger opskrifterne en del i kravene, og der er både givet opskrifter til nem hverdagsmad og forslag til festmiddage. Opskrifterne har gode forklaringer, så selv de mere udfordrende retter bliver tilgængeliggjorte.

Men det kan blive en udfordring
Selvom bogen på mange måde har alt, hvad en god introduktion til et af de store verdenskøkkener skal have, bliver nogle af retterne nok også udfordrende, men på en anden måde end man måske skulle tro. Det er nemlig ikke nødvendigvis det tekniske domæne, der vil udfordre dets læsere, men nærmere at lokalisere en række af de ingredienser, der indgår i meget af madlavningen, med mindre man bor i nogle af de store danske byer. Ingredienser som kaniner, kastanjer, specifikke franske oste mfl. er blandt andet ingredienser, man nok skal på jagt efter og muligvis skal have bestilt hjem, såfremt man ønsker at følge nogle af opskrifterne slavisk.

Endvidere er man heller ikke i tvivl om, at bogen på ingen måde er tilpasset danske ganer og vaner. Gedeost, indvolde mv. er ikke sjældne ingredienser i en række opskrifter, og der ligges på godt og ondt vægt på, at tingene laves fra bunden. Det er et plus for de, der er eventyrlystne, og de, der elsker at lære at lave tingene på den old-school måde, fra bunden. Dog er der risiko for, at nogle læsere sorteres fra på disse præmisser.

Hurra!
Dog skriver bogen sig også ind i en trend, der de seneste par år har taget fat i danskerne – en trend, hvor kvaliteten i højere grad sættes over kvantiteten, hvor vi nyder at lære at lave tingene fra bunden og hvor madlavning i højere grad bliver et spørgsmål om kunst og skaberlyst end en praktisk nødvendighed. Derfor lander bogen også i et Danmark, der er modent til at tage opgaven op, og derfor er det ikke usandsynligt, at bogen kan blive en lige så stor succes, som den er blevet i udlandet. Hurra for hollandaise, der ikke kommer fra Knorr, og for mayonnaise, der ikke kommer fra en gul plasticflaske. Værket er værdsat i mit lille køkken, og vil sikkert også blive det i andres.