Anden Verdenskrig kan vanskeligt ses isoleret fra Første Verdenskrig. Anden Verdenskrig begyndte i virkeligheden ikke den 1. September 1939, men ved afslutningen af Første Verdenskrig i 1918 og med den efterfølgende Versailles-fred. Mellemkrigstiden i Tyskland er væsentlig at beskæftige sig med, hvis man ønsker om ikke forståelse, så en dybere indsigt i det nogle gange uforståelige: nazismen.

Et godt billede af Tyskland op til katastrofen får man i bogen Farvel til Berlin, som britten Christopher Isherwood udsendte i 1939 efter at have opholdt sig i Berlin i årene op til 1933. Bogen er senere blevet filmatiseret under titlen Cabaret og opsat som både musicaler og teaterforestillinger.

Alfred Döblins Berlin Alexanderplatz fra 1929 og Hans Fallades Kleiner Mann – was nun? beskriver pessimisme og såvel menneskeligt som samfundets forfald i mellemkrigstidens Tyskland. Det er vellykkede eksempler på, at der kan skrives god skønlitteratur om indviklede historiske perioder.

Tyskland i borgerkig
Danskeren Erik Koskela har udsendt murstensromanen Tro, håb og had, hvis handling udspiller sig i Weimarrepulikkens korte tid. I spændingsromanen tegner han et billede af Tyskland fra 1918 til 1930, da stærkt reaktionære nationale kræfter, kompromisløse kommunister, socialister og socialdemokrater ikke kunne finde hinanden ad parlamentarismens vej. Resultatet var regeringskoalitioner, der var dødsdømt på forhånd – koalitioner, som oppositionen gjorde alt for at ødelægge.

Den rablende, ruinerende inflation kender vi alle historierne om. Pengene mistede deres værdi for hvert sekund. Et brød kostede i 1922 163 mark og mindre end et år efter 210 millioner mark. I Schlossparktheater i Berlin var prisen for billetter enten to æg eller et pund smør. Arbejdsløsheden eksploderede, og ud af den voldsomme økonomiske situationen voksede noget, der i perioder var tæt på en regulær borgerkrig. Vold og terror blev en norm.[e2} Dokufiktion
Bogen er en blanding af dokumentar og fiktion og bevæger sig på flere separate planer af dokumentar og fiktion samt dokumentar blandet med fiktion. Det vil sige en slags halvdokumentar, hvor personer, der i virkeligheden har levet, udstyres med fiktive replikker. Overordnet er romanen baseret på faktiske begivenheder, men handlingen bæres igennem af fiktion.

Vi følger blandt andet den unge, fattige studerende August Leonhardt og hans overklassekæreste Bella Steinheim. De lever et nogenlunde sorgløst liv, mens bevæbnede frikorps støder sammen i gaderne og bekæmper både hinanden og kommunisterne. Rigsdagsvalget i 1930 synes kun at bekymre dem lidt, men tingene tager en drejning, da August bliver vidne til et sammenstød mellem nazister og kommunister. Her redder han en på overfladen sympatisk SA-mand fra at blive dræbt. SA-manden præsenterer sin redningsmand, August, for de andre brunskjorter. Og så kører handlingen.

Erik Koskela vil gerne fortælle en væsentlig historie, som eftertiden skal lære af, som han lidt docerende formaner. Det lykkes bare ikke særligt godt, for bogen har ikke meget med skønlitteratur at gøre. Den bliver for konstrueret og aldrig rigtig vedkommende.

I perioder er den så overlæsset med historiske fakta, som skygger for det, der var tiltænkt som fiktion. Og man glemmer helt, at det er en roman, man sidder med. Den slags er set og læst før. Skønlitterære ambitioner er ikke altid det bedste at have, når man går rundt med en tung viden, som det er svært at forløse. Man mærker ret hurtigt, hvor det bærer henad, og når Erik Koskela som debutant lægger ud med godt 450 sider, så bliver man hurtigt søvnig og taber koncentrationen.

En skam – for historien er relevant. Måske skulle Erik Koskela have valgt en anden genre end fiktionen.

Til sidst er der for mange løse ender, der stritter i for mange retninger. Tyskland iværksætter et ulovligt samarbejde med Sovjetunionen, og de to taberlande fra Første Verdenskrig ryger i armene på hinanden. Versailles-traktaten var en blindgyde for Tyskland – det ved vi nu bagefter. Og internt i Tyskland voksede dolkestødslegenden frem – en legende, som Hitler bryggede videre på: Tyskland var i virkeligheden aldrig blevet besejret på slagmarken, men blev faldet bag ryggen interne »forrædere«, der gjorde revolution i 1918, så kejseren var nødt til at flygte.

Bogens morale skæres ud i pap, men formidles dårligt: »De, der ikke kan huske historien, er tvunget til at gentage den«. Ja – og....? Der er varslet en fortsættelse af romanen med udgivelser i efteråret 2013. Det kan næsten kun gå fremad.