Tatoveringer har i de senere år gennemgået en forvandling, fra at være et mærke på afvigelse, tilhørende lavklasse status og ikke noget man burde gøre mod sig selv, til nu at være relativt accepteret i den brede befolkning. Ikke kun som et modefænomen, men også som en større forandring af hvordan vi ser på vores kroppe og deres udsmykning.

Mindy Fenske skriver ud fra en amerikansk kontekst, men mange af hendes argumenter er stadig relevante i en dansk kontekst, og hendes mest interessante pointer er ikke nationale, men binder an til forståelsen af tatoveringer og tatoveringskulturen som sådan. Fenskes basale udgangspunkt er at tatoveringer ikke blot fungerer som kulturelle repræsentationer, selvom de også er det. Tatoveringer er nemlig også performative i J.L. Austins forstand - de gør noget, både ved ejeren og betragteren. Denne forståelse af tatoveringer kommer ikke kun fra Austin og Derridas forståelse af det performative, og ikke mindst Judith Butlers arbejde med køn og identitet som performativt konstrueret. Fenske trækker også på W.J.T. Mitchells billedteori (primært fra What Do Pictures Want?, men også Picture Theory), som netop også fokuserer på at man kan forstå billeder "som om" de var levende. Der er her tale om en metaforisk brug af at billeder er levende, men Fenske kommer med et godt eksempel på hvordan man kan se billeder som handlinger; endda et eksempel vi kender godt her i Danmark: Jyllandspostens karikaturer af Muhammed. Disse tegninger er performative fordi de stiller betragteren i en bestemt position, og kan forståes som levende fordi deres udsigelse fungerer som en handling der kræver modreaktion. Ved at betragte kulturelle produkter som performative, er Fenske tæt forbundet med lignende synspunkter, som f.eks Matt hills i hans How to do Things With Cultural Theory.

Alt i alt er det en meget brugbar og funktionel måde at behandle tatoveringer på, for som Fenske selv udtrykker det, så er en tatovering ikke blot et udtryk for ens identitet, men også en måde at skabe ens identitet på. Yderligere åbner Fenske også op for, at tatoveringer ikke blot skal ses som en modstandsideologi, som forsøger at benægte et bestemt kropsideal eller gå imod en mainstream kultur. Fenskes pointe er snarere, at det kun er på grund af tatoveringskulturens indlejring i en mainstream kultur. Det er en god og nuanceret måde at arbejde med kulturel analyse på, som fokuserer på bevægeligheden af kulturelle handlinger. I stedet for at se kulturen som en kamp mellem to yderpunkter, er der i stedet tale om en proces i et produktivt netværk.

Selve analysen af tatoveringerne, falder i tre dele: tatoveringskonventer, tatoveringer i reklamer og modern primitivism. Hermed afstikkes der territorier både indenfor og udenfor mainstreamkulturen, hvilket giver et udmærket overblik.

Med udgangspunkt i personlige oplevelser, får vi en beretning om hvordan tatoveringskonventer fungerer som både et inklusivt og eksklusivt sted. Da disse konventer ofte finder sted i hoteller hvor andre, utatoverede, gæster også findes, skabes der er et særligt rum som både er rent fysisk, men også er mere symbolsk og performativt - herinde er man anderledes, hvis man ikke er tatoveret; altså den omvendte verden af udenfor. Fenske påpeger ikke kun tatoveringernes identitsfunktioner, men også hvordan tatoveringerne skaber et bestemt kulturelt og socialt rum, som muliggør denne identitetskonstruktion.

Næste kapitel fokuserer på reklamer som benytter sig af tatoveringer på den ene eller den anden måde. Her er tale om rene repræsentationer, uden egentlige personer bag. Dermed ender dette kapitel også med at være det svageste i bogen, for selvom det påvises hvordan Tampax reklamer som genopfinder Rosie the Riveter, eller PlayStation-spillet UmJammer Lammy bruger tatoveringer, så kommer det ikke ud over den typiske tekstanalyse. Her er det tydeligt hvor svært performativ analyse kan have det med at analysere tekster. Kapitlet er nu interessant nok, men ligger under det niveau som resten af bogen har.

Det sidste analysekapitel omhandler den bevægelse som Fakir Musafar på mange måder har stået fadder til: modern primitivism, eller den moderne primitive, på dansk. Fenske viser overbevisende hvordan den moderne primitive bevægelse samles om tidligere, oftest primitive, kulturers brug af tatoveringer, og ser sig selv som en forlængelse af disse gamle traditioner. Fenske viser dog, at denne brug af de oprindelige, primitive traditioner både er et udtryk parallelt med Edward Saids orientalism-begreb og et dybfølt ønske om at finde sit eget ståsted. Disse oprindelige kulturer bruges ikke i deres historisk korrekte forstand, men mere som en performativ handling og identitetsstrategi.

Det afsluttende kapitel forsøger at argumentere for brugen af performativ analyse, hvilket bogen selv er et glimrende eksempel på. Det er tydeligt at denne analysemetode kommer meget længere med emnet, samtidig med at at den kan gøre analyserne meget mere dynamiske, og derved undgår Fenske at falde i de klassiske fælder. Det er dog også tydeligt, at jo mere tekst-baseret et kulturelt produkt er, jo sværere har den performative analyse det med at åbne op for teksten.

Læs den engelske anmeldelse her.