De fleste kender primært Patti Smith som sanger og sangskriver gennem snart 40 årtier. En lige så uforvekslelig stemme som Leonard Cohen, og med lyriske sangkvaliteter på samme niveau. Men hun er også billedkunstner og forfatter. Hendes store gennembrud kom i 2010, da hun vandt den amerikanske National Book Award for selvbiografien Just Kids (udgivet på dansk af KLIM samme år).

Hendes første bog er imidlertid mere end 20 år gammel. Woolgathering – der på engelsk betyder både at samle uld og at spinde drømme – udkom i 1991 som nr. 45 i serien Hanuman Books: små bøger med store kvaliteter. Det er den udvidede genudgivelse, der nu er kommet på dansk i Charlotte Kornerups gode oversættelse.

For musikinteresserede mennesker født efter 2. verdenskrig er det, som om Patti Smith altid været der. Et eller andet sted i for- eller baggrunden af vores livs soundtrack. Hun hamrede et stort søm ind med sit gennembrudsalbum Horses helt tilbage i 1975. Og alle albums derefter har kaldt på opmærksomhed. Senest det fremragende album Banga, som også fyldte på hendes koncert på Store Vega 20/9 i år. Man må sige, at Patti Smith har fået rigtig meget opmærksomhed i Danmark i denne sensommer. Op til udgivelsen af Drømmespinderi og Patti Smiths besøg på Louisianas Litteraturfestival skrev dagbladene ekstensivt om denne 'great lady of rock music'. I Politiken fejrede to digtere hende med et helsidesdigt baseret på titler fra det store bagkatalog, som en veritabel hyldest til denne kvindemusikkens og -poesiens heltinde-mod-sin-vilje.

Jeg fik lyst at anmelde Drømmespinderi ud fra en idé om at det kunne være sjovt at besøge bagkataloget. Det var både en god og en dårlig idé. God fordi Patti Smith har skrevet meget få forglemmelige sange, og dårlig – af samme grund. Der skal sættes rigtig meget tid af til at lytte! En anden grund til min nyvakte nysgerrighed var, at jeg netop havde læst om hendes sange i den midterste del af Ketil Bjørnstads fornemme, men i Danmark oversete roman-trilogi Til Musikken – Elven – Kvinden i Dalen, hvor Patti Smiths albums rangeres på linje med de største kompositioner af Bach, Beethoven og Brahms. Ikke musikken eller teksterne i sig selv, men den unikke kombination af finslebne ord og ofte hypnotisk enkel musik.

Drømmespinderi er en skøn lille ting. Næsten ethvert beskrivende ord føles tungt og klodset i forhold til den florlette poesi, der farver de små sider i bogen om barndommens fortryllede land. Smith har en unik evne til at formidle den selvfølgelige magi og livgivende mystik i det 3-10 årige barns liv. Naturen, lokaliteter, dyr, søskende, kærlige voksne, lukkede voksne og sære voksne er som sætstykker eller birollehavende i en række eventyrscener, som er uden plot og derfor kun vagt forbundne. Men der er mange genkommende motiver – næsten som musikalske ledemotiver – der forbinder de 13 korte tekster, hvoraf nogle få (de midterste) er tekster om og fra voksenlivet. Nogle af de vigtigste ledemotiver er oplevelsen af at kunne svæve, måske endda flyve – og så de sansemættede indtryk af det mystiske folk med hvide kyser og middelalderlige gevandter, som pigen Patti oplever på særlige sommeraftener og -nætter. En gammel mand fortæller hende, at det er ”uldsamlerne”… Og sådan spindes erindringstråde på fineste vis sammen til et billedtæppe, der viser en besjælet barndom renset for ydre rigdom, men fuld af indre kostbarheder.

I barndomsteksterne har læseren ingen problemer med at forstå, hvad der foregår, og hvem der omtales. Alt fortælles enkelt og fyldestgørende. Det kan knibe mere i voksenteksterne, som har rigtig mange referencer til musik, litteratur og billedkunst, som kunne have fortjent en forklarende note til danske læsere. Jeg ved f.eks. godt, hvem skuespilleren Sam Shepard er, kender billedkunsterne Fra Angelico og Willem de Kooning, og kan regner ud, at Ayler må være jazzsaxofonisten Albert Ayler. Men hvad med Patti Waters, Ho Ho Hovhaness, Shaahr-e-Ray, Riot on Sunset Strip, Have-A-Hank-lommetørklæder, Great Barrymore og Pollocks tårer? Der er ingen hjælp at hente, så man bliver nødt til at overgive sig og opleve de hemmelighedsfulde navne som poetiske ord og begreber. Sådan er det også ofte med Pattis sange.

Teksterne ledsages af små sort-hvide fotos, som oftest ret kornede og taget af Patti Smith selv. De er ikke illustrationer i traditionel forstand, men knytter sig til det enkelte tekstunivers som visualiseringer af dets stemninger. Helheden er smukt og enkelt komponeret – og med til at gøre den lille bog til en sjældent frydefuld og mættet oplevelse.