”I brunkulslejrene er det kun de stærke, der klarer sig.” Denne nøgterne konstatering møder vi allerede på en af bogens første sider, og det er da også omdrejningspunktet for de begivenheder, der udspiller sig i Knud Simonsens dokumentariske roman Brunkul – Børster og Baroner. Bogen er anden del i en påtænkt trilogi omhandlende danske arbejdspladser under besættelsen men kan sagtens læses selvstændigt. Enkelte karakterer går igen i både forgængeren Tørvekongen, der fokuserer på tørveindustrien, og Brunkul, der omhandler den brunkulsindustri, der opstod i Danmark under Anden Verdenskrig, hvor landets mangel på bedre brændstof sparkede udvindingen af brunkul fra den vestjyske undergrund i gang. Navnlig omkring Søby nær Herning opstod et veritabelt Klondike af skurbyer med tilhørende kolonialhandler og værtshuse, og til denne barske, forblæste egn af Danmark rejser den unge hovedperson, Martin Rask Jensen, i romanens begyndelse for at tjene penge til drømmegården hjemme i det frodige Østjylland.

Bogen er som nævnt en dokumentarisk roman. Skrivestilen er enkel, nøgtern og flere steder præget af jysk underdrivelse og humor. I en række korte afsnit springer vi – næsten som i en dokumentarfilm – fra den ene scene til den anden med forskellige karakterer, situationer og årstal som omdrejningspunkt. Indre motiver og følelser er der bevidst ikke gjort meget ud af; i brunkulsbyerne er livet en handel, inklusive sex og kærlighed. Og spiller man smart, kan man få at lag tæsk.

Med Martin som det primære omdrejningspunkt følger vi udviklingen i brunkulslejrene fra de første krigsår og frem. Vi hører, hvordan det hele begyndte, om industrialiseringen der fulgte og om den store pengeombytning i 1945. Søby er et farligt sted; man kan miste livet i et sandskred nede i lejrene, men man kan også blive rippet af falskspillere på den lokale beverding. Byen befolkes af en broget skare af tidligere landarbejdere, plattenslagere og folk på flugt fra lovens lange arm – for slet ikke at nævne de såkaldt ’løse kvinder’, der strømmer til området for at betjene de mange mænd, der arbejder i lejrene. Enkelte skolelærere og missionsmænd er der såmænd også at finde, for de høje lønninger får selv de lærde og de moralske til at gå på kompromis med idealerne. Mange af personagerne får hurtigt kulørte tilnavne som ’ØlAnker’, ’TykMads’ og ’SpjætMarie’.

For nogle bliver brunkullene en forbandelse, for andre en velsignelse. ”Kullene vælter op af jorden”, som det hedder i romanen, og formår man at forvalte indtægterne rigtigt, kan man blive en meget rig mand – en brunkulsbaron. Arbejdet i lejerne er ikke for alle; kun de stærkeste kan klare ti timers arbejde med skovl og bør i al slags vejr året rundt. Man fornemmer til tider næsten de skærende rygsmerter og stanken af sved under læsningen.

Som en lille anekdote skal det nævnes, at man – såfremt man har lyst og mulighed – faktisk kan besøge resterne af Søbybebyggelsen og lejrene ved Søby Brunkulsmuseum syd for Herning, hvis romanen skulle give blod på tanden. Her har Knud Simonsen, der selv er født nordjyde, da også været på researcharbejde i forbindelse med bogens tilblivelse. Har man bare en snert af historisk interesse, bør man kort sagt ikke snyde sig selv for Knud Simonsens roman. Her fortælles et af danmarkshistoriens mest dramatiske og eksotiske kapitler med en forunderlig jysk ro og tørhed, der flere gange kalder på smil og – måske især for jyder – genkendende nik.