I denne højsommertid, hvor studenter (af alle slags) fylder bybilledet med deres begejstrede selvfejring, kan det være sundt at huske, at det ikke altid har været sådan. Det kan virke, som om fejringens selvfedme er vokset ligefremt proportionalt med antallet af studenter pr. ungdomsårgang, når man læser den ydmyge skildring af top-studenten Peer Hultbergs oplevelse af studenterfestivitas anno 1953:

”Jeg var fuldstændig forbløffet over at jeg skulle have noget forærende fordi jeg var blevet student, det syntes mig så selvfølgeligt at jeg slet ikke fattede deres gestus. Hvad jeg havde gjort var jo slet ikke nogen præstation, det var blot hvad man nu engang gjorde, jubelen over at man var student stod mig fuldstændig fremmed.” (s. 286)

Peer Hultberg var nu på mange måder heller ikke en ”gennemsnitlig” student. Hans hjem kendte ikke til nogen form for anerkendende gestus over for børn – hans forældre var helt rådvilde i forhold til deres begavede barn, som de aldrig havde formået at støtte eller opmuntre: ”Hun [mor] var jo ikke ond, hun var bare tankeløs og en smule dum. Min far var ond, og han var ligeledes dum.” (s. 22)

Forældreportræt næsten uden formildende omstændigheder
Dette er et forældreportræt hægtet op på to adjektiver, der er både forslidte og uden nogen form for kunstnerisk fernis. Det er nådesløst og absolut – på en måde, der ikke får læseren til at tænke på en stor kunstner som afsender. Ikke desto mindre er ordene skrevet af en af Danmarks fineste og mest stilbevidste forfattere i det 20. århundrede, nemlig Peer Hultberg, der især er kendt og prist for mesterværkerne Requiem (1985), Præludier (1989) og Byen og verden (1992).

Når man har læst disse to manuskripter, som Hultberg efterlod sig til udgivelse efter sin død i 2007, må man også give ham ret: hans far må have været en både ond og dum mand, og hans mor en tankeløs og lidt dum kvinde. Had og foragt er andre negative ord, som fylder i den familie, Peer vokser op i, og hvor generationerne finpudser de samme triste ’scripts’. Med udgangspunkt i fasteren, en af verdens første kvindelige ingeniører, hedder det f.eks. som begrundelse for, at hun ikke fik lov at videreføre familiens entreprenørfirma:

”Hendes far havde blot ingen tiltro til kvinder, og han foragtede sin datter som han foragtede sin kone som min far foragtede min mor. Og min faster ville at jeg skulle triumfere over min far, den uduelige, der aldrig ville blive så god som sin egen far, og jeg kom i den matematiske linie i gymnasiet, skønt jeg langt hellere ville have været i den klassisk-sproglige…” (s. 36)

Peer Hultberg var – lige som hans to år yngre søster Karin – adoptivbarn. Forældrene, som skulle vise sig så uegnede til denne rolle, var agtede samfundsborgere – en dommerfuldmægtig, senere landsdommer og hans hjemmegående hustru, der havde været advokatsekretær. Begge følte sig højt hævede over stort set alle andre mennesker, samtidig med at de – som Peer erindrer dem – var bornerte, snerpede, indskrænkede, snobbede og faderen tillige ekstremt nærig.

Erindringsbogen fortæller om barndommen i Horsens og ungdomsårene i Viborg – den by, hvis borgere Hultberg så præcist, nådesløst og uforglemmeligt har skildret i Byen og verden. Det var først og fremmest et uhyre ensomt liv; Peer var overladt til sig selv. Han elskede sin lillesøster, men det var ikke gengældt, og forældrene evnede ikke at tænke på andre end sig selv. Peer var dog som barn stærkt knyttet til moderen, for selv om hun var fattigfin, egoistisk, utroligt sladderagtig og i evig krig med sin mand, var hun den eneste han havde, og hun kunne også være kærlig mod sin søn – og knyttede ham til sig med mere eller mindre fine midler.

”En ulykkelig barndom, nej ikke nogen ulykkelig barndom, men en glædesløs barndom hvor jeg selv var henvist til at søge mig alle mine glæder. Jeg måtte selv tage initiativet og finde på.” (s. 77)

Allerede som barn udvikler Peer en evne til at gennemskue de voksne, deres urimeligheder og underlige gerninger. For det meste er det ikke til nogen nytte i dagligdagen, men for læseren er det en oplevelse at følge med i den gradvise afdækning af de voksnes verden, set gennem barnets/drengens øjne og spejlet i Peers på en gang føjelige underdanighed og skarpsindige undvigemanøvrer. Moderen udsætter ham for det, der i psykologisprog kaldes ’double bind’-kommunikation, altså søde ord og løfter - og handlinger der slet ikke svarer til dem, men nærmest modsiger dem. Faderen udsætter ham for hån, ironi, vrede og latterliggørelse. Peer forsvarer sig ved at trække sig ind i sig selv og skjule alle sine virkelige tanker og følelser for forældrene bag den flinke søns maske. Paradoks: ”Det er jo egentlig en utrolig fundamental tryghed, de har givet mig. De har aldrig ladet mig føle at jeg står i gæld til dem.” (s. 169)

Horsens – viborg – københavn
Bogen falder i tre dele – den første primært om Horsens-årene og den første tid i Viborg, dvs. fra midt i 30erne til o. 1950. Andel del skildrer mellemskole- og gymnasieårene i embedsmandsbyen. Tredje del – den korteste – fortæller om tiden efter studentereksamen og det første studieår i København. Endelig er der nogle korte reflekterende afsnit skrevet i 90erne. Mellem første og anden del er der et kort, intenst afsnit, hvor forfatteren – i en slags limbo i forbindelse med renskrivningen af første del – diagnosticerer sig selv psykoanalytisk og prøver at forstå sine depressive tendenser ved at leve sig ind i sit livs første 15 måneder, hvor han som uønsket barn var overladt til diakonisserne på Sct. Lukas Stiftelsen. Her mærker man den trænede analytiker, som ikke skåner sig selv, og som finder psykologiske mønstre, der (desværre) varede hele livet.

Seksualitet er tabu i det bornerte landsdommerhjem, og det var varer meget længe før Peer overhovedet bliver sig dette fænomen bevidst, da der også foregår en del double bind-kommunikation på dette punkt. Bevidstgørelsen går primært gennem læsning (Proust, Gide), og Peer er ret tidligt i livet på det rene med, at han er til mænd, men uden at det overhovedet kommer til seksuelt udtryk før han forlader hjemmet som student. Da hans seksuelle orientering endelig – ti år senere – bliver eksplicit, opfatter moderen det nærmest som et forræderi. Hun havde jo advaret ham mod mænd med slette hensigter – de ”forkert vendte”! For faderen eksisterer homoseksualitet slet ikke i privatlivets sfære, kun i den juridiske – hvor han f.eks. må konsultere sin søns leksikon for (beskæmmet og rødmende) at erfare betydningen af begrebet ”anal”.

Musikken bliver – sammen med en lille håndfuld gymnasievenner i en bridgeklub - Peers redning i ungdomsårene. Han får Viborgs bedste spillelærerinde, som indfører ham i Chopins, Schuberts og de andre romantikeres verden. Hultberg beskriver levende og rørende, hvordan man selv i en provinsby som Viborg ligger under for den såkaldte ”musikalske reformbevægelse” og dens skepsis over for følelsesbetonet og -følelsesfremkaldende musik. Chopin er i årevis en nærmest hemmelig kærlighed; først domorganisten/gymnasielæreren Sennels’ lovprisning af den polske romantiker i musiktimerne gør dennes musik legitim for den unge klaverspillende gymnasiast.

Bogens sidste del fortæller åbent og smukt om den unge homoseksuelle mands tidlige erfaringer og de glæder og sorger, der beredes ham, da han endelig er sluppet fri af Viborgs kvælende favntag og kan forelske sig (næsten) uden angst for fordømmende observation. Studiet af slaviske sprog viser sig at være hans akademiske bestemmelse, som han forfølger om end med omveje. Men også den depressive disposition bryder frem og sætter sine spor, som skal vise sig at blive livslange.

Der er også mange interessante betragtninger over sammenhængen mellem personlighed, erfaringer og litterær stil. Litteraturanalytikere vil kunne finde frugtbare stikord til dybtgående studier s. 240ff, hvor Peer også fortæller om de forfattere, der var med til at forme ham, især Grønbech, Lagerløf, Karin Boye, Proust, Joyce.

Selvbiografi er blevet til over en årrække – påbegyndt i 1980erne, da forfatteren var et halv hundrede år gammel, og afsluttet (eller lagt til side) i 1990erne. Selvom bogen aldrig fik den planlagte sidste gennemskrivning, og derfor lider af en del unødvendige gentagelser, er den et meget stærkt dokument om en menneskeskæbne, en familie og en tid. Med Hultbergs egen musikalske metafor: ”Er der flere variationer jeg kan spinde over dette ganske enkle tema, denne passacaglia der er mit liv. Forbandet. Du har ikke ret til at eksistere. Du skulle aldrig have været.” (s. 172)

Vi er så langt væk fra den selvpromoverende, glamourøse selvbiografi som tænkes kan. Dette er en digter, der virkelig holder dommedag over sig selv - ved at erindre og give erindringen sproglig form.

Brev til en umulig mor
Selvbiografi er holdt i første person datid, med indlagte reflekterende afsnit – hvor Hultbergs uddannelse som jungiansk analytiker viser sig på fineste vis – mens Brev er skrevet i anden person nutid/datid, som en direkte henvendelse til moderen, i dagene, ugerne og månederne efter hendes død. I den tibetanske Dødebog omtales en tilstand som kaldes Bardo – den tid der går fra sjælen forlader legemet til den genfødes i et nyt legeme. 44 dage varer det, før det levede liv falder på plads – og noget nyt kan begynde. Genfødsel er måske også det, at mindet om den afdøde falder på plads i de(n) efterlevende. Det kan give mening at forsøge at kontakte den afdøde i bardo-tilstanden, i det mindste metaforisk.

Hultbergs Brev til moderen er rystende læsning. Endnu tydeligere og mere direkte end i Selvbiografi beskrives det, hvordan moderen knytter sin dreng til sig med søde ord, løfter og alliancedannelse mod faderen – og hvordan hun samtidig lader ham fuldstændig i stikken, både over for faderen og i forhold til andre børn og voksne. Double bind igen. Ikke engang faderens død kan ændre moderens holdning sin søn, heller ikke til hans voksne liv som homoseksuel, med flere længerevarende forhold. Dette kan moderen hverken acceptere eller tale om. Sønnen forsøger at forstå, opstiller mellemregninger til fordel for moderen, som han har elsket men samtidig svært ved at tilgive. Det forstår man som læser godt.

”Hvad skal en mand gøre, der har haft en mor der er yderliggående masochist. (…) at have haft en mor der virkelig har foragtet sig selv.” (s. 45)

44 dages rejse i ukendt land – frem mod en form for fred og forståelse. Brev er fortællingen om sådan en rejse. Det er klassisk sorgarbejde at skrive brev til den afdøde. Hulbergs brev bør blive en klassiker.

Samlet set kan de to bøger minde om Karl Ove Knausgaard i deres hudløse ærlighed og i forfatterens evne til at gøre det dybt personlige alment og relevant for læseren. Forskelle er der dog også mange af. I bd. 3-4 af Min kamp fortæller Knausgaard ligefremt og uden større prosakneb historien om sit liv fra ca. 5-18 år. Hultbergs stil i fortællingen om de samme opvækstår er langt mere præget af brud og refleksion. På hver sin måde sætter de to forfattere nye standarder for hvordan man kan fortælle om sit liv.

PS. Jeg, deres ærbødige anmelder, er selv vokset op i Viborg – en halv snes år senere end Hultberg. Jeg har haft mange af de samme lærere på Viborg Katedralskole, og jeg har kendt en del af de øvrige omtalte personer. Sørgeligt nok kan jeg ikke dementere Hultbergs ofte sønderlemmende kritik af gymnasielærere og andre af samfundets højst anerkendte borgere i 1950erne. Høj uddannelse og medmenneskelighed hang desværre ikke sammen dengang. Hænger det mon bedre sammen i dag?